I dag oplever det palæstinensiske spørgsmål en ny, kompliceret og kompleks situation, hvor der er opstået nye indikatorer, som kan udgøre et solidt grundlag for en ny start på det palæstinensiske folks modstand for befrielsen af deres land og deres hjemland, flygtninges og fordrevnes tilbagevenden og opbygningen af en uafhængig, demokratisk og sekulær stat med Jerusalem som hovedstad.
Operation “Al-Aqsa-Oversvømmelse”, som fandt sted ved daggry den 7. oktober 2023, repræsenterede en kvalitativ ændring i konflikten, da den palæstinensiske modstand gik ind i en storstilet angrebsfase, der muliggjorde et hidtil uset militært gennembrud i besættelsesstatens sikkerheds- og efterretningssystem. Modstandsbevægelsen, ledet af Hamas-bevægelsen og dens militære fløj, “Izz al-Din al-Qassam-brigaderne”, formåede at overraske den zionistiske stats styrker. Mange soldater og bosættere blev taget til fange i bosættelserne omkring Gazastriben, og man fik fat i adskillige tekniske medier, der indeholdt militære og sikkerhedsmæssige data, som var afgørende for den palæstinensiske modstand.
Efter at have absorberet det forfærdelige chok, der ramte lederne af besættelsesstaten og deres imperialistiske allierede, anført af den amerikanske imperialisme, indledte krigsmaskinen en udryddelseskrig, der fortsætter den dag i dag, og som ødelagde alt i Gazastriben (infrastruktur, bygninger, især hospitaler osv.), med undtagelse af det palæstinensiske folks ønske om at gøre modstand.
Den jødiske stat har også forsøgt at splitte det palæstinensiske folks enhed ved at forsøge at tiltrække personligheder til at overtage ledelsen af Gaza efter besættelseshærens afgang eller ved at forsøge at infiltrere medlemmer af efterretningstjenester tilknyttet Mahmoud Abbas; men alle disse forsøg mislykkedes.
Den jødiske stats plan om at narre verden ved at sige, at det, der skete den 7. oktober, var “en terrorhandling begået af en terrorbevægelse med tilknytning til Islamisk Stat, nemlig Hamas”, slog også fejl, og de zionistiske og imperialistiske propagandamedier gjorde et gigantisk stykke arbejde med at markedsføre denne idé med henblik på at påvirke verdensopinionen.
Denne plan lykkedes delvist i de første dage efter Operation Al-Aqsa-Oversvømmelse og vildledte selv progressive og revolutionære kredse, som havde gentaget ideen om, at kampen stod mellem “Israel” og “Hamas”. Men den efterfølgende udvikling overbeviste brede kredse om konfliktens virkelighed og den brutale besættelses karakter, som afslørede dens barbari og udvidede bevægelsen af modstand mod den, især i de imperialistiske lande i Vesten, der var involveret i aggressionen.
En af de vigtigste objektive oplysninger er Hamas-bevægelsens og dens militære fløjs lederskab af denne befrielseskamp, som har akkumuleret erfaring og menneskelig, materiel og logistisk kapacitet, især forberedelsen af tunnellerne, og som har nydt godt af erfaringen med sit lederskab og sin kontrol af Gazastriben siden 2007.
Hamas-bevægelsen og dens militære fløj agerer i dag i Gazastriben som en stat med en regering og et apparat, og samtidig leder de den væbnede modstand med en dygtighed, der har givet dem anerkendelse og respekt ikke kun fra det palæstinensiske folk og de arabiske befolkninger, men også fra hele verden. Den handler i dag med stor modenhed og nyder derfor støtte fra den internationale befrielsesbevægelse, herunder den revolutionære og kommunistiske bevægelse. Dette mindsker naturligvis på ingen måde den rolle, som andre politiske og militære formationer, der deltager aktivt i modstanden, spiller, herunder Folkefronten og Den Demokratiske Front samt Fatah-bevægelsen og dens militære fløj, Al Aqsa-Martyrbrigaderne.
Vi mener, at en islamisk bevægelses ledelse af den nationale befrielsesbevægelse ikke bør udgøre et problem for os kommunister i forhold til at støtte den palæstinensiske sag. Hovedmodsætningen i Palæstina i dag er den mellem det palæstinensiske folk og besættelsesmagten. Denne modsætning kræver, at alle kræfter samles mod besættelsesmagten; de andre modsætninger bliver sekundære modsætninger, især hvis denne bevægelse deltager i den nationale kamp eller leder den. Stalin skrev i sin bog “Marxismen og det nationale spørgsmål”, at en feudal fyrste, som støtter sit folk og modsætter sig besættelsen, er mere ærefuld end en modernist eller en revolutionær, som samarbejder med besættelsesmagten.
Dette epos har skabt nyt håb for kampen og modstandsbevægelsen, ikke kun i Palæstina og den arabiske verden, men i alle regioner i verden, hvor forfølgelse, udnyttelse og krænkelser tager til. I den forbindelse spiller den intellektuelle grænseflade, som er grænsefladen mellem propaganda, fortolkning og mobilisering, en central og indflydelsesrig rolle. Derfor er en god forståelse af spørgsmålet, dets historie, dets kontekst, dets virkelighed og dets fremtid en opgave, der ikke er mindre vigtig end modstandskæmpernes og guerillaens opgave, og denne forståelse vedrører ikke kun palæstinenserne, men alle støtter af Palæstina overalt i verden. Kampen intensiveres i Palæstina, men dens udstrækning og karakteristika findes i hele verden.
