– Her bringes del 5 af J. Stalins tale ”Om forslaget til Sovjetunionens forfatning” fra en ekstraordinær Sovjetkongres i november 1936. Talen og Sovjetkongressen var led i den omfattende debat af det socialistiske lands kommende forfatning. Talen giver et indblik i processen og debatten om forfatningen samt et indblik i den videnskabelige tilgang fra Stalins side. Resten af talen samt resultatet af forfatningsdebatten, nemlig forfatningen, er at finde i bogen Socialisme – ord og handling udgivet af Oktober Forlag. Bogen kan lånes på biblioteket eller købes i Oktobers bogbutikker.
Af J. Stalin, 1936
Ændringsforslag og tilføjelser til forfatningsforslaget
Vi går nu over til spørgsmålet om de ændringsforslag og tilføjelser til forfatningsforslaget, som er blevet indsendt af befolkningen under den offentlige diskussion om forslaget. Den offentlige diskussion om forfatningsforslaget har som bekendt affødt et ganske betydeligt antal ændringsforslag og tilføjelser. De er alle blevet bekendtgjort i sovjetpressen. På grund af den store forskel mellem ændringsforslagene og deres ulige værdi bør man efter min mening dele dem i tre kategorier.
Det karakteristiske ved ændringsforslagene af første kategori består i, at de ikke handler om forfatningsspørgsmål, men om spørgsmål, der vedrører de kommende lovgivningsorganers løbende lovgivningsvirksomhed. Enkelte forsikringsspørgsmål, nogle spørgsmål vedrørende kollektivbrugenes opbygning, nogle spørgsmål vedrørende industriens opbygning, finansspørgsmål – det er de emner, disse ændringsforslag beskæftiger sig med.
Forfatterne af disse ændringsforslag er åbenbart ikke klare over forskellen mellem forfatningsspørgsmål og løbende lovgivningsspørgsmål. Netop derfor anstrenger de sig for at presse så mange love som muligt ind i forfatningen, hvorved forfatningen forvandles til en slags lovbog. Men forfatningen er ikke en lovbog. Forfatningen er en grundlov og kun en grundlov. Forfatningen udelukker ikke, men forudsætter de kommende lovgivningsorganers løbende lovgivningsarbejde.
Forfatningen giver det juridiske grundlag for disse organers kommende lovgivningsvirksomhed. Derfor må ændringsforslag og tilføjelser af denne art efter min mening overgives til landets kommende lovgivningsorganer, eftersom de ikke har nogen direkte tilknytning til forfatningen.
Til anden kategori må man henregne de ændringsforslag og tilføjelser, der forsøger på at indføje deklarationer eller historiske oplysninger i forfatningen om det, sovjetmagten endnu ikke har opnået, og om det, den skal opnå i fremtiden. Det skal anføres i forfatningen, hvilke vanskeligheder partiet, arbejderklassen og hele den arbejdende befolkning har overvundet i de mange år, da de kæmpede for socialismens sejr; Forfatningen skal angive sovjetbevægelsens endelige mål, dvs. opbygningen af det kommunistiske samfund – det er sådanne emner, disse ændringsforslag beskæftiger sig med og gentager i forskellige variationer.
Jeg mener, at disse ændringsforslag og tilføjelser ligeledes bør lægges til side, da de ikke har nogen direkte tilknytning til forfatningen. Forfatningen er registreringen og den lovmæssige forankring af de resultater, der allerede er opnået og sikret. Hvis ikke vi vil forvanske denne forfatningens grundkarakter, må vi ikke fylde den med historiske oplysninger om fortiden eller deklarationer om det, Sovjetunionens arbejdende befolkning vil tilkæmpe sig i fremtiden. Det har vi andre veje og andre dokumenter til.
Endelig må man til tredje kategori henregne de ændringsforslag og tilføjelser, som har direkte tilknytning til forfatningsforslaget. En betydelig del af ændringsforslagene i denne kategori har redaktionel karakter. Man kunne derfor overgive dem til den redaktionskommission, som jeg tænker, at kongressen vil nedsætte med den opgave at foretage den endelige redigering af den nye forfatnings ordlyd.
Hvad de øvrige ændringsforslag af tredje kategori angår, så er de af mere væsentlig betydning, og om dem må der efter min mening siges nogle ord.
