Dette gør sig på ingen måde ud for at være en gennemgang eller fyldestgørende analyse af erfaringerne med fredsaftaler og kampen for fred i Colombia. Men i forlængelse af artiklen om populismens rolle og råddenskaben i Colombia kan det være nyttigt at belyse nogle tråde omkring den forsatte borgerkrig i Colombia, den såkaldte fredsproces og de colombianske marxist-leninisters syn på udviklingen.
Ny præsident løber fra fredsaftalen med FARC og de videre fredsforhandlinger
I juni 2018 blev Ivan Duque fra det højreorienterede konservative parti valgt til ny præsident i Colombia med snævert flertal. Partiet er kendt for at være en særdeles aktiv politisk og militær part i borgerkrigen mod den sociale og væbnede kamp for jordreformer og social retfærdighed.
En af hans første handlinger som præsident var at afblæse fredsforhandlingerne med ELN (Den Nationale befrielseshær). I stedet har han krævet en ensidig våbenhvile og hårdere forfølgelse af ELN, et historisk opgør med hele oprørsbevægelsen, samt at FARC ikke længere skal betragtes som et lovligt parti. Præsident Duque har gjort det klart, at han vil ændre den tidligere indgået fredsaftale fra 2016.
ELN’s leder Israel Ramirez udtalte 11.9.18 til avisen El Pais: ’Vi er klar til at fortsætte arbejdet frem mod en politisk løsning. Men begge parter må gøre en indsats for at stoppe krigen, ikke kun den ene part. Der må indgås en gensidig våbenhvile.’
Fredsaftalen fra 2016
Daværende præsident Juan Manuel Santos modtog 2016 Nobels fredspris på forventet efterbevilling af en fredsaftale med FARC. Det var imidlertid et forslag uden folkelig opbakning. Ved en folkeafstemning samme år undlod lidt under 40 pct. af befolkningen at stemme, og ja- og nej-siden opnåede henholdsvis kun 18,27 pct. og 18,47 pct. af vælgernes opbakning. Senere samme år underskrev FARC en aftale og afleverede sine våben mod at blive lovliggjort som legalt politisk parti.
At befolkningen ikke stolede på præsident Santos’ hensigter, illustrerer Falsos positivos-skandalen fra 2008, hvor Santos var forsvarsminister under præsident Álvaro Uribe Vélez. Her blev det afsløret, at den colombianske hær havde myrdet mere end 3700 civile, hvoraf de fleste var fattige teenagere. Derefter havde de iklædt dem guerillauniformer og præsenterede de døde kroppe som sejre i krigen mod FARC og ELN. Der var indført et bonussystem, der gav soldaterne dusør og begunstigelser for hver dræbt guerilla. Ifølge Human Rights Watch var drabene systematiske.
Borgerkrigen i Colombia begyndte i 1964 og er Latinamerikas længste krig. Det er imidlertid FARC og ELN, der er på USA’s og EU’s lister over terroristgrupper.
Usikker fredsaftale hele vejen igennem
Tilbage i 2013 skrev det norske Revolusjon bl.a. i en artikel om den usikre fredsproces:
-Santos kommer fra samme parti som Uribe, men fremstår som ’mildere’ i sin form ved at invitere FARC til forhandlingsbordet. Men da FARC’s øverstkommanderende Alfonso Cano svarede positivt på forslaget om at diskutere en forhandlingsdagsorden, fik regimet opsnuset, hvor han befandt sig, og Santos gav straks ordre til, at den kommende forhandlingspartner skulle likvideres.
Samtidig iværksatte den colombianske hær den hidtil voldsomste artilleribeskydning af colombianske landområder, som ramte civile fattige bønder i lige så høj grad som guerillasoldaterne. Hæren har gennem tiderne brugt den brændte jords taktik og lagt hele landsbyer øde.
Regimet vender sig ikke kun imod guerillaen, men undertrykker i udstrakt grad alle former for social protest ved at kriminalisere demonstrationer, strejker osv. 19 procent af statsbudgettet går til krigsførelse mod landets egne indbyggere, mens 44 procent går til at betale afdrag på udenlandsgæld. For at gøre sig mere attraktiv for fremmed kapital har regeringen sænket udbytteskatten yderligere.
