Oktoberrevolutionen i 1917 og kampen for at opbygge et helt nyt samfund uden udbytning er fortsat en fantastisk kilde af erfaringer og inspiration for verdens arbejderklasse og arbejdende folk. For første gang i historien blev opbygningen af socialismen en konkret virkelighed.
Oktoberrevolutionen betød en fuldstændig grundlæggende ændring af kvindernes liv og muligheder. Afgørende var, at statsmagten i arbejderklassens hænder gik direkte efter afskaffelsen af årsagen til den særlige kvindeundertrykkelse – den private ejendomsret.
”Fra det øjeblik privatejendom til jord og fabrikker blev tilintetgjort og godsejernes og kapitalisternes magt styrtet, er de politiske opgaver blevet enkle, klare og aldeles forståelige for de arbejdende masser og de arbejdende kvinder. I det kapitalistiske samfund er kvinden sat i en ikke-ligeberettiget stilling, der betyder, at hendes deltagelse i politik udgør en forsvindende lille del sammenlignet med mandens.”(Lenin, Om opgaverne for den kvindelige arbejderbevægelse i Sovjetrepublikken, september 1919)
Gennem at organisere hele samfundet omkring princippet om at afskaffe udbytning af mennesker arbejdede Sovjetstaten under proletariatets diktatur for at afskaffe alle former for økonomisk, social, kulturel og politisk ulighed. Inklusive den ulighed mellem mænd og kvinder, der eksisterer i ethvert klassesamfund.
Opgaverne for den unge arbejdermagt med at opbygge det nye samfund efter Oktoberrevolutionen var enorme. Indtil da havde samfundet kun være udviklet til at tjene en lille rig overklasse omkring zarregimet, godsejerne og kirken.
Langt hovedparten af befolkningen levede på landet i et halv-feudalt barbarisk samfund. Befolkningen under zarregimet levede i en fattigdom, hvor sult, sygdom, uvidenhed, undertrykkelse og brutalitet herskede, hvor relationer mellem mennesker var præget af dybe tilbagestående feudale træk. Kvinden blev betragtet som familiens og mandens slave og ejendom. Det hed sig, at bonden behandlede sine dyr bedre end sin kone og døtre. I de centralasiatiske republikker var polygami og brudesalg stadig almindeligt.
Den socialistiske samfundsudvikling foregik i et hidtil uset tempo og omfang, trods alle forsøg på at knuse den fra reaktionens kræfter, såvel indefra som fra den imperialistiske omverden. Oktoberrevolutionen var en flodbølge af social revolutionær kraft. Den satte millioner i bevægelse for at udvikle produktivkræfterne til at skabe det materiale grundlag for et nyt samfund. Og på samme tid for i en dialektisk proces at skabe den vigtigste kraft – det ny frie menneske.
For det bolsjevistiske parti og den revolutionære bevægelse var det selvklart, at dette måtte gælde både mænd og kvinder.
Sovjetstaten var helt fra start bevidst om, at der måtte gøres en særlig indsats for at skabe betingelserne til at ændre kvindernes situation. Den forholdt sig til alle aspekter af kvindernes liv og frigørelse og gav dem ikke bare juridisk lige rettigheder. Den understøttede kvinderne ved at skabe de sociale strukturer, der var nødvendige for, at kvinderne kunne bruge de lige rettigheder og praktisere reel ligestilling. Lenin har beskrevet dette både i principper og konkrete detaljer.
Ligestillings-principper i forfatning, juridisk og i familien
Få måneder efter Oktoberrevolutionen blev de fornødne skridt taget til at udvikle et helt nyt juridisk system af lovgivning, hvis fundament var kvindernes fuldstændige ligestilling i samfunds-, arbejds- og familielivet.