Det palæstinensiske folks erfaring med 76 års eksistens af den zionistiske gangsterstat og mere end et århundredes erfaring med den zionistiske bevægelse har utvetydigt bekræftet, at denne besættelse kun forstår ét sprog, nemlig modstand i alle dens former, for at fordrive denne indtrængende magt fra Palæstina. En sådan mission kræver solidt sammenhold mellem dens deltagere, politisk, militært og kampmæssigt sammenhold, og ikke følelsesmæssigt sammenhold. Enhed i det politiske program med dets taktiske og strategiske mål, og enhed i de politiske og militære redskaber og resten af de organisatoriske redskaber til at forene folket bag deres revolutionære lederskab og målene for deres befrielseskamp. Disse betingelser er nødvendige for enhver sejr.
Befrielsesbevægelser, der har opnået sejre, har været styret af disse forhold, som gjorde det muligt for dem at forvandle deres svaghed til styrke. Besættelsesmagten – enhver besættelsesmagt – finder kun sin styrke i befrielsesbevægelsens svaghed, især i dens spredning. Det, der kræves af den palæstinensiske nationale befrielsesbevægelse, som modstår koloniseringens sidste bastion i vores tid, er at forene sig på basis af den palæstinensiske revolutions vedvarende opgaver, som er blevet formuleret gennem hele den nationale kamps historie. Konstante opgaver, der længe har været udtrykt af Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation PLO, som siden begyndelsen af 90’erne i sidste århundrede har levet under total kontrol af den ekstreme borgerlige linje, der er forbundet med imperialismen og den arabiske reaktion, og som har gjort denne organisation til et instrument for korruption, bestikkelse og kammerateri.
I dag står den palæstinensiske nationale befrielsesbevægelse over for en alvorlig mulighed for at rette op på situationen ved at styrke kampens enhed og mobilisere det palæstinensiske folk til at blive befriet fra marionetmyndighedens herredømme i Ramallah, og at det fører sin befrielseskamp indtil befrielsen af sit land, alle sine lande, afviklingen af besættelsesenheden og opbygningen af den uafhængige, demokratiske og sekulære stat med Jerusalem som hovedstad.
Situationen i Sudan
Mens verden er optaget af udryddelseskrigen mod det palæstinensiske folk, stønner Sudan, og ingen lægger mærke til det!
Sudan oplever en borgerkrig, der næsten ødelægger resterne af samfundets sammenhængskraft, som har lidt under forfølgelse og undertrykkelse i årtier. Den nuværende borgerkrig er mellem kontrarevolutionens to poler, repræsenteret ved Burhan-hæren, resterne af Det Muslimske Broderskabs regime og “Janjaweed”-banderne, som er skabt af lokale reaktionære stammekredse, smuglerkredse og en kriminel økonomi, der støttes af de mest magtfulde regionale reaktionære, Emiraterne og Egypten.
Forbrydelser på begge sider er steget på det seneste og er rettet mod forsvarsløse civile, især kvinder og børn, hvoraf millioner er blevet ofre for intern og ekstern fordrivelse. Siden april 2023 er omkring ti millioner mennesker blevet fordrevet, over halvdelen af dem kvinder og en fjerdedel børn under fem år, hvilket ifølge internationale organisationer, anført af International Organization for Migration, er den værste fordrivelseskrise i verden i dag.
I dag lider omkring to millioner mennesker i samme periode, dvs. siden april 2023, som flygtninge, asylansøgere og hjemvendte. Atten millioner sudanske mænd og kvinder lider af fødevareusikkerhed, herunder 3,6 millioner børn, der lider af underernæring. Ifølge International Organization for Migration, Food and Agriculture Organization og World Food Program er syv ud af ti millioner fordrevne mennesker i fare for at sulte.
UNICEF-rapporter viser, at 14 millioner børn har akut behov for humanitær hjælp, 19 millioner børn går ikke i skole, og mere end fire millioner mennesker er fordrevet.
16.000 mennesker blev dræbt i samme periode som nævnt ovenfor, selvom det samlede antal dødsfald stadig er usikkert, nogle skøn taler om 150.000 dødsfald.
Begge parter i konflikten er involveret i disse forbrydelser; deres eneste bekymring er at erobre så mange territorier og indflydelseszoner som muligt. Efterhånden som konflikten fortsætter, har hver side en tendens til at løse den med alle midler uden hensyn til principper eller værdier, herunder dem, der er relateret til krige. Den katastrofale humanitære situation forværres af verdens bekymring over den brutale udryddelseskrig, som den zionistiske fjende har organiseret mod det palæstinensiske folk, og som er fortsat siden begyndelsen af oktober. Begge sider af konflikten udnytter denne bekymring til at begå de mest forfærdelige forbrydelser, især i lyset af den fortsatte impotens hos regionale institutioner som Den Arabiske Liga og Den Afrikanske Union, mens progressive folkelige støttebevægelser fokuserer på den palæstinensiske situation, som der er skabt en betydelig international mobilisering omkring.
Situationen i Sudan er vanskelig og kompleks og kræver, at progressive kræfter i regionen og verden er opmærksomme på, hvad der sker i dette land og blandt disse mennesker, som bliver straffet for deres engagement i deres revolutionære proces, for at sikre, at den ikke lider samme skæbne som de andre arabiske revolutionære opstande, som alle endte med nederlag. Desværre har den sudanske model indtil videre lidt en værre skæbne, men det sudanske folk og deres stærke kræfter kaster ikke håndklædet i ringen og arbejder stadig for sejr.
Juli 2024