Colombias Kommunistiske Parti (Marxister-Leninister), PCC (ml), udtalte forud for processen om til fredsaftalen i 2016: ’Vi kommunister går ind for fred og hilser dialogen mellem FARC-EP og regeringen velkommen, hvor parterne er enige om at diskutere en sekspunkts-dagsorden med det mål at afslutte den væbnede konflikt i Colombia, Men det er ikke en dialog med hele oprørsbevægelsen. Vi mener, at sådanne forhandlinger burde være en national debat under hele landets medvirken, hvor arbejderklassen og de folkelige kræfter kunne bidrage aktivt og på afgørende vis for at finde løsninger på årsagerne bag konflikten. Desuden at alle fora bør blive åbnet op for deltagelse ikke bare af FARC, men også guerillabevægelserne ELN og EPL, sådan at også de kan lægge deres politiske forslag til løsninger frem.’
PCC (ml) og partiets væbnede gren EPL har gentagne gange understreget behovet for enhed både mellem guerillabevægelserne og i hele den revolutionære og demokratiske bevægelse.
Hvilken fred?
PCC (ml) understreger samtidig, at det er vigtigt at definere, hvilken slags fred der er tale om. En demokratisk fred er ikke mulig, så længe det pro-imperialistiske borgerskab har magten. Kommunisterne er for en fred, der indebærer social retfærdighed, en fred, som har både sociale, politiske og økonomiske aspekter, en fred, som giver ret til opposition, strejker, protester og muligheden for politiske alternativer. Her indgår også det århundredgamle krav om en demokratisk jordreform, om at jorden skal tilhøre dem, som dyrker den, boliger til skaren af hjemløse, gratis sundhedsbehandling og velfærdsydelser samt retten til arbejde og pension.
Oprørsbevægelserne går ind for fredsforhandlinger, men de vil ikke lade sig narre ind i et borgerligt og socialdemokratisk spilfægteri omkring dialogen mellem regeringen og guerillaen. De historiske erfaringer bør huskes. Sidste gang der var omfattende fredsforhandlinger, i 2001, stod guerillaen stærkt svækket og splittet efter sammenbruddet af guerillasammenslutningen Simon Bolivar. Forhandlingsprocessen affødte dengang illusioner om, at regimet havde ændret natur og var blevet mere demokratisk. Følgerne var, at hundredvis af guerillasoldater faldt for reformismen og de falske løfter, deserterede og overgav sig selv og deres våben til fjenden. Da regeringens paramilitære gruppe AUC fortsatte sin terror mod civilbefolkningen og FARC til sidst afbrød forhandlingerne, svarede regimet igen med en voldsom militær luftoffensiv mod det guerillakontrollerede område.
De revolutionære vil aldrig acceptere en ’fred’ på oligarkiets præmisser og heller ikke en fredsproces, der lammer folkets masseorganisationer og arbejdernes kamp for faglige og sociale rettigheder. De mobiliserer folkets brede lag, arbejderne, bønderne, studenterne til at kæmpe og forsvare grundlæggende principper for folkets og bevægelsens fremtid, og de kræver, at regeringen står til ansvar over for hele det colombianske folk.
Base for USA
Colombia er et af Latinamerikas mest reaktionære og USA-venlige lande. En ny frihandelsaftale mellem de to stater blev indgået i 2012. ’Plan Colombia’ indebærer bl.a., at syv amerikanske militærbaser er etableret i landet. Amerikanerne giftsprøjter store områder og har fordrevet store grupper fattige fra landsbyerne. USA foretager militær overvågning og overfører store summer til regimet i Bogotá under påskud af at ’bekæmpe’ de colombianske narkokarteller. Disse karteller står imidlertid i tæt ledtog med regimet. Den egentlige årsag er, at USA bruger Colombia som base for at kunne slå sociale protester og nationale bevægelser ned i såvel Colombia som i nabolandene Venezuela og Ecuador.
Den sociale polarisering og udbytningen er enorm. De store jordejere (oligarkerne) trækker i de politiske tråde og har i løbet af en generation tilranet sig nye jordarealer på størrelse med Schweiz. Den ekstreme fattigdom, undertrykkelse og udbytning er baggrunden for den store opslutning til guerillabevægelserne, som kontrollerer store områder med mange landsbyer.
Oktober 2018