Der blev indført en ny ægteskabslov, hvor konceptet om ”familiens overhoved” blev forbudt og alle love, der baserede sig på slaveri af kvinden, blev afskaffet. Ægteskab blev en privatsag mellem to personer. Der blev ikke juridisk skelnet mellem gifte/ugifte, registrerede og ikke registrerede ægteskaber. Også det hæslige patriarkalske begreb ”uægte børn” – om børn født uden for ægteskab – blev afskaffet. Alle børn fik lige rettigheder og betragtet som ligeværdige. Mænd og kvinder fik lige arveret.
Både kvinder og mænd kunne frit vælge deres livspartner, job og profession. Begge parter kunne beholde sit oprindelige statsborgerskab, navn og selvbestemmelsesret i alle enkeltheder. Kvinder og mænd fik samme ret til og rettigheder ved skilsmisse. Begge forældre var forpligtiget over for deres børn i forhold til forsørgelse og uddannelse uanset civilstand.
Den sovjetiske forfatning indførte som den første stat i verden fri adgang for alle personer af begge køn over 18 år til at vælge og blive valgt til sovjetterne og de øverste magtorganer.
Indførelsen af ligestillingsprincipper i forfatning og lovgivning var et enormt signal om et helt nyt syn på kvinden som et ligeværdigt medmenneske og samfundsborger. Et kvindesyn, der også fik stor betydning for kvinderne i den kapitalistiske verden, for alle verdens kæmpende kvinder og den kamp, der er blevet ført lige siden for ligestilling og frigørelse.
Kvinders arbejde skifter karakter
Sovjetstaten indførte lige løn for lige arbejde. Hvad kapitalismen endnu ikke har formået i mere end et århundrede efter, at kravet blev rejst, gennemførte arbejdermagten på få måneder. Det var en klar opmuntring og mobilisering af kvinderne til at komme ud i produktionen og på arbejdsmarkedet. Det gav samtidig kvinder mulighed for at opnå den økonomiske uafhængighed, som de af bitter erfaring ved er så nødvendig for deres selvstændighed.
En lang række arbejderrettigheder i produktionen blev indført.
Arbejdsdagen blev sat ned fra 9 timer i 1917 til knap 7 timer i 1932, og 4-6 timer for ungarbejdere og i farlige erhverv. Det var samtidig en arbejdsdag, der indeholdt tid til faglig uddannelse. Der blev indført 5-dages arbejdsuge. Arbejdere fik ret til ferie, hvis længde varierede mellem to uger til en måned alt efter arbejdets art.
Der indførtes sociale rettigheder og forsikring betalt af virksomheden, uanset om man arbejdede i en statsforetagende, kooperativ eller privat virksomhed. Forsikringen omfattende sygdom, arbejdsløshed, graviditet, invaliditet og understøttelsen af familien ved dødsfald, ligesom folkepension fra staten blev indført.
Særlige arbejderrettigheder og social sikring blev indført for de arbejdende kvinder i anerkendelse af, at de også kunne være mødre. En række arbejdsmiljøhensyn skulle tages allerede ved konstateret graviditet. Der blev indført barselsorlov – 2 måneder ved fysisk arbejde, 6 uger ved intellektuelt arbejde. Tilbage på arbejde fik småbørnsmødre ret til pauser til at amme deres baby. Mødrene fik fuld løn under barsel samt en særlig understøttelse til dækning af ekstra udgifter og barnepleje de første 9 måneder.
Et samfund, der stort set manglende alt, og som samtidig satte arbejdstiden ned – noget sådant var aldrig set før. Man indførte planøkonomi fri for kapitalismens anarkiske spild af produktion og resurser. Man indførte den ’uafbrudte arbejdsuge’, hvor produktionsapparatet kørte uafbrudt dag og nat ugen igennem, og arbejderne arbejdede i skift.
Denne udnyttelse af resurserne, det voldsomme tempo i industrialiseringen, den nedsatte arbejdstid og organiseringen af arbejdet betød, at man allerede i sommeren 1930 havde afskaffet arbejdsløshedens svøbe. De tidligere kontorer for udbetaling af arbejdsløshedsunderstøttelse blev omdannet til centraler for planmæssig fordeling af arbejdskraft.
