Udgør Putins Rusland vor tids overhængende fascistiske trussel, som hele verden må samles imod? Den, der svarer ja til spørgsmålet, bliver lige så let narret som enhver, der tror, at Ruslands invasion af Ukraine handler om at befri landet for nazistisk indflydelse.
Nutidens rådnende kapitalisme fremmer fascismen på forskellige måder. Fascisme er imperialismens eget biprodukt. Men det betyder ikke, at fascismen har statsmagten i de aggressive imperialistiske stormagter. Ikke endnu.
Fascismen er monopolkapitalens og statsmagtens diktatur i sin åbenlyst terroristiske form. Invasionen af Ukraine er et klart bevis på, at Rusland er som andre imperialistiske magter. Men krigen beviser ikke, at Rusland er fascistisk. Imperialismen er i sagens natur aggressiv, uden at den er ensbetydende med fascisme. Ellers har USA været en fascistisk magt i højeste potens, målt på antallet af brutale invasioner og besættelseskrige, som det har gennemført.
Rusland er ikke et særtilfælde
Jonas Bals, tidligere rådgiver for statsminister Jonas Gahr Store og repræsentant for Arbeiderpartiet i Stortinget, er en af dem, der drager paralleller mellem nutidens krig i Ukraine og Anden Verdenskrig og Nazityskland. Han mener, at Rusland har en fascistisk regering, ikke ulig den historiske fascisme, der blev besejret i 1945. Og at en sådan fascisme må mødes med våbenmagt. Bals har gentagne gange argumenteret for dette i dagbladet Klassekampen.
Han mener, at det er “utilgiveligt”, at venstrefløjen ikke forstår, hvordan russisk fascisme støtter, finansierer og inspirerer den fascisme, der nu er på fremmarch over store dele af verden. Dette er en noget ejendommelig påstand, da Putin-regimet opbygger sin legitimitet i udenrigspolitikken ved at henvise til den heroiske sovjetiske kamp mod nazisme og fascisme. Så ville det være risikabelt, hvis Moskva blev taget i at finansiere fascistiske bevægelser.
Et af de eksempler, Bals nævner, er Syrien. Hvilket er et særligt dårligt eksempel, da Rusland har hjulpet regeringen i Damaskus med at besejre jihadistisk fascisme i form af al-Qaeda og ISIS i Syrien. Imens har Norge aktivt, også militært, støttet terroristerne i Nusrafronten. Samtidig har Bals en pointe i, at fascismens rolle ved valget i USA og nu senest i Frankrig bliver mødt med et skuldertræk fra store dele af venstrefløjen. Ikke desto mindre sætter han “russisk fascisme” i en klasse for sig selv, i og med sammenligningen med Nazityskland.
Rusland er en stor imperialistisk magt med stærke autoritære træk, hvoraf nogle peger i en fascistisk retning – såsom undertrykkelse af strejkende arbejdere, fængsling af demonstranter og kriminalisering af revolutionære bevægelser og andre politiske modstandere. Det russiske regimes “antifascisme” er ikke i overensstemmelse med det faktum, at det har givet nazistiske organisationer og terrorbander frit spil. Først i 2021 vedtog dumaen et lovforbud mod nazistiske symboler. I 2000 opererede Putin-venlige ungdomsbander sammen med nazistiske skinheads, der udførte vold og hundredvis af drab på ikke-russere og venstreorienterede. Siden er flere nazisympatisører i og omkring statsapparatet blevet idømt fængsel for mord. Men langtfra alle.
Den slags har Rusland i større eller mindre grad tilfælles med en række såkaldte vestlige demokratier. Nazister har dræbt snesevis af indvandrere, jøder og socialister i lande som Tyskland, Sverige og Norge. Den tyske Bundeswehr-hær er inficeret med nazister på flere niveauer, og regeringen i Berlin er blevet tvunget til at gennemføre flere udrensninger efter en række skandaler. De spanske og franske myndigheder har slået mindst lige så hårdt ned på politiske protester som i Rusland. Det burde være tilstrækkeligt at nævne massearrestationerne af catalanske folkevalgte eller det franske politis adfærd over for De Gule Veste. Regimerne i Ungarn og Polen krænker menneskerettighederne i en sådan grad, at EU også føler sig tvunget til at reagere.