1) Først og fremmest om ændringsforslagene til forfatningsforslagets paragraf 1. Der er her fire ændringsforslag
Det første går ud på, at man i stedet for ordene ”stat af arbejdere og bønder” skal sige: ”den arbejdende befolknings stat”. Det andet går ud på, at der til ordene ”af arbejdere og bønder” skal tilføjes: ”og den arbejdende intelligentsia”. Det tredje går ud på, at man i stedet for ordene ”Stat af arbejdere og bønder” skal sige: ”en stat af alle de racer og nationaliteter, der bor på Sovjetunionens territorium”. Det fjerde går ud på at erstatte ordet ”bønder” med ”kollektivbønder” eller med ordene ”det socialistiske landbrugs arbejdende befolkning”.
Bør disse ændringsforslag vedtages? Jeg mener det ikke. Hvad handler forfatningsforslagets paragraf 1 om? Den handler om sovjetsamfundets klassesammensætning. Kan vi marxister i forfatningen gå uden om spørgsmålet om vort samfunds klassesammensætning? Nej, det kan vi ikke. Sovjetsamfundet består som bekendt af to klasser, af arbejdere og bønder. Derfor handler forfatningsforslagets paragraf 1 netop også om dette.
Forfatningsforslagets paragraf 1 genspejler altså rigtigt vort samfunds klassesammensætning, Man kunne spørge: og den arbejdende intelligentsia? Intelligentsiaen har aldrig været og kan ikke være en klasse, den var og bliver et mellemlag, der rekrutterer sine medlemmer blandt alle samfundets klasser. I tsartiden rekrutterede intelligentsiaen sine medlemmer blandt adelsmændene, i bourgeoisiet, til dels blandt bønderne og kun i yderst ringe grad blandt arbejderne. I vor tid, sovjettiden, rekrutterer intelligentsiaen hovedsagelig sine medlemmer blandt arbejderne og bønderne. Men hvordan den end rekrutteres, og hvad karakter den end har, så er Intelligentsiaen alligevel et mellemlag og ikke nogen klasse.
Indskrænker denne omstændighed ikke den arbejdende intelligentsias rettigheder? På ingen måde! Forfatningsforslagets paragraf 1 taler ikke om de forskellige lags rettigheder i sovjetsamfundet, men om dette samfunds klassesammensætning. De forskellige lags rettigheder i sovjetsamfundet, deriblandt den arbejdende intelligentsias rettigheder, er der hovedsageligt tale om i forfatningsforslagets 10. og 11. kapitel. Af disse kapitler fremgår det, at arbejderne og bønderne og den arbejdende intelligentsia er fuldt ud ligeberettigede indenfor alle det økonomiske, politiske, sociale og kulturelle livs områder i landet. Der kan altså ikke være tale om nogen indskrænkning af den arbejdende intelligentsias rettigheder.
Det samme må man sige om de nationer og racer, der hører til Sovjetunionen. I forfatningsforslagets 2. kapitel står der allerede, at Sovjetunionen er et frit forbund af ligeberettigede nationer. Skal man gentage denne formulering i forfatningsforslagets paragraf 1, som ikke handler om sovjetsamfundets nationale sammensætning, men om dets klassesammensætning? Det er klart, at det skal man ikke. Hvad de til Sovjetunionen hørende nationers og racers rettigheder angår, så handler forfatningsforslagets 2., 10. og 11. kapitel om dem. Af disse kapitler fremgår det, at nationerne og racerne nyder samme rettigheder indenfor alle det økonomiske, politiske, sociale og kulturelle livs områder i landet.
Der kan altså ikke være tale om nogen indskrænkning af de nationale rettigheder. Det ville også være urigtigt at erstatte ordet ”bonde” med ordet ”kollektivbonde” eller med ordene ”det socialistiske landbrugs arbejdende befolkning”.
For det første findes der endnu blandt bønderne foruden kollektivbønderne over en million brug, der tilhører ikke-kollektivbønder. Hvad skal der ske med dem? Agter forslagsstillerne måske at lade dem ude af betragtning? Det ville være uklogt.
For det andet, selv om bøndernes flertal er begyndt at drive deres brug kollektivt, så betyder det endnu ikke, at de er holdt op med at være bønder, at de ikke mere har deres personlige økonomi, deres egen lod osv.