De første 5-årsplaners teknologiske forandringer af industriproduktionen skabte nye og flere job for kvinderne. De skabte også de materielle betingelser for en række forbedringer af kvinder og børns og befolkningens liv. Den frigørende kraft fra kollektiviseringen af landbruget rejste en ny bølge af revolutionær energi og mobiliserede store nye kvindemasser på landet. Kollektivbrugene gav dem helt nye muligheder for at bruge deres evner og arbejdskraft.
Under zarregimet før 1917 var kvinders arbejde karakteriseret af slavelignende arbejde om dagen i landbruget for så at vende hjem til husarbejdet og mandens skældsord og tæv om aftenen. I byerne bestod det af ringeagtet lavtlønnet kvindearbejde og det individuelle dobbeltarbejde med hjem og børn.
Efter Oktoberrevolutionen skiftede kvindernes arbejde karakter til organiseret kollektivt og samfundsmæssigt arbejde.
Denne udvikling gik hurtigst i storproduktionen. Her voksede nye statsfabrikker frem, der blev indrettet efter både mænds og kvinders behov, hvor erhvervsarbejde blev kombineret med uddannelse, familie og børn, boligområder og transport. Denne udvikling måtte nødvendigvis gå langsommere på landet i kooperativer og i småproduktionen og småbrugene.
Adgang til uddannelse i masseomfang
I et samfund, hvor langt de fleste var analfabeter, hvor uddannelse havde været et privilegium for de få, og hvor produktionen ikke var udviklet, måtte uddannelse være et nøglespørgsmål. Uddannelse i masseomfang og hurtigt tempo. Ikke mindst for kvinderne, der i høj grad havde levet i med et tvungen kulturelt og socialt mindreværd.
Alle uddannelsesinstitutioner blev åbnet for kvinder, så de kunne forbedre deres faglige og sociale kompetencer og uddannelsesniveau. Der blev givet særlig støtte til at gennemføre uddannelserne i alle sektorer. Kvinderne fik mulighed for at forbedre deres kvalifikationer som en del af deres arbejdstid, samtidig med de blev inddraget i industrien og den offentlige sektor.
Sovjetstaten påbegyndte opførelsen af hele det polytekniske og enhedsskolesystem med tilhørende uddannelsesinstitutioner fra skoler til børn til tekniske skoler og arbejderuniversiteter. Der skulle uddannes lærere og skaffes undervisningsmateriale overalt. Samtidig organiserede arbejdere og bønder biblioteker, læsesale og undervisning i at læse og skrive på kooperativer på fabrikker, i den offentlige sektor og i boligområder. Hele samfundet var inddraget i dette gigantprojekt. Børn og unge underviste f.eks. landbokoner i at læse og skrive som led i at udrydde analfabetismen.
Satsningen på uddannelse skulle afhjælpe den enorme mangel på kvalificeret arbejdskraft og på adgang til viden. For kvinderne i land og by var deres deltagelse i uddannelse både en mulighed for at kvalificere sig til flere job. Men også en anerkendelse af, at kvinder har en forstand, som vil lære noget, øjne, som vil se, ører, der vil høre, og stemmer, som vil høres.
Kirken og religionen, der under zarregimet var en enorm magtfaktor og en konstant kilde til at holde kvinderne i åndsformørkelse og undertrykkelse, blev nu adskilt fra uddannelsessystemet. Religion blev betragtet som en privat sag.
Sikring af børn og mødre – adgang til abort
Før Oktoberrevolutionen havde det store flertal af kvinderne hverken mulighed for at give deres børn en tryg opvækst eller bestemme, hvor mange børn de ville have. Børnedødeligheden var skyhøj, kvinder døde i barselseng og af alt for mange børnefødsler. Kvinder blev skamferede og døde af illegale aborter under uhumske og ukyndige omstændigheder.
