Den 18. marts 1871, for 150 år siden, var det første gang arbejderklassen tog magten og dannede sin første arbejderregering. Ministre og bureaukrater blev drevet ud af Paris, og den udøvende magt lå nu i hænderne på Nationalgardens centralkomité, der repræsenterede den bevæbnede arbejderklasse.
Denne første arbejdermagt holdt i 72 dage og blev slået ned af de forenede reaktionære kræfter, der nedslagtede titusinder af mennesker. Ikke desto mindre har Kommunen efterladt et skatkammer fuldt af uvurderlige erfaringer, der stadig har betydning i dag.
Den gnist, der gjorde Pariserkommunen til virkelighed, var opstanden fra arbejderne i Paris. De nægtede at acceptere den ydmygende aftale, som det franske borgerskab og deres regering indgik med den preussiske invasionshær, der sejrede efter krigen i 1870.
Da Napoleon den 3. kapitulerede, rejste Paris’ befolkning sig og væltede imperiet den 4. september. Borgerskabet, som tog magten, forsøgte at undertrykke pariserne i stedet for at bekæmpe invasionshæren. “I denne konflikt mellem national pligt og klasseinteresse tøvede den nationale forsvarsregering ikke et øjeblik – den forvandlede sig til regeringen for nationalt forræderi.” (Marx: ’Borgerkrigen i Frankrig’)
Efter at borgerskabet således havde banet vejen, omringede preusserne, som allerede havde erobret de mest industrialiserede dele af Frankrig, Paris.
Arbejderklassen i Paris reagerede på borgerskabets forræderi ved at rykke frem og “storme himlen”. Mens de mest bevidste arbejdere fremsatte ideen om national og social frigørelse, stod arbejderklassen, som ikke havde nogen klar opfattelse af lovene om sociale fremskridt, under indflydelse af Proudhon, Blanqui og Neo-Jakobinerne.
Ikke desto mindre gik de i gang med at rive det militære bureaukratiske apparat ned. Marx skrev: “Efter seks måneders sult og ruin, mere på grund af internt forræderi end på grund af den udenlandske fjende, rejser de sig under preussiske bajonetter, som om der aldrig havde været en krig mellem Frankrig og Tyskland, og som om fjenden ikke stod foran portene til Paris! Historien kan ikke vise noget lignende eksempel på en sådan storhed!” (Marx, brev til Kugelmann april 1871)
Nationalgardens centralkomité meddelte i det officielle tidsskrift dateret 25. april: “Kommunen har givet borgerne i Paris Nationalgarden, der forsvarer dem mod magten i stedet for den stående hær, der forsvarer magten mod borgerne.”
Marx talte om overgangsperioden fra kapitalismen til kommunismen og slog fast, hvorfor det er nødvendigt at nedbryde det borgerlige statsapparat, som en lærdom fra det revolutionære år 1848. Og arbejderklassen i Paris afslørede, hvad der skulle erstatte det.
Pariserkommunen opløste den stående hær og politiet, der begge dele er instrumenter for klasseundertrykkelsen. Også statsapparatets administration med dets bureaukrati blev demonteret.
Beslutningen om disse to “ødelæggelser” var ikke baseret på en teoretisk begrundelse, men på den konkrete udvikling i klassekampen og viste sig i en form, der var et resultat af, at man fulgte ”det ufejlbarlige instinkt hos et folk, der havde rejst sig”. (Lenin: SUKP(b)’s ekstraordinære 7. kongres)
På Kommunens 2. dag blev det gjort obligatorisk for alle soldater, der var tilbage, at træde ind i Nationalgarden. Hær og politi blev erstattet af et bevæbnet folk, det gamle bureaukratiske apparat blev erstattet af demokratisk udpegede folk. Inklusive til Kommunen og retsvæsenet skete alle udnævnelser gennem valg.
De, der blev valgt, stod til regnskab over for folket og kunne fjernes fra embedet. Det blev lønnet med maksimalt 6000 franc, gennemsnitslønnen for en faglært arbejder. Kommunen samlede den udøvende og den lovgivende magt. Arbejderklassens diktatur, der var ved at blive opbygget, var stadig meget svagt og havde mangler, men alle de tiltag, der blev skabt under de hårde betingelser, var meget mere demokratiske og var selv det mest fremskredne borgerlige demokrati overlegent.
Med udråbelsen af republikken blev en række arbejderklubber, fagforeninger og aviser etableret i Paris og i alle andre større byer. Arbejderklassens diktatur – eller arbejderklassens demokrati – udviklede folkemassernes initiativ.
Paris’ indbyggere organiserede sig hurtigt i forhold til at gøre de valgte medlemmer af Kommunen opmærksomme på deres fejl og svagheder, for at sikre, at de fulgte folkets interesser, og om nødvendigt fjerne dem fra deres post. Hundredvis af mænd og kvinder samledes hver aften i arbejderklubberne efter fyraften for at diskutere i omkring 30 kvarterer i Paris, hvor de også indimellem kritiserede Kommunen.
Kommunens ledelse blev også inviteret til møderne, der især blev besøgt af arbejdere. Møderne var platforme, hvor de arbejdende mennesker var direkte involveret i politik, hvor de rejste deres krav, vurderede og kritiserede Kommunens beslutninger. Den følgende dag ville en delegation på vegne af klubben informere Kommunen, der havde base i Paris, om de beslutninger, der var taget.
