Skip to content

ORDBOG

Akkumulation

Når man samler og ophober noget, så man hele tiden får mere.

Begrebet bruges i politisk økonomi. I den borgerlige udgave er det historien om, hvordan man gennem hårdt arbejde, evnen til at tage de rigtige beslutninger og turde tage en risiko kan blive rig, tjene stadig flere penge og hele tiden forøge sin kapital, omsætning og ejendom.

I marxistisk politisk økonomi siges det derimod klart:  Det er udbytningen af arbejdskraften og udplyndringen af naturens ressourcer, der skaber merværdi og profit. Værdier der kan investeres i igen at øge rigdom og kapital. At det ikke kommer dem der skaber værdierne, arbejderklassen, til gode skyldes den private ejendomsret.

«Når merværdien ikke anvendes af ejeren til hans personlige forbrug, men bruges som kapital, dannes der ny kapital, som føjes til den gamle som akkumuleres. Anvendelsen af merværdi som kapital kaldes kapitalens akkumulation.» (Marx).

Anarkisme

Politisk retning, der drømmer om et nyt samfund med alle individers frihed, uden at gøre op dem det bestående klassesamfund og den private ejendomsret.  Findes i dag først og fremmest i de autonome miljøer, hvor opbygning af  kollektiver og en anti-autoritær livsstil sammen med ”direkte aktion” mod magtsymboler skal overbevise andre til at gøre det samme.

Anarkismen afviser nødvendigheden af arbejderklassens organisering og det revolutionære parti for at kunne skabe revolutionær forandring og et nyt samfund.

Dialektik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Dialektisk og historisk materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Finansiel og industriel kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Flydende/Konstant kapital

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Højrepopulisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Idealisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Imperialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Løn under kapitalismen

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Maoisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Marxisme-Leninisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Materialisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Metafysik

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Monopoldannelse

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Opportunisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Produktivkræfter

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Reformisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Revisionisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Socialdemokratisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Spekulation

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Trotskisme

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Udbytning

Toggle content goes here, click edit button to change this text.

Nogle spørgsmål rejst af det palæstinensiske folks befrielseskamp

Kommunistisk Platform, Italien

I over en måned har den racistiske og zionistiske stat Israel gennemført massakrer på det palæstinensiske folk i Gazastriben og på Vestbredden med støtte og medvirken fra amerikansk, europæisk og italiensk imperialisme og mainstream mediedækning (og vi kunne tilføje dansk imperialisme, red. Kpnet).

Gennem vores deltagelse i talrige demonstrationer og med flere egne og CIPOML udtalelser har vi udtrykt vores solidaritet med det palæstinensiske folk og dets legitime modstand, fordømt massakren og opfordret til en øjeblikkelig våbenhvile, en afslutning på belejringen af Gaza, stop for våbenleverancer og aftaler med Israel. Og det vil vi fortsætte med.

I denne artikel ønsker vi imidlertid at fokusere på nogle holdninger, som vi mener er forkerte og skadelige for den kommunistiske bevægelse og arbejderbevægelsen.

I ugerne efter den 7. oktober kom en overflod af erklæringer og halve erklæringer af tvetydig karakter frem, hvilket demonstrerede svagheden og den ideologiske og politiske forvirring hos mange grupper og enkeltpersoner, der kalder sig antiimperialistiske eller kommunistiske. Af pladshensyn vil vi kun behandle nogle få af disse udsagn.

Hvem fordømmer vi?

Et første aspekt, der skal afklares, er kravet fra dem, der mener at en fordømmelse af Al-Aqsa-Flood operationen, der blev udført af den palæstinensiske modstandsbevægelse den 7. oktober, er en bindende betingelse for offentlig debat.

En holdning, som ikke engang FN har, men som i vores land gentages af hele den herskende klasse og alle dens medier, der fortsætter med at tale om et “grusomt angreb på civile” (data frigivet af avisen Haaretz viser, at omkring halvdelen af de israelske ofre er soldater og politibetjente, resten er stort set bosættere) og fremturer med den uværdige og svigagtige ligning, at antizionisme = antisemitisme, i den offentlige mening for at dække over krigen om udryddelse af det palæstinensiske folk.

At tale om angrebet udført af Hamas og andre dele af den palæstinensiske modstand for at kritisere deres “brutalitet” (som Meloni sagde) uden den mindste opmærksomhed på den historiske baggrund og de politiske og økonomiske forhold, der provokerede den, og hvor den fandt sted, uden engang at have nøjagtig viden om, hvad der virkelig skete (ikke få ofre blev forårsaget af “venlig ild” fra militære styrker, zionistiske kampvogne og helikoptere, som i Kibbutz Be’eri) er enten en fatal fejltagelse eller i bedste fald hykleri.