Nedenstående eksempler illustrerer omfanget af de vanskeligheder, man var oppe imod, og samtidig, hvor detaljeret og grundigt Sovjetmagten arbejdede for at forbedre kvinder og børns vilkår.
En lov fra 1920 gav kvinderne adgang til at få foretaget abort inden for de første 3 måneder. Indgrebet måtte kun udføres af læger på sygehuse og var gratis for arbejdere. Det blev bevilliget af helbredsmæssige og sociale grunde, der kunne give en vanskelig start for enten det kommende barn eller mor. Bevillingen blev truffet af et udvalg bestående af en læge og to kvindelige arbejdere. Sådanne udvalg blev etableret på ethvert ”Rådgivningscenter for kvinder”.
Et årti efter legaliseringen af abort konstaterede Instituttet for Mødre- og Børnebeskyttelse, at det endnu ikke var lykkedes at afskaffe de illegale aborter. Man pegede på flere årsager. Der fandtes nogle steder stadig et stort antal kulturelt tilbagestående kvinder, der ikke turde stå frem og søge adgang til legal abort. Det gjaldt især i landsbyerne. Andre steder, navnlig for byerne, var der ikke hospitalsplads nok til alle, der henvendte sig. På trods af disse faktorer var det lykkedes at nedbringe antallet af illegale aborter og tallet for dødelighed som følge af illegal abort ganske betydeligt.
I kampen for at udrydde den illegale abort og undgå, at kvinder følte sig nødsaget til at få abort, prioriterede Sovjetmagten flere elementer. Ikke mindst at udbygge sundheds- og hospitalsvæsnet, sikre kendskab og adgang til prævention og sikre udbygningen af et godt socialt omsorgssystem – og naturligvis det målbevidste arbejde på at skaffe alle samfundsborgere menneskelige vilkår.
Fra 1918 påbegyndes organisering af en omfattende mor-barn-omsorg. For Sovjetunionen var den enkeltes sundhed et samfundsanliggende. Man oprettede systemer og strukturer, der kunne sikre, at de bedste sundhedsfaciliteter og ekspertise blev opnåelige for alle i samfundet, ikke mindst for gravide kvinder, spædbørn, børn og andre grupper med særlige behov. Der blev oprettet spædbørns- og svangerskabsklinikker, barselshjem for mødre og spædbørn, kurser i spædbørnspleje. Og børneklinikker.
Sikring af pasning af børnene, mens forældre var på arbejde, med opbygning af vuggestuer og børnehaver, blev ligeledes betragtet som en samfundsopgave. Den blev påbegyndt i stor stil – på fabrikkerne, i boligdistrikterne, i landsbyerne – ligesom skoler, ungdomsklubber børne- og ungdomsforbund blev organiseret.
Alle disse tiltag havde stor betydning for kvindernes samfundsmæssige deltagelse og frigørelse.
Socialiseringen af husarbejdet og kollektive løsninger
For at kvinderne for alvor kunne begynde at deltage på lige fod med mændene i opbygningen og ledelsen af den nye sovjetstat, var det nødvendigt at tage fat på det årtusindgamle dobbeltarbejde og bindingen til det evigt gentagne husarbejde i hjemmet.
Man oprettede bl.a. folkekøkkener som kollektive spisehuse, kollektive fællesvaskerier og værksteder for reparation af tøj. I 1923 oprettedes Narpit, Institutionen for Folkeernæring. Den havde til formål at hjælpe med oprettelsen af offentlige spisesteder, f.eks. med at skaffe kredit, forsyning af produkter og udstyr. Det var samtidig et initiativ til at løfte befolkningens almene dårlige ernæringstilstand.
Den enkelte kvindens binding til det individuelle husarbejde i hver enkelt familie måtte erstattes af kollektive løsninger gennem en socialisering af husarbejdet.