For det tredje måtte man så også erstatte ordet ”arbejder” med ordene ”den socialistiske industris arbejdende befolkning”, hvilket forslagsstillerne imidlertid af en eller anden grund ikke foreslår.
Og endelig, er arbejderklassen og bondeklassen i det hele taget allerede forsvundet hos os? Og hvis de er forsvundet, skal man så slette de faststående betegnelser for dem i sproget? Forslagsstillerne har åbenbart ikke det nuværende samfund for øje, men det fremtidige, hvor der ikke længere findes klasser, og hvor arbejderne og bønderne forvandles til det kommunistiske enhedssamfunds arbejdende befolkning. De har altså åbenbart foregrebet fremtiden. Ved affattelsen af forfatningen må man imidlertid ikke gå ud fra fremtiden, men fra nutiden, fra det, der allerede er. Forfatningen kan ikke og skal ikke foregribe fremtiden.
2) Endvidere følger et ændringsforslag til forfatningsforslagets paragraf 17. Forslaget går ud på helt at slette forfatningsforslagets paragraf 17, der handler om unionsrepublikkernes ret til frit at træde ud af Sovjetunionen. Jeg mener, at dette forslag er urigtigt og derfor ikke bør vedtages af kongressen. Sovjetunionen er et frivilligt forbund af ligeberettigede unionsrepublikker. At slette forfatningens paragraf om retten til frit at træde ud af Sovjetunionen, betyder at ødelægge dens karakter af et frivilligt forbund.
Kan vi gå med til dette skridt? Jeg mener, at vi ikke kan og ikke skal gå med til dette skridt. Man siger, at der i Sovjetunionen ikke findes en eneste republik, der ville træde ud af Sovjetunionen, og at Paragraf 17 derfor ikke har nogen praktisk betydning. Det stemmer naturligvis, at der hos os ikke findes en eneste republik, der ville træde ud af Sovjetunionen. Men deraf følger aldeles ikke, at vi i forfatningen ikke skal fastslå unionsrepublikkernes ret til frit at træde ud af Sovjetunionen. I Sovjetunionen findes der ikke en unionsrepublik, der tænker på at undertrykke en anden unionsrepublik. Men deraf følger aldeles ikke, at man skal slette den paragraf i Sovjetunionens forfatning, der handler om unionsrepublikkernes ligeberettigelse.
3) Endvidere findes der et forslag om i forfatningsforslagets 2. kapitel at indskyde en ny paragraf, hvis indhold går ud på, at de autonome socialistiske sovjetrepublikker kan omdannes til socialistiske unions-sovjetrepublikker, når de når op på et vist niveau i deres økonomiske og kulturelle udvikling. Bør dette forslag vedtages? Jeg mener, at man ikke skal vedtage det. Det er urigtigt både med hensyn til indholdet og med hensyn til motiveringen.
Man kan ikke motivere de autonome republikkers omdannelse til unionsrepublikker med deres økonomiske og kulturelle modenhed, lige så lidt som en autonom republiks økonomiske eller kulturelle tilbageståenhed kan motivere, at den bliver ved med at være autonom republik. Det ville ikke være en marxistisk, en leninistisk indstilling, den tatariske republik bliver f.eks. ved med at være autonom republik, mens den kasakhiske bliver unionsrepublik, men det betyder ikke, at den kasakhiske republik, hvad den kulturelle og økonomiske udvikling angår, står højere end den tatariske republik. Sagen forholder sig lige omvendt.
Det samme må man f.eks. sig om Volga-tyskernes autonome republik og om den kirgisiske unionsrepublik, af hvilke den første i kulturel og økonomisk henseende står højere end den anden, skønt den bliver ved med at være autonom republik.
Hvad er det for kendetegn, der må være til stede, for at der kan være grund til at overføre autonome republikker til unionsrepublikkernes gruppe?
Der findes tre sådanne kendetegn:
For det første er det nødvendigt, at republikken er en grænserepublik og ikke til alle sider omgivet af Sovjetunionens territorium. Hvorfor? Fordi det, hvis unionsrepublikken skal have ret til at træde ud af Sovjetunionen, er nødvendigt, at denne republik, der er blevet unionsrepublik, har mulighed for logisk og faktisk at rejse spørgsmålet om sin udtræden af Sovjetunionen. Men et sådant spørgsmål kan kun rejses af en republik, der f.eks. støder op til en anden udenlandsk stat og følgelig ikke er omgivet af Sovjetunionens territorium til alle sider.