I den nuværende situation er det værdiløst at fordømme dem, der angreb først, at skyde skylden på de anvendte angrebsmetoder og at sætte dem på samme niveau som zionistiske forbrydelser. På samme måde må de palæstinensiske styrkers diskrimination mellem “engle og dæmoner” afvises.

De, der kan vurdere og eventuelt kritisere operationen den 7. oktober og dens konsekvenser, er først og fremmest det palæstinensiske folk, da det er en del af dets kamp for befrielse, som også er legitim på folkeretligt plan.

En opfattelse af solidaritet med det palæstinensiske folk, som kun kommer til udtryk, når de er ofre for zionisterne, og ikke når de angriber besættelsesmagten med de våben, de har til rådighed, må fordømmes.

Operationen den 7. oktober, hvoraf mange aspekter er blevet manipuleret af zionistisk-imperialistisk propaganda (såsom svindelnummer med halshuggede børn og vold mod kvinder), er resultatet af 17 års blokade af Gaza, den fortsatte kolonisering af palæstinensisk land, de uophørlige massedrab og udenretslige drab, der også involverer Vestbredden, som alle imperialistiske lande har lukket øjnene for og forholdt sig tavse om. Hovedansvaret for dette angreb ligger utvivlsomt hos Israel og USA.

Samtidig er angrebet den 7. oktober resultatet af en proces med enhed i den palæstinensiske modstand, der blev smedet under den sidste intifada med ofre fra den yngre generation.

I stedet for at skyde skylden på den palæstinensiske modstand – som det f.eks. kræves af dem, der aldrig har fordømt zionistiske krigsforbrydelser – må årsagerne til det undertrykte folks vold derfor forstås som et svar på de zionistiske undertrykkeres årtier lange vold og terror. Det er nødvendigt at forstå, hvem der leder modstandskampen, hvad er de politiske mål, den sætter sig osv. Og tågen og tvivlen skal også fjernes gennem en uafhængig international undersøgelse.

Med hensyn til den planlagte, komplekse og omfattende Al-Aqsa-Flood operation må nogle aspekter fremhæves: den repræsenterede en politisk fiasko for det zionistiske militær og spionageapparat og fremhævede den brede støtte, som den palæstinensiske modstand, der i årevis forberedte operationen har. (langt fra individuel terrorisme løsrevet fra hele kampsystemet).

Det er ikke svært at forstå målene med angrebet, udført ved at udnytte Natanyahu-regimets politiske svaghed: at påføre de zionistiske militær styrker et slag af høj symbolsk og politisk værdi og aflive mange myter; delegitimere det Fatah-ledede Selvstyre; underminere normaliseringsprocessen mellem Saudi-Arabien og andre arabiske stater og Israel under USA’s auspicier; tage militær og bosættere som gidsler for at udveksle palæstinensiske fanger.

Hamas’ karakter og rolle

Hvad er så Hamas og den rolle, den spiller, og som vi har hørt meget vrøvl om.

Den “islamiske modstandsbevægelse”, som har en politisk og en militær gren, blev oprettet af Det Muslimske Broderskab i 1987, på tidspunktet for den første intifada.

Dens udvikling er gået gennem netværket af moskeer, det islamiske universitet i Gaza, kulturel, medicinsk, distribution af varer og tjenester til de mest trængende, rekreative projekter, sport osv.

På denne måde og gennem nogle militære operationer (først eliminering af palæstinensiske informanter i zionisternes tjeneste, derefter selvmordsattentaterne på bosættere) har Hamas fået tilslutning blandt det religiøse borgerskab, blandt fagfolk og handlende, i det forarmede småborgerskab og i de folkelige lag.

Hamas’ udbredelse hænger også direkte sammen med den kommunistiske og revolutionære bevægelses svaghed, såvel som med samarbejdet og korruptionen i Selvstyret, som forvaltede de fejlslagne Oslo-aftaler i 1993 ved at underordne sig imperialismen.

I begyndelsen så Israel positivt på at styrke Hamas (herunder med Qatar-midler) for politisk at isolere Gaza, svække Fatah og “to-stats”-projektet.

Senere, under Rabin i 1990’erne, begyndte man at arrestere, deportere og eliminere dets ledere og militante. Hamas blev optaget på USA’s “terrorliste”, og i 2004 blev dens åndelige leder, Yassin, myrdet af Israel.

Hamas’ folkelige støtte er bemærkelsesværdig (den vandt 60% af valget i 2006 og har regeringsansvaret i Gaza). Men den er ikke den eneste repræsentant for det palæstinensiske folk, for kampen og for de erfaringer, den har akkumuleret gennem årtiers modstand.