Hvordan skal vi forstå krigen i Ukraine? På venstrefløjen er analyserne forskellige:
Demokrati er en fernis
Fascistiske partier er repræsenteret i nationalforsamlingerne i mange europæiske lande. Det tætteste på et fascistisk parti i den russiske Duma er sandsynligvis Det Liberale Demokratiske Parti, tidligere ledet af Sjirinovskij. Det har 20 pladser ud af 450. Til sammenligning har Francos efterfølgere i Spanien, partiet Vox, 52 ud af 350 pladser. I flere baltiske og østeuropæiske lande kriminaliseres kommunistiske partier og symboler. Ingen af disse lande kan kaldes fascistiske, selv om de udviser stadig mere antidemokratiske tilbøjeligheder, og statsapparatet udvikler fascistiske træk gennem masseovervågning, nye fuldmagtslove og øget censur. Vi ser også en lignende udvikling i Norge, omend i en langt mildere form, da klassekampen i dette land er langt mindre akut. Årsagen til denne europæiske udvikling er, at det borgerlige demokrati er i krise, arbejdernes og folkets tillid til systemet og magthaverne fordamper mere og mere for hver dag. Et eksempel er det nylige valg til nationalforsamlingen i Frankrig. Kun 47,5 procent så nogen mening i at afgive deres stemme.
Det borgerlige demokrati i Rusland er en fernis, som det er i andre kapitalistiske lande. Jernnæven er altid lige under klassedemokratiets facade, men den er ikke lige synlig i alle lande. Ikke desto mindre er der en væsentlig forskel mellem et “autoritært” borgerligt demokrati og en fascistisk statsmagt, hvor vold og terror har frit spil.
I Rusland får andre ikke-socialistiske partier end Forenet Rusland (Putins parti), herunder resterne af det revisionistiske “kommunistiske” parti, lov til at stille op til valg og er repræsenteret i Dumaen. Vladimir Putin er ikke en autokratisk figur. Den officielt anerkendte fagbevægelse får lov til at operere nogenlunde frit, mens andre arbejderes modstand undertrykkes. Rusland har korporative træk, men det er ikke en korporativ stat, lige så lidt som Norge, selv om den “norske model” og trepartssamarbejdet har klare korporative træk. “Pressefrihed” i Rusland er i stigende grad præget af selvcensur, yderligere forstærket af, at landet er i krig. Selvcensur og fortielser påvirker i stigende grad også medierne i Europa, ikke mindst i udenrigspolitiske spørgsmål.
Fascismen er utvivlsomt på fremmarch, selv inden for de borgerlige institutioner i en lang række lande, såsom Italien. Men det er endnu ikke sådan, at fascismen har taget statsmagten i noget europæisk land, herunder Rusland. Det betyder ikke, at det ikke kan ske, før vi ved af det, i Rusland, Tyskland, Spanien, Italien, Frankrig eller Polen.
Bøn for verdenskrig i “demokratiets” navn
De imperialistiske magter i øst og vest konkurrerer om markeder og indflydelsessfærer, en rivalisering, der peger på nye krige. Handelskrig er allerede en realitet. Kina er økonomisk i offensiven, mens USA er i defensiven. Men med hensyn til militær magt er USA langt større end sine russiske og kinesiske rivaler. Set fra Beijing og Moskva er en militær konfrontation i fuld skala ensbetydende med nederlag eller atomkatastrofe. Set fra Washington er en forebyggende krig, før rivalerne bliver for magtfulde, mere lokkende. Måske endnu mere nu, efter at krigen mod Ukraine har blotlagt den russiske militærmaskines store svagheder.
Jonas Bals er socialdemokrat og en af de ideologiske ledere på partiets faglige venstrefløj. Han har skrevet flere bøger om arbejderbevægelsens historie. Det syn, han præsenterer på Rusland som et nyt Nazityskland, er allerede ved at blive omfavnet af AUF [Arbejdernes Ungdomsforbund] og dele af Arbeiderpartiet. Konsekvensen af et sådant synspunkt er indlysende: Hele verden må bakke op om USA og de vestlige demokratier for at inddæmme denne største trussel af alle, om nødvendigt i form af en verdenskrig i fuld skala. Med dette løber Bals de aggressive vestlige magters ærinder. Det er nyttesløst, når han forsøger at camouflere sit imperialistiske krigsråb som en fiktiv alliance af demokratier mod det angiveligt fascistiske Rusland. I det omfang der er en historisk parallel til Anden Verdenskrig, må det være, at Bals er faldet i selskab med dem, der mener, at det civiliserede Europa må erhverve lebensraum mod øst.
Bals og de venstreorienterede socialdemokrater i AUF tager et lille forbehold, når det kommer til at omfavne USA. Hvis Donald Trump kommer til magten igen, vil de satse deres kort på et stærkt og oprustet Europa. Hvis det amerikanske præsidentvalg i 2024 resulterer i en ny runde trumpisme, vil Arbeiderpartiet og AUF næsten helt sikkert komme om bord som åbne tilhængere af norsk EU-medlemskab og EU-hæren.