Disse debatter kom også til udtryk i adskillige dagblade, der havde stor indflydelse blandt masserne med et oplag på 50-60.000. De udgav breve skrevet af arbejderne med råd til Kommunen om, hvilke skridt der burde tages. Avisartiklerne blev diskuteret blandt folk, nogle gange som genstand for en polemik mellem to modsatrettede synspunkter på klubmøderne. Disse diskussioner var med til at øge den politiske bevidsthed såvel som at skabe en platform, hvor befolkningen kunne få overblik over beslutningerne, og hvor man kunne komme til orde med et initiativ.
Folket i Paris var organiseret i lokalkomiteer og i kommuner og indsatte deres repræsentanter i regionale og andre former for råd, som et postråd og et Louvre Våbendepotråd.
Kvinder havde endnu ikke stemmeret, men var aktive i politik og spillede en stor rolle under Kommunen, hvor de ofte var dem, der fremsatte de vigtigste forslag til beslutning.
Fagforeninger var et af arbejderklassens magtmidler. Under Pariserkommunen var der 34 aktive inden for forskellige sektorer. De fleste af dem var skabt inden Kommunen, men Kommunen betød, at deres indflydelse blev styrket og de blev centraliseret. Disse fagforeninger repræsenterede sammen med 43 andre sammenslutninger, der blev organiseret blandt folket, deres kontrol med Kommunens ledelse.
Kommunen levede kun i 72 dage, med næsten daglige sammenstød, men i denne korte periode forsøgte den at løse folkets væsentligste problemer.
– For at afskaffe arbejdsløsheden besluttede man at købe og overtage nedlagte fabrikker og værksteder og genoptage produktionen.
– For at forbedre arbejdsforholdene blev natarbejde forbudt i bagerierne. Der blev også nedlagt forbud mod, at arbejdsgivere kunne skære i lønnen ved at idømme bøder under mangfoldige påskud, hvilket var en udbredt metode på den tid. Den daglige arbejdstid blev sat ned i nogle sektorer.
– Tomme og forladte huse blev konfiskeret, huslejer blev fastfrosset, og huslejegæld blev eftergivet.
– Religion og stat blev adskilt, og en sekulær stat begyndte at blive opbygget; sekulær og gratis uddannelse blev obligatorisk for alle børn, drenge som piger.
– Der blev erklæret politisk amnesti, og alle begrænsninger i ytringsfriheden blev ophævet. Kommunerne fik fuld autonomi.
Kommunen levede ikke længe nok til at føre alle disse beslutninger ud i livet. Ikke desto mindre var det, som Marx sagde: ”Den samfundsmæssige målestok for Kommunen var dens egen arbejdende eksistens.”
Imidlertid begik Kommunen også nogle fejl.
Efter at have taget magten havde den en kompromissøgende og moderat holdning. Den tøvede med at udnytte de første afgørende timer og dage og slog ikke det endelige slag mod Versailles-regeringen, der planløst trak sig tilbage. Kommunens ledere ønskede at undgå en borgerkrig, men det var præcis den krig, borgerskabet startede mod kommunen og arbejderklassen.
I Kommunens første dage var der en overdreven loyalitet over for det formelle demokrati. Optagetheden af legitimitet i valgprocesserne ledte til forsinkelser af presserende opgaver. Selvom Kommunen faktisk allerede var legitim i folket. En uge fik lov at gå med formaliteter.
Politisk naivitet fortsatte. Paris’ gader var fulde af Versailles’ spioner, men Kommunen traf ikke de nødvendige skridt mod dem. Mange aviser, der støttede kontrarevolution, kunne trykkes lovligt og spredes i “ytringsfrihedens navn”. På den anden side besluttede Kommunen d. 5. april, da Versailles’ generaler begyndte at nedskyde kommunarderne, at “enhver massakre vil blive besvaret med blod”. Men det blev først sat i værk efter “Den blodige uge”, hvor tusinder af parisere blev massakreret.
Samme ubeslutsomhed viste sig, da den gamle orden skulle væltes. Centralbanken og de store virksomheder blev ikke nationaliseret gennem ekspropriation. Der blev ikke indført skridt til fordel for kvinderne, der spillede den mest aktive rolle i revolutionen. Det gamle reaktionære skattesystem fik lov at bestå.
En anden af Kommunens svagheder var, at den ikke gjorde særlig meget for at vinde bøndernes støtte. Arbejderklassen var endnu ikke helt klar over betydningen af dette.
Internationalen uddrog en anden vigtig lære af Pariserkommunens erfaringer:
”Stillet over for den kollektive magt fra de ejendomsbesiddende klasser kan arbejderklassen som klasse ikke handle uden at konstituere sig som et politisk parti, som adskiller sig fra og står i modsætning til alle de gamle partier skabt af de besiddende klasser.”
Og på sit møde i september 1871 erklærede Den internationale arbejdersammenslutning, at
“denne sammenslutning af arbejderklassen i et politisk parti er uundværlig for at sikre den sociale revolutions sejr og dens endelige mål – afskaffelsen af klasserne”.
Pariserkommunens understregning af nødvendigheden af arbejderklassens diktatur for at opnå social befrielse gennem kampen om magten mod den rådnende kapitalisme, og af at arbejderklassen må organisere sig som et politisk parti, er stadig levende og relevant efter 150 år.
Længe leve Pariserkommunen!
Længe leve proletarisk internationalisme!
4.marts 2021