For at forstå den rolle, som Hamas spiller objektivt, uden at glide ind i idealistiske opfattelser, må det forstås, at denne bevægelse under de nuværende forhold (frem for alt styrkeforholdet mellem klasserne) er en integreret og retningsgivende del af en anti-zionistisk national befrielseskamp; en kamp, der giver besættelsesmagten hårde slag, men som Hamas ikke vil være i stand til at føre til sejr på grund af sine islamistiske religiøse opfattelser (omend “palæstinensiske” med hensyn til national befrielse) og en politisk linje, der afspejler disse reaktionære ideer.

Marxister-leninister forliger sig ikke med Hamas’ ideologi, dens politiske midler og mål (den palæstinensiske islamiske stat), ligesom de afviser enhver antisemitisk holdning, idet de fast bekæmper zionismen, som er en af de vigtigste kilder til antisemitisme og organiseret racisme i verden i dag. Som en del af deres generelle støtte til det palæstinensiske folks kamp for selvbestemmelse støtter de derfor de mest avancerede, progressive og revolutionære komponenter i den palæstinensiske modstand.

To undertrykte folk?

En anden udokumenteret påstand, som vi har bemærket på nogle hjemmesider, e-mails osv., er, at palæstinensere og israelere er to folk, der undertrykkes af imperialismen.

I virkeligheden er der tale om et folk i hele det oprindelige Palæstinas, der har undertrykt et andet i mere end 70 år med volden fra sin stat, som har en af de mest magtfulde hære i verden, og så er der et undertrykt folk, berøvet statsskab, der kæmper for sin nationale og sociale befrielse.

Ud fra dette synspunkt kan der ikke være lighed eller neutralitet.

Lad os tilføje, at Israel ikke blot er en brik i hænderne på Biden eller Putin, men er en højt industrialiseret kapitalistisk stat med sin egen monopolkapital udviklet inden for våbenindustrien, sikkerhed, elektronik, IKT, diamanter osv.

Afslutningsvis vil vi understrege, at det palæstinensiske spørgsmål er en integreret og relevant del af modsætningen mellem imperialismen og de undertrykte folk og nationer, en af hovedmodsætningerne i det kapitalistisk-imperialistiske system.

Det palæstinensiske folks modstand mod det zionistiske projekt er modstanden mod et bredt imperialistisk projekt og repræsenterer et uudslukkeligt arnested for den revolutionære massebevægelse.

Den palæstinensiske revolutions karakter i denne historiske fase er borgerlig-demokratisk, ifølge den leninistiske betydning af revolution, knyttet til kampen for national befrielse.

Det vigtigste aspekt af denne kamp i dag er palæstinensisk national enhed for at modstå zionistisk og imperialistisk aggression og forsøg på splittelse.

For at opfylde sine nationale og sociale opgaver kan den palæstinensiske befrielsesbevægelse kun udvikle sig som en kamp mod imperialismen, zionismen og den reaktionære og korrupte del af det nationale borgerskab og derefter omdannes til en socialistisk revolution med støtte fra den internationale arbejderklasse.

Som kommunister betragter vi den palæstinensiske nationale bevægelse fra den internationale arbejderklasses synspunkt, som har al mulig interesse i at støtte denne bevægelse, som har revolutionært potentiale, og tendens til at svække imperialismen og ikke konsolidere den.

Derfor støtter vi det palæstinensiske folks ret til modstand og selvbestemmelse, indtil der oprettes en uafhængig palæstinensisk stat med Jerusalem som hovedstad, samt flygtningenes ret til at vende tilbage.

Vi udvikler solidariteten med kampen for at opnå det palæstinensiske folks nationale rettigheder. Vi fordømmer den zionistiske besættelsesmagts forbrydelser og kræver en øjeblikkelig våbenhvile for at standse massakren i Gazastriben. Vi bekæmper imperialismens krigspolitik, først og fremmest den italienske imperialisme, som er medskyldig i folkemordet. Vi kræver, at alle samarbejds- og associeringsaftaler mellem Italien og Israel og mellem EU og Israel bringes til ophør. Boykot af den zionistiske stat, afvisning af at sende våben til Israel!

12.november 2023

Oversat fra Scintilla nr. 139 – november 2023. Avis for Kommunistisk Platform, Italien

Klassekamp – Revolution – Socialisme. Magasinet ENHED og KAMP har det hele!

Tankestof til tidens brændende spørgsmål – Handling i en verden moden til forandring

Del og brug gerne

Back To Top