Den omfattende bevægelse for minimumsnormeringer formåede at få sat dette spørgsmål på sidste år valgdagsorden. Løftet om at opfylde kravet var med til at bære Socialdemokratiet, SF, og Enhedslisten ind som regering og støttepartier.
Første gang de skulle levere økonomien, ved aftalerne med kommunerne, fejlede de. Der kom ingen penge til at øge normeringerne, og mange kommuner skar yderligere ned.
Anden gang, med finanslov 2020, leverede de heller ikke, hvad de lovede. Der blev kun afsat penge til en start, og ingen model for, hvordan lovkravet om minimumsnormeringer skal forstås konkret. Det må komme hen ad vejen og ske ude i de kommunale budgetter med nedskæringer andre steder, med øget forældrebetaling til følge.
En ting er dog hel sikker: Det vil kræve en fortsat landsdækkende mobilisering bag kravet og en fortsat udvikling af bevægelsen at sikre det gennemført.
Det er blevet tydeligt i dagens forældrebevægelse, hvor både fædre og mødre er aktive og kæmper for, at deres børn skal få den bedste fremtid, at der også er et kvinde- og klassespørgsmål i kampen for minimumsnormeringer.
Udbygningen af den offentlige daginstitutionssektor var afgørende for, at kvinderne i Danmark – og resten af Skandinavien – så massivt kunne komme ud på arbejdsmarkedet fra 1960’erne og frem. Afviklingen af den offentlige sektor, også når det gælder børns trivsel og sikring af pasning og opvækst, har lagt et stadigt voksende pres på dagens børnefamilier, ikke mindst kvinderne som fortsat hovedansvarlige, selvom fædre i langt højere grad i dag tager sin del.
Kvindespørgsmålet stiller sig også i denne sag forskelligt, alt efter hvilken samfundsklasse og hvilken klasses ideologi det gælder.
Arbejderklassens kvinder
For arbejderklassens kvinder er det afgørende, at den kollektive offentlige børnepasning fungerer på en betryggende måde, og så børnene trives og udvikler sig. Børn skal ikke bare opbevares så billigt som muligt ud fra kommunale regneark. I dagens samfund er kvaliteten og indholdet et vigtig krav.
Arbejde og en løn til leve af, hvad enten man er enlig mor eller del af en familie, er ikke et valg, men en nødvendighed. At kunne bevise, at man står til rådighed for arbejdsmarkedet og dermed har børnepasning, er heller ikke et valg, når det gælder den, der må leve af sociale ydelser. Og samtidig presses forholdene på arbejdsmarkedet og i de sociale systemer så hårdt, at mange presses til løsninger som nedsat tid og diverse forældreorlover. Det kan lette det akutte pres i den enkelte familie, men denne løsning bringer i stadig større udstrækning kvindefattigdom med sig, ikke bare med færre lønkroner, men også mindre og senere pensioner til den tid. For den enlige mor uden karrierelønninger er det ikke engang en økonomisk mulighed.
Arbejderkvinderne, der traditionelt og i høj grad fortsat i dag har erfaringen om den kollektive kraft og solidaritet med sig, er også dem, der først og fremmest bringer forståelsen for at fastholde bevægelsens samlede centrale krav med. Og som vil kunne gennemskue og afvise forsøg på at splitte landsorganiseringen og mobiliseringen op i små kommunale kampe hver for sig, som forslagene om, at minimumsnormeringer indføres kommunevis, og at de indføres som et gennemsnit for hver kommunes institutioner.
Spørgsmålet om, hvem der skal betale – om forældrebetalingen bare skal sættes tilsvarende op, som det foreslås – er også et afgørende spørgsmål for arbejderkvinderne. De er dem, der skal få det hele til at fungere på lav løn og lave sociale ydelser. Øget forældrebetaling fremmer den udvikling, vi allerede ser med A-institutioner for børn, hvis forældre kan betale, og B-institutioner for børn, hvis forældre ikke har råd. Sikringen af daginstitutionssystemet er et offentligt samfundsansvar. Hvad der er råd til på statens finanslov, er udelukkende en politisk beslutning og prioritering. Om staten vil investere i børn eller flere krigsfly.
Småborgerskabet og mellemlagene
Anderledes er det ud, når problemstillingerne rejses ud fra småborgerskabets ideologi og klassestandpunkt. Begrebet småborgerskabet bruges her i artiklen som dækkende for, hvad der ofte i den offentlige debat kaldes ”middelklassen”.
Den småborgerlige ideologi og tankegang angriber samfundsproblemer ud fra enkeltindividets og dets nærmeste families kamp for at kravle opad på den sociale rangstige. Som klasse er de (de lag, der kaldes mellemlagene eller intelligentsiaen) klemt; få stiger opad, mens flertallet mere og mere får arbejds- og livsvilkår som arbejderklassen. Den småborgerlige ideologi har både en tilbagestræbende nationalromantisk side om de gode gamle Matador-dage og en moderne globaliseret selvfed side, der erstatter politik med moral og ”politisk korrekthed” om det rigtige klimasmarte liv.
I forældrebevægelsen giver det sig f.eks. udtryk i ideen om hjemmepasning, hvor man skal tage sine børn ud af daginstitutionerne og blive hjemmegående mor.
Har man oplevet sidste århundredes husmødre og set, hvordan denne noble ”ståen til rådighed for familiens behov” forkrøblede deres liv, lyder det som en dyster stemme fra fortiden. At det økonomisk set kun er et valg for en begrænset gruppe, der enten har en hel anden indtægt end lønarbejde, eller som forsørges af en ægtefælle med en vis indkomst, er indlysende.