Selvfølgelig findes der hos os ingen republik, der faktisk ville rejse spørgsmålet om deres udtræden af Sovjetunionen. Men når en unionsrepublik nu engang har ret til at træde ud af Sovjetunionen, så må man indrette det således, at denne ret ikke forvandles til en intetsigende og meningsløs lap papir. Lad os f.eks. tage den basjkiriske eller tatariske republik. Lad os antage, at disse autonome republikker blev overført til unionsrepublikkernes kategori. Ville de logisk og faktisk kunne rejse spørgsmålet om deres udtræden af Sovjetunionen? Nej, det ville de ikke kunne gøre. Hvorfor? Fordi de til alle sider er omgivet af sovjetrepublikker og sovjetområder, og fordi de i virkeligheden ingen steder kan træde ud af Sovjetunionen. (Almindelig munterhed, bifald). Derfor vil det ikke være rigtigt at overføre sådanne republikker til unionsrepublikkernes kategori.
For det andet er det nødvendigt, at den nationalitet, der giver sovjetrepublikken dens navn, udgør et mere eller mindre kompakt flertal. Lad os f.eks. tage den autonome republik Krim. Den er en grænserepublik, men Krimtatarerne har ikke flertallet i denne republik, tværtimod, de danner et mindretal der. Det ville altså være urigtigt og ulogisk at overføre Krimrepublikken til unionsrepublikkernes kategori.
For det tredje er det nødvendigt, at republikkens indbyggerantal ikke er alt for lille, at den f.eks. ikke har under en million indbyggere. Hvorfor? Fordi det ville være urigtigt at antage, at en lille sovjetrepublik, der har et minimalt indbyggerantal og en ubetydelig hær, kan regne med at bestå som en uafhængig stat. Der kan næppe være tvivl om, at de imperialistiske røvere omgående ville rive den til sig.
Jeg mener, at det på det indeværende historiske tidspunkt ville være urigtigt at rejse spørgsmålet om at overføre en autonom republik til unionsrepublikkernes gruppe, hvis ikke disse tre objektive kendetegn er til stede.
4) Endvidere er der et forslag om i paragrafferne 22, 23, 24, 25, 26, 27, 28 og 29 at slette den udførlige opregning af unionsrepublikkernes administrative og territoriale inddeling i distrikter og områder. Jeg mener, at dette forslag ligeledes er uantageligt. I Sovjetunionen findes der folk, der med stor lyst og utrættelighed er rede til atter og atter at ny-inddele distrikterne og områderne og derved bringer forvirring og usikkerhed ind i arbejdet. Forfatningsforslaget bremser disse folk. Og det er meget godt, thi både på dette og mange andre områder har vi brug for en atmosfære af sikkerhed, har vi brug for stabilitet og klarhed.
5) Det 5. ændringsforslag angår paragraf 33. Forslagsstillerne anser det ikke for at være formålstjenligt at indføre to kamre og foreslår at fjerne Nationalitetssovjetten. Jeg mener, at denne rettelse ligeledes er urigtig. Etkammersystemet ville være bedre end tokammersystemet, hvis Sovjetunionen var en national enhedsstat. Men Sovjetunionen er ingen national enhedsstat. Sovjetunionen er som bekendt en stat med mange nationaliteter.
Vi har et øverste organ, hvor de interesser repræsenteres, der er fælles for hele Sovjetunionens arbejdende befolkning, uafhængigt af deres nationalitet. Det er Unionssovjetten. Men Sovjetunionens nationaliteter har foruden deres fælles interesser også deres særlige, specielle interesser, som hænger sammen med deres nationale ejendommeligheder. Kan man ignorere disse specielle interesser? Nej, det kan man ikke. Behøver man at have et særligt øverste organ til at give udtryk for netop disse specielle interesser? Ubetinget! Der kan ikke, være tvivl om, at det uden et sådant organ vilde være umuligt at styre en stat med så mange nationaliteter som Sovjetunionen. Dette organ er andet kammer, Sovjetunionens Nationalitetssovjet.