Det, Bals har ret i, er, at fascismen er på fremmarch i Europa og USA, som den var i 1930’erne. Den måde, fascismen fremstår på, og de metoder, den bruger til at vinde magten, er ikke nødvendigvis identisk med det, vi så i mellemkrigstiden i forrige århundrede. Grænsen mellem højrepopulisme og fascisme er måske mere diffus i dag. Fælles er, at “liberale” borgerlige partier – ofte med støtte fra socialdemokratiets ledere – hjælper fascismen med at udvikle sig: på den ene side ved at tillade fascister og racister at organisere og sprede deres propaganda under dække af “ytringsfrihed” og gennem den historiske hvidvaskning af nazisterne og frontkæmperne for deres “indsats” mod kommunismen; og på den anden side gennem reaktionære undertrykkelsesforanstaltninger mod arbejderne og progressive og gennem de brede beføjelser for statens volds- og overvågningsapparat.
Fascismen opstår ikke fra den ene dag til den anden og uden varsel
Kominterns leder Georgi Dimitrov forklarede det i 1935: “Kammerater, fascismens magtovertagelse må ikke opfattes i en så forenklet og glat form, som om en eller anden komité for finanskapitalen på en bestemt dato beslutter at oprette et fascistisk diktatur. I virkeligheden kommer fascismen som regel til magten i løbet af en gensidig, og til tider alvorlig, kamp mod de gamle borgerlige partier, eller en bestemt del af disse partier, i løbet af en kamp selv inden for selve den fascistiske lejr – en kamp, der til tider fører til væbnede sammenstød, som vi har været vidne til i Tysklands tilfælde, Østrig og andre lande. Alt dette gør imidlertid ikke det mindre vigtigt, at borgerlige regeringer før oprettelsen af et fascistisk diktatur normalt gennemgår en række indledende faser og vedtager en række reaktionære foranstaltninger, som direkte letter fascismens magtovertagelse. Den, der ikke bekæmper bourgeoisiets reaktionære foranstaltninger og fascismens vækst i disse forberedende fase, er ikke i stand til at forhindre fascismens sejr, men letter tværtimod denne sejr.” (Uddrag fra Enhedsfronten – Kampen mod fascisme og krig)
Ord af Arnulf Øverland
Jonas Bals er nok ikke overbevist af kommunisten Dimitrov. Måske lytter han mere til Arnulf Øverland, der forklarede, at fascismens fremmarch kun er mulig i et sygt kapitalistisk samfund, hvor fascismen finder grobund. Øverland mente, at socialismen kunne ændre de sociale forhold og eliminere fascismen. Hans ord fra 1939 beskriver i høj grad nutidens europæiske virkelighed:
”Jeg har også et par ord til de borgerlige antifascister: Jeg tror ikke på nogen endelig sejr over fascismen uden socialismens sejr. Vi socialister tror ikke på, at det borgerlige demokrati er i stand til at løse samfundets problemer og overvinde fascismen.
I de sidste femten år har fascisme spredt sig over hele Europa som en løbeild. Men for at ilden skal sprede sig med en sådan hastighed, skal græsset være tørt. Det spreder sig ikke i frisk græs.
Der må være noget sygt ved et samfund, hvor fascismen kan sprede sig, som den gør i dag. Hvis de borgerlige liberale vil bekæmpe det, så må de også gå med til en oprydning i samfundet. Hvis man stræber efter både fredelige samfundsforhold og individuel frihed, må man opfylde de grundlæggende krav i menneskerettighederne. Hvis du ikke gør det, kommer diktaturet.”
(Fascismen er på fremmarch. Arnulf Øverland (1889-1968) på et massemøde for antifascistisk forening, Göteborg 1939. Genoptrykt fra Virksomme Ord.
SV overvejer støtte til Norge for at sende endnu flere “forsvarsvåben” til Ukraine
NATO-fælden er klappet om Socialistisk Venstreparti, som vi advarede om kunne ske i den forrige udgave af Revolusjon. Socialistisk Venstreparti (SV) har allerede støttet forsendelser af “defensive våben” til Ukraine.
Nu kæmper partiet internt om, hvor grænsen går. Hvilke er “defensive” våben? Norsk feltartilleri M109 og Hellfire-missiler er for de fleste ikke specielt defensive, men nu diskuterer Socialistisk Venstreparti, om det er legitimt at sende fly, droner – og soldater – til landet i den “forsvarskrig”, som NATO nu i stigende grad er involveret i.
Oversat fra Unity & Struggle nr. 45, 2022
Udgivet af CIPOML, Den internationale konference af marxist-leninistiske partier og organisationer