Det er ikke et valg for flertallet af familier eller kvinder. Alligevel fremstilles det som et reelt valg for den moderne kvinde i 2020. Og det kan måske se meget lækkert, grønt og let ud på Instagram eller hos diverse bloggere at gå hjemme med sine egne børn.
Der kan være mange årsager til, at nogle føler sig fristede, hvis de har muligheden. Og at det sker, er et udtryk for, hvor hårdt et pres der også lægges på kvinder med tilsyneladende gode uddannelser og jobmuligheder, der så ofte viser sig at være løse, midlertidige ansættelser med underkendelse af ens faglighed og ekstrem konkurrence og karrierekrav. Dette sammenholdt med de omfattende forringelser af børnenes muligheder, som raseringen af de offentlige daginstitutioner har medført.
Problemet er ikke, at nogle få kvinder vælger at blive hjemmegående, men at deres individuelle valg forsøges gjort til en løsning på et samfundsproblem og en diskussion om handlemuligheder i en bred folkelig bevægelse, der vil ændre forholdene.
Den småborgerlige ideologi om, at børnene trives bedst i familiens skød og med mor hjemme, er en ideologi for individuelle løsninger på et omfattende fælles kollektivt samfundsproblem, der både gælder forholdene for vores børn i daginstitutionerne og kvinders ret til både børn og arbejde. Og som henter næring i mødres og forældres konstante dårlige samvittighed over ikke at kunne være perfekte og slå til og puster konstant til denne. Reelt siger ideologien ikke bare ”jeg prioriterer mine børn”, den siger samtidig ”jeg vender ryggen til at sikre bedre daginstitutioner til alle børn”. Det er en ideologi, der romantiserer en forestilling om den borgerlige familie, der heller ikke dengang var den lykkelige, trygge ramme for børnenes fremtid.
For de bedst stillede karrierekvinder er spørgsmålet og kravet om at sikre det offentlige daginstitutionssystem fuldkommen ligegyldigt. Deres bekymring er, hvor billigt de kan få underbetalte tjenestepiger døgnet rundt, enten i form af filippinske au pair-piger eller ukrainske erhvervspraktikanter. Og de er ovenikøbet frække nok til at kræve det i ligestillingens navn!
Markedsvilkår øger problemet
De sidste årtiers neoliberalistiske økonomiske og tekniske udvikling har på den ene side betydet, at masser af opgaver, der før lå i hjemmet, nu er varer og ydelser, der købes, sælges og tjenes penge på. Man kan handle ind via en app på telefonen og få varerne bragt til døren, man kan få måltidskasser og takeaway-måltider, købe vask, rengøring osv. Hvis man har penge.
Og derfor mener politikere i EU og det danske Folketing, at de kan tillade sig at kræve, at familien – og i virkeligheden kvinderne – tager sig af stadig flere omsorgsopgaver som pårørende til syge, ældre og naturligvis børn. I frivillighedens, solidaritetens og barmhjertighedens navn!!
For arbejderkvinderne og for flertallet af kvinderne er det derimod nødvendigt at stille krav om offentlige løsninger, der ikke er på markedsvilkår.
Det, der præsenteres som kvinders frie valg til at indrette et liv med børn og arbejde, så det passer sammen, eksisterer ikke for flertallet af kvinderne. Kvinders lavtløn gør, at det bliver hende, der må gå ned i tid, hende, der må tage et job, som hænger sammen med institutionens åbningstider, osv. At miste sin økonomiske indkomst gør kvinder afhængige af partneren, øger kvinders uligestilling både i familien, på arbejdsmarkedet og i samfundet.
Kampen for en offentlig kollektiv omsorgssektor organiseret på samfundsplan er en vigtig del af kvindekampen i dag. Ligesom den anden side af at få børn og familie til at hænge sammen er, at kæmpe for at alle kan få kortere arbejdstid – 30 timer om ugen 6 timer om dagen, og at alle skal have råd til det, så det skal være med fuld lønkompensation.
Ved at tage udgangspunkt i arbejderkvindernes krav, behov og erfaringer og sætte dem i centrum vil det komme det store flertal af kvinderne til gode, også kvinderne fra de småborgerlige ”middelklasse” lag.
Kapitalen i vores globaliserede imperialistiske samfund er ligeglad med, hvem der tager sig af børnene. For kapitalen er også børn en vare, der senere skal være til rådighed som arbejdskraft, og som så billigt som muligt skal kunne opfylde alle de krav, der stilles til dem. Det er det, der også kaldes arbejdskraftens reproduktion.
Kvinderne er bundet til hovedansvaret for børn og hjem, fordi kvinders samfundsmæssige stilling fortsat er at være en af kapitalismens arbejdskraftreserver. En stilling, som samtidig tillægges en lavere markedsværdi (løn, pension, arbejdsforhold).
Privatkapitalismen med dens hellige ejendomsret, udbytning og profit kan ikke udfolde en kollektiv offentlig organisering og sikring på et tilstrækkeligt kvalificeret niveau.
For kvindebevægelsen gælder det om at kæde den fortsatte kamp for retten til arbejde, med alt hvad det indebærer, sammen med retten at samtidig at kunne have børn og familie.
Det gælder om at kæde den sammensatte forældrebevægelses krav og kamp sammen med de offentligt ansattes kamp for de samme krav i daginstitutioner og dagpleje. Og med arbejderkvinderne i centrum skabe alliancer mellem disse grupper for at styrke bevægelsen.
17.december 2019