Man henviser til de europæiske og amerikanske staters parlamentariske historie, man henviser til, at tokammersystemet i disse lande kun har givet minus, at det ene kammer i almindelighed udarter til et centrum for reaktionen og til en bremseklods på fremskridtet. Det er alt sammen rigtigt.
Men det sker, fordi kamrene i disse lande ikke er ligestillede. Som bekendt giver man ikke sjældent det ene kammer flere rettigheder end det andet kammer, og endvidere sammensættes det ene kammer som regel på udemokratisk måde, ikke sjældent ved at dets medlemmer udnævnes ovenfra. Der er ingen tvivl om, at man ikke får dette minus, hvis man ligestiller kamrene og sammensætter det ene kammer på lige så demokratisk måde som det andet kammer.
6) Endvidere er der et forslag om en tilføjelse til forfatningsforslaget, som kræver, at medlemstallet skal være det samme i begge kamre. Jeg mener, dette forslag bør vedtages. Det giver efter min mening et klart politisk plus, eftersom det betoner kamrenes ligestilling.
7) Endvidere følger der en tilføjelse til forfatningsforslaget, der går ud på, at de deputerede i Nationalitetssovjetten skal vælges direkte, ligesom de deputerede i unionssovjetten. Jeg mener, dette forslag ligeledes bør vedtages. Ganske vist kan det medføre nogle tekniske ulemper ved valgene. Men til gengæld medfører det en stor politisk fordel, da det vil forøge nationalitetssovjetternes autoritet.
8) Endvidere følger der en tilføjelse til paragraf 40, der går ud på at give den øverste sovjets præsidium ret til at udstede provisoriske love. Jeg mener, at denne tilføjelse er urigtig og ikke bør vedtages af kongressen. Man må omsider gøre ende på den situation, at der ikke findes et enkelt organ, men en hel række organer, der giver love. En sådan situation strider mod princippet om lovenes stabilitet. Og vi trænger nu mere end nogensinde til stabile love. Den lovgivende magt i Sovjetunionen bør kun virkeliggøres af ét organ, Sovjetunionens øverste sovjet.
9) Endvidere er der forslag om en tilføjelse til forfatningsforslagets paragraf 48, som kræver, at formanden for præsidiet for Sovjetunionens øverste sovjet ikke skal vælges af Sovjetunionens øverste sovjet, men af hele landets befolkning. Jeg mener, at denne tilføjelse er urigtig, thi den strider mod ånden i vores forfatning. Ifølge vores forfatningssystem skal der i Sovjetunionen ikke være nogen individuel præsident, valgt af hele befolkningen i lighed med den øverste Sovjet, som kan komme i modsætning til den øverste sovjet.
Sovjetunionens præsident er et kollegium: den øverste sovjets præsidium, hvortil også hører formanden for den øverste sovjets præsidium, som ikke vælges af hele befolkningen, men af den øverste sovjet, og er ansvarlig overfor den øverste sovjet. Den historiske erfaring viser, at en sådan opbygning af de øverste organer er den mest demokratiske og sikrer landet mod uønskede eventualiteter.
10) Endvidere følger der endnu et ændringsforslag til paragraf 48. Det lyder: Antallet af næstformænd i præsidiet for Sovjetunionens øverste sovjet forøges til 11, så at hver forbundsrepublik får sin næstformand. Jeg mener, at man kan vedtage dette ændringsforslag, thi det betyder en forbedring og kan blot styrke den autoritet, som Sovjetunionens øverste Sovjets præsidium har.
11) Endvidere følger der et ændringsforslag til paragraf 77. Det kræver, at der organiseres et nyt unions-folkekommissariat: Folkekommissariatet for forsvarsindustrien. Jeg mener, at dette ændringsforslag ligeledes bør vedtages (bifald), thi tiden er inde til at udskille vores forsvarsindustri og sammenfatte den i sit særlige folkekommissariat. Jeg synes, at dette kun kan styrke landets forsvar.
12) Dernæst følger der et ændringsforslag til forfatningsforslagets paragraf 124, som kræver, at den skal ændres således, at den forbyder afholdelsen af religiøse ceremonier. Jeg mener, at dette ændringsforslag bør forkastes, da det strider imod ånden i vores forfatning.
13) Endelig er der endnu et ændringsforslag, der har mere eller mindre principiel karakter. Jeg taler om et ændringsforslag til forfatningsforslagets paragraf 135.