Denne problemstilling blev også tænkt ind i organiseringen af de nye boliger og byer. Overalt i 1917 var bolignøden alvorlig. I storbyernes gamle arbejderkvarterer fandtes hverken gas, elektrisk lys, vand eller kloakering. Mennesker var stuvet sammen i små mørke og fugtige rum. Nu byggede man nye byer, der som det mest fremskredne havde kollektive huse. Disse var med fælles spisesale, fælles biblioteker og læsesale, fælles rum til børn, hvor de kunne lege og læse lektioner. Og hvor der ikke var for lang vej mellem arbejde, bolig, skoler, institutioner, butikker og fritids-, sports- og kulturhuse og alligevel lys, luft og grønne områder indimellem.
Overgangen fra individuelt smålandbrug til kollektivt brug betød for den fattige bondekvinde afskaffelsen af et århundredgammelt slaveri. Maskinerne på kollektivbruget erstattede det grove fysiske arbejde, som kvinden havde udført. På kollektivbrugene arbejdede kvinder på lige fod i al slags arbejde som f.eks. traktorførere. Kollektivbrugene oprettede vuggestuer, børnehaver og skoler. Kvinderne fik adgang til viden og uddannelse.
I de asiatiske sovjetrepublikker med dybt rodfæstede patriarkalske feudale klansamfund var det ungdommen og de unge kvinder, der tog aktiv del i kvindernes frigørelse. I disse republikker var det nødvendigt, at man oprettede særlige klubber, skoler og læsestuer kun for kvinder.
En særlig form for oplysningsarbejde blandt nomadebefolkningen blev kaldt ”de røde telte”. Med en jordemoder, bibliotekar og lærer drog de fra sted til sted og underviste i at læse og skrive, i børnepleje og juridiske tvivlsspørgsmål. De organiserede desuden faglige sammenslutninger for tæppevæverskerne i den eksisterende hjemmeindustri. I bjergområder blev tilsvarende organiseret ’bjergboerskens hytter’.
Spørgsmålet om kvindernes frigørelse og kollektive livsformer hænger uløseligt sammen. Livet i små individuelle familiegrupper er langt mere hæmmende for kvinden end for manden. For kvinden er det sværere at tilsidesætte hensynet til den lille familie for at deltage i opgaver, der ligger udenfor og er af samfundsmæssig karakter, fordi kvinden står med hovedansvaret for familiens trivsel.
Kollektiv levevis med fælles børneopdragelse, husholdning og kultur frigav en umådelig mængde af energi af resurser, når millioner af kvinder hver eneste dag kunne fritages for timers individuelt arbejde med hjem og børn. Oktoberrevolutionen fremmede dette synspunkt ved eksempels magt og ved at skabe de materielle betingelser for, at det kunne lade sig gøre.
Kvindernes deltagelse og organisering i revolutionen
De kvindelige arbejdere spillede en stor rolle i den revolutionære bevægelse allerede fra revolutionen i 1905. Bolsjevikkerne arbejdede for at organisere kvinderne i fagforeninger. De kæmpede for kvindernes rettigheder og for enhed i arbejderklassen mod tilbagestående fordomme blandt mandlige arbejdere – bl.a. om kvindernes ligeværd i arbejderklassen og ret til arbejde. Der blev organiseret massestrejker og demonstrationer blandt de kvindelige arbejdere. Kvindernes krav om ligeløn, barsel, børnehaver og beskyttelse mod misbrug og vold blev en integreret del af det bolsjevikiske partis politiske program.
I 1914 udgjorde kvinderne 25 % af den industrielle arbejdsstyrke; i 1917 var den vokset til 40 %. Det var først og fremmest i tekstilindustrien og den metallurgiske krigsindustri, som ufaglærte kvinder blev trukket ind i under verdenskrigen.