Det går ud på, at valgretten fratages gejstlige, tidligere hvidgardister, alle tidligere kapitalistiske elementer og folk, som ikke giver sig af med almennyttigt arbejde, eller at valgretten i hvert fald indskrænkes for folk af denne kategori, så at de kun får ret til at vælge, men ikke til at blive valgt. Jeg mener, at dette ændringsforslag ligeledes bør forkastes.
Sovjetmagten har ikke berøvet den ikke-arbejdende befolkning og udbytterelementerne valgretten for evige tider, men midlertidigt, for en vis periode. Der var en tid, da disse elementer førte åben krig mod folket og handlede imod sovjetlovene. Sovjetloven om at berøve dem valgretten var sovjetmagtens svar på denne modstand.
Siden da er der gået adskillig tid. I den forløbne periode har vi opnået, at udbytterklasserne er blevet tilintetgjort, medens sovjetmagten er blevet til en uovervindelig kraft. Mon tiden ikke er inde til at revidere denne lov? Jeg mener, at tiden er inde. Man siger, at dette er farligt, eftersom elementer, der er fjendtligt sindede overfor sovjetmagten – nogle af de tidligere hvidgardister, Kulakker, poper osv. – kunne snige sig ind i landets øverste organer. Men hvad er der egentlig at være bange for her? Den, der er bange for ulve, skal ikke gå ind i skoven. (Munterhed, stormende bifald).
For det første er ikke alle tidligere Kulakker, hvidgardister eller poper fjendtligsindede overfor sovjetmagten. For det andet, hvis folket et eller andet sted skulle vælge fjendtligsindede folk, så ville det betyde, at vort agitationsarbejde er under al kritik, og at vi fuldt ud har fortjent en sådan skændsel; men hvis vort agitationsarbejde udføres på bolsjevikisk vis, så vil folket ikke lade fjendtligsindede folk komme ind i sine øverste organer.
Det vil sige, at man skal arbejde og ikke klynke (stormende bifald), man skal arbejde og ikke vente på, at alting bliver præsenteret fiks og færdig ved hjælp af administrative anordninger.
Lenin sagde allerede i 1919, at den tid ikke er fjern, da sovjetmagten vil anse det for gavnligt at indføre almindelig valgret uden nogen indskrænkninger. Læg mærke til: uden nogen indskrænkninger.
Dette sagde han på en tid, da den udenlandske militærintervention endnu ikke var likvideret, og da vores industri og vores landbrug befandt sig i en fortvivlet tilstand. Siden da er der allerede gået 17 år. Er det ikke på tide at opfylde Lenins anvisning, kammerater? Jeg mener, at det er på tide. Her er det, Lenin sagde i 1919 i sin artikel ”Udkast til program for Ruslands kommunistiske Parti (Bolsjevikkerne)”. Tillad mig at læse det op:
”RKP må for at undgå at drage urigtige almindelige følgeslutninger af forbigående historisk nødvendige forholdsregler gøre det klart for de arbejdende masser, at når en del af borgerne berøves valgretten i sovjetrepublikken, så rammer det aldeles ikke en bestemt kategori af borgere, som erklæres for retsløse for livstid, således som dette var tilfældet i flertallet af de borgerligt demokratiske republikker, men sigter kun til udbytterne, dem, der imod den socialistiske sovjetrepubliks grundlove hårdnakket forsøger at forsvare deres stilling som udbyttere og at bevare de kapitalistiske forhold. På den ene side: for hver dag, socialismen i Sovjetunionen vokser i styrke og antallet af dem, der har objektive muligheder for at forblive udbyttere eller bevare de kapitalistiske forhold, aftager, formindskes altså af sig selv procentdelen af dem, der er berøvet valgretten.
Denne procentdel er nu i Rusland næppe større end 2-3 pct. På den anden side: i meget nær fremtid kan den udenlandske invasions ophør og den fuldstændige gennemførelse af ekspropriatørernes ekspropriation under visse betingelser skabe en situation, hvor den proletariske statsmagt vælger andre midler til at undertrykke udbytternes modstand og indfører almindelig valgret uden nogen indskrænkninger”.
(Samlede værker, 24. Bd., S. 94, russ.).
Dette lader til at være klart. Således forholder det sig med ændringsforslagene til forslaget til Sovjetunionens forfatning.