Ved gennemførelsen af Oktoberrevolutionen 1917 sluttede masserne af fattige kvinder på landet sig til dens krav om fred og brød. Befolkningen på landet udgjorde 80 % af hele befolkningen. Lenins og Stalins bolsjevikiske parti var fuldt bevidst om, at en revolution ikke kunne gennemføres uden kvindernes deltagelse og opbakning, og at et særligt systematisk arbejde blandt kvinderne var nødvendigt for at opnå dette. Enten ville kvindemasserne blive vundet for revolutionen eller tabt til reaktionen.
De bolsjevikiske kvinder deltog i det illegale revolutionære arbejde. Bl.a. stod mange af dem for ’sikre tilflugtssteder’, som var en yderst farlig aktivitet. Mange af dem blev ligesom mændene arresteret og sendt til Sibirien eller i eksil.
Under Oktoberrevolutionen i 1917 deltog de bolsjevikiske kvinder også i de revolutionære aktiviteter: transport af våben, kommunikation, taler, omsorg for de sårede og tusinder af andre opgaver. De deltog i de væbnede kampe og kæmpede og døde side om side med mændene i Den Røde Garde.
Bolsjevikkernes linje i organiseringen af kvinder var at rejse krav om ligestilling og kæmpe mod kvindeundertrykkelse, men den var samtidig at forklare, at forudsætningen for at gennemføre dette var en socialistisk revolution.
Avisen ’Rabotnitsa’, med bl.a. Krupskaja (1) og Kollontaj (2) i redaktionen, spillede en særlig rolle i at oplyse, bevidstgøre og mobilisere kvinderne omkring dette. Alexandra Kollontaj blev efter Oktoberrevolutionen verdens første kvindelige minister og ambassadør og medlem af SUKP(b)’s centralkomité.
Allerede før Oktoberrevolutionen havde det bolsjevikiske parti en for forholdene stor andel af kvinder, og den blev endnu større derefter. Fordi det kommunistiske parti lagde særlig vægt på arbejde blandt kvinder, blev deres evner og energi udløst til at spille en stor rolle. Man indkaldte bl.a. konferencer for at diskutere med arbejdersker og landbokvinder, hvordan arbejdet for dette bedst kunne udføres.
Efter Oktoberrevolutionen blev centret for det særlige arbejde blandt de brede kvindemasser under partiets ledelse de såkaldte ’delegeretforsamlinger af arbejdersker og landbokvinder’. I hver bedrift og overalt valgtes en delegeret for hver ti kvinder. De dannede ’delegeretkorps’, hvis opgaver var: 1) at oplyse kvinderne om deres rettigheder og lære dem at bruge dem. 2) at forøge deres politiske forståelse. 3) at forberede dem til at deltage i arbejdet for det socialistiske samfund.
Den fremtrædende bolsjevik Nadezda Krupskaja, Lenins livskammerat, beskriver, hvordan kvinder og mænd forandrede sig med den revolutionære udvikling og følte sig som ’produktionens herrer’. Hun understreger den enorme og konstant fortsatte bevidsthedsudvikling, Oktoberrevolutionen bevirkede i en tale ved det fælles plenarmøde i det kommunistiske parti, 1928:
”Hvis vi sammenligner en moderne landsby med den gamle landsby, vil vi se, at med hensyn til øget velstand er der måske ikke sket så meget, men hvad ser vi? Vi ser, at landsbyen summer af et enormt organisatorisk arbejde. Vi ser en masse organisationer – landsbyråd, komiteer til gensidig hjælp, Komsomol, Kvindeafdelingen osv. Vi ser kooperationen, som skaber en enorm omvæltning i landsbyens økonomi. Og når man ser, hvordan hele landsbyen har taget de nye principper til sig for at reorganisere deres liv, så husker man Vladimir Iljitjs (Lenins) ord: Nøglen til den socialistiske opbygning ligger i organisering.”
- Krupskaja fik efter Oktoberrevolutionen en central placering i undervisningsministeriet – eller oplysningsministeriet, som det blev kaldt – og var viceundervisningsminister fra 1929 til sin død i 1939.
Bolsjevikpartiet gjorde også en særlig og stor indsats for at inddrage og sikre kvindernes deltagelse i Sovjetmagtens ledende organer på alle niveauer fra top til bund og i alle sektorer for således at få udfoldet det reelle demokrati, som arbejdermagten (proletariatets diktatur) skabte.
Oktoberrevolutionens betydning for verdens kvinder
Oktoberrevolutionen ændrede synet på kvinder og deres syn på sig selv verden over. Et nyt kvindebillede som ligeværdig samfundsborger og kæmper blev skabt, og det gav genklang blandt verdens kvinder.
I Den Europæiske Unions/EU’s historieskrivning hedder det sig i dag, at de europæiske kvinder fik valgret, fordi de under 1. verdenskrig havde vist sig som ligeværdige partnere. Dette er rent hykleri og bedrag. Det var derimod ikke mindst presset fra Oktoberrevolutionen og dens nye kvindesyn, som tvang de fleste kapitalistiske regeringer til at give efter for kvindernes årtiers lange valgretskamp.
Millioner af kvinder i den vestlige verden var under verdenskrigen blevet rykket ind i produktionen som en del af arbejderklassen. Det var noget, man uden Oktoberrevolutionen ville have betragtet som et midlertidigt historisk fænomen. I stedet betød det en opblomstring af kvindernes og arbejderklassens kamp og samfundsmæssige deltagelse.
Oktoberrevolutionens omvæltninger og forandring af arbejderklassens liv betød i det hele taget et vældigt socialt og politisk pres på de kapitalistiske regeringer og de reformistiske klassesamarbejdspartier. De måtte give indrømmelser i form af store arbejder- og sociale reformer for at undgå revolution. Det var den egentlige baggrund for de nordiske socialdemokratiers velfærds- og klassesamarbejds-stater. Der i dag er ved at smuldre helt væk under pres fra reaktionen og den imperialistiske økonomis umættelige krav om profit.
Når det kun godt to årtier senere lykkedes Sovjetmagten at slå fascismen tilbage som hovedkraften i sejren over det Nazityskland, der dengang var kernemagten i den frådende kapitalistiske reaktion, var en af årsagerne kvindernes ændrede situation under socialismen. Et stort antal kvinder var uddannet og parat til ikke kun at gå ind i krigsproduktionen og kæmpe bag linjerne, men til at varetage de samme opgaver som mændene, militære som civile.
Kvinderne var ikke længere en reserve, der kunne trækkes ind. Sovjetfolket havde fordoblet sine kræfter ved at kvinderne rykke frem som ligeværdige.
Med revisionismens magtovertagelse efter Stalins død og den fremadskridende genrejsning af kapitalismen blev mange af kvindernes store fremskridt slået tilbage og afløst af tilbageskridt. Og i dag står kvinderne i de tidligere Sovjetrepublikker med alle de problemer, som kapitalismens kvindeundertrykkelse giver.
For nylig er vold i hjemmet mod kvinder blevet afkriminaliseret og gjort til en privat sag i Rusland. De tidligere store landvindinger under Oktoberrevolutionen og opbygningen af socialismen forsøges holdes skjult, såvel i den kapitalistiske som i den tidligere socialistiske lejr.
De enorme fremskridt opnået under socialismen krævede en kraftanstrengelse af dimensioner, det er svært helt at forestille sig i dag. Samfundet manglede alt, hvad der kunne skabe betingelserne for bedre vilkår – mursten til at bygge børnehaverne med, bøger og lys til lære at læse ved, tilstrækkelig mad til at føde børnene med, vand til at vaske sig ved, maskiner til at producere, råstoffer, kraftværker, infrastruktur – og ikke mindst uddannelse af en hel befolkning til at løfte en hel ny samfundsombytning.
Kvindernes fremskridt krævede derudover et opgør med århundreders religiøs patriarkalsk, feudal og mandschauvinistisk tankegang, hvis indflydelse rakte helt ind i arbejderklassens egne rækker. Kampen for kvindernes frigørelse blev og måtte føres som en del af den fortsatte klassekamp under socialismen.
Oktoberrevolutionen bekræftede til fulde de teser om kvindernes kamp for frigørelse, som den store tyske kommunistiske leder Clara Zetkin (3) har sammenfattet.
Nogle hovedkonklusioner er:
- at arbejderkvindernes kamp for frigørelse ikke kan adskilles fra arbejderklassens samlede kamp og den revolutionære kamp for socialisme.
- at kvindernes endelige frigørelse kun kan vindes gennem revolution og opbygningen af socialisme.
- at kvindernes inddragelse og deltagelse er afgørende for revolutionens og socialismens sejr, og at et ganske særligt og systematiske arbejde blandt kvinderne må organiseres og udføres for at sikre dette.
Det er fortsat fuldt gældende i året 2017. CIPOML’s platform for kvindernes kamp i dag bygger på de samme grundlæggende teser. Selvom mange forhold er anderledes end i 1917 – produktivkræfterne er langt mere udviklet, arbejderklassen og kvindernes del af den er langt større, og kvinder har langt flere rettigheder end dengang.
For nutidens unge kvinder i de europæiske lande synes ligestilling i loven at være en selvfølgelighed. De har ikke kendt andet. Men de mærker samtidig, at forudsætningerne for at udnytte ligestillingen er vidt forskellige i praksis og dybt afhængig af den enkelte kvindes økonomiske situation. Og at kvinderettigheder som en menneskeret alligevel ikke gælder alle mennesker.
Grundlæggende står millioner af arbejderkvinder i de europæiske lande og EU over for massearbejdsløshed, uligeløn, fattigdom, tab af sociale rettigheder, sammenbrud af offentlige sundheds-, uddannelses- og sociale systemer, der bliver erstattet af private forretningsmodeller for dem, der har råd. Kvinder står over for vold, mishandling, sexchikane, de står med frygten for deres børns fremtid, med truslen om krig og miljøkatastrofer.
Oktoberrevolutionen bekræfter socialismens fuldstændige overlegenhed som samfundssystem, så længe arbejderklassen har magten. Selvom socialismen ikke eksisterer som system i dag, så lever vi fortsat i imperialismens og de socialistiske revolutioners epoke, hvor socialismen er sat på dagsordenen.
Frederick Engels betegnede i sit værk ’Familiens, privatejendommens og statens oprindelse’ fra 1884 indførelsen af privatejendommen som kvindernes verdenshistoriske nederlag. Oktoberrevolutionen med privatejendommens afskaffelse viste og viser vejen til kvindernes verdenshistoriske sejr.
Oplæg til de europæiske marxistisk-leninistiske partier og organisationers seminar om Oktoberrevolutionens betydning og aktualitet, juni 2017
Noter
- N. Krupskaja (1869–1939) var en af lederne i den revolutionære bolsjevistiske bevægelse. Efter Oktoberrevolutionen spillede hun en nøglerolle i udviklingen og opbygningen af det nye uddannelsessystem som ansvarlig folkekommissær (minister) for voksenundervisningen og bevægelsen for udviklingen af folkebiblioteker. Krupskaja var medlem af den øverste Sovjetledelse. Hun var desuden Lenins livskammerat og livsledsager.
- Alexandra Kollontaj (1872-1952) russisk kommunistiske revolutionær og fra 1915 medlem af det Bolsjevikiste parti. Hun blev efter Oktoberrevolutionen den første kvindelige minister i verden – Folkekommissær for udviklingen af det sociale område og senere ambassadør i Norge, Sverige og Mexico.
- Clara Zetkin (1857–1933) spillede en stor rolle i organiseringen af de tyske arbejderkvinder, både som teoretiker og som leder i den internationale socialistiske kvindebevægelse og i den kommunistiske tyske og internationale bevægelse. I 1910 grundlagde Clara Zetkin Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts.