Kilderne til, at rigdommen i samfundet er steget, har været et af de mest grundlæggende områder, som den moderne politiske økonomi har interesseret sig for siden dens start. Der havde været debatter om kilden til værdi, merværdi, fortjeneste eller renter, om hvilken type arbejde der kan skabe en ny værdi, og om spørgsmål som f.eks. hvilke klasser der er økonomisk produktive.
I den økonomiske litteratur blev denne diskussion videreført på grundlag af en skelnen mellem produktivt og uproduktivt arbejde, i det mindste efter at merkantilisterne[i] havde forklaret merværdien med et overskud i udenrigshandelen. Fysiokraterne[ii] betragtede landbrugsarbejde som det eneste produktive og øvrigt arbejde som ikke værdiskabende for staten. Adam Smith, som grundlagde den klassiske politiske økonomi, og klart adskilte produktiv og uproduktiv arbejdskraft, udtrykte sin sympati for arbejdet i fremstillingsindustrien, der producerede overskud til kapitalisten, og antipati mod den ikke-produktive servicearbejdskraft ansat i det feudale aristokratis palæer.
Da den neoklassiske økonomi kom frem i anden halvdel af det 19. århundrede, blev debatten om værdi og merværdi erstattet af produktivitetsdebatten. Neoklassisk økonomi reducerede værdi og merværdi til den nytteværdi, som de forskellige faktorer i produktionsprocessen skabte, og betragtede alle former for indkomstskabende arbejde og aktiviteter på markedet som produktive.
Selv om det er næsten hundrede og halvtreds år siden den opstod og nye elementer er blevet føjet til den, så danner antagelserne i den neoklassiske tilgang fortsat grundlaget for dagens dominerende “mainstream” ortodokse økonomi. Ikke kun mainstream, men også forskellige skoler af kritisk økonomi peger på, at skelnen mellem produktiv og uproduktiv arbejdskraft er dysfunktionel. Ifølge disse opfattelser har nye fænomener i den moderne kapitalisme, såsom den relative udvidelse af det finansielle område og udbredelsen af digitale teknologier, gjort denne skelnen ugyldig, eller at den har mistet sin betydning.
Karl Marx’ tilgang til produktive arbejde er udviklet ud fra den akkumulerede viden og arv i den klassiske politiske økonomi. Marx behandlede de kapitalistiske produktionsforhold i sin historicitet og nød godt af de klassiske politiske økonomers videnskabelige arv, men tog samtidig afstand fra dem. Marx’ tilgang til spørgsmålet er fortsat vigtig og relevant for at forklare den moderne kapitalismes nye fakta samt det, den arver fra fortiden.
I mange år var der imidlertid forvirring om, hvilken aktivitet Marx beskrev som produktiv og uproduktiv. Efter Anden Verdenskrig gav den hurtige vækst i beskæftigelsen i den offentlige sektor og servicesektoren og det stigende antal kontorjobs på arbejdsmarkedet næring til debatten om, hvorvidt sådanne virksomheder og erhvervsaktiviteter var produktive.
I denne periode var debatten om produktivt arbejde knyttet til en klasseanalyse af voksende sociale “lag”. “Neo-marxisterne” definerede arbejderklassen som den eneste produktive klasse. Statens topbureaukrater og offentligt ansatte blev beskrevet som det nye småborgerskab, ikke til at skelne fra hinanden klassemæssigt og uproduktive. Da kontor- og universitetsuddannede arbejdere, der talte millioner, blev føjet til dette lag, blev størstedelen af arbejdskraften i de udviklede kapitalistiske lande (70-80 %) karakteriseret som det nye og gamle småborgerskab. Så grundlaget for det borgerlige “middelklassesamfund” blev accepteret med en “venstreorienteret advarsel”. Ud fra denne opfattelse udviklede eurokommunisterne[iii] opgaven med at sikre alliancen mellem den (skrumpende) arbejderklasse og den ekspanderende middelklasse.
Al denne forvirring var forårsaget af de økonomiske, politiske og sociale forhold i perioden, samt af at de russiske og engelske oversættelser af manuskripterne, som Marx udførligt adresserede og designede som fjerde udgave af Kapitalen, og som senere fik titlen Teorier om merværdi, først blev kendt så sent. Hele den russiske udgave blev først afsluttet i 1964 og den engelske i 1971. Adskillige fejlagtige opfattelser udtrykkes ofte med henvisning til Marx’ forskellige passager i Kapitalen og andre steder.
I den engelske udgave af denne artikel bliver fremkomsten, udviklingen og centrale punkter i skelnen mellem produktivt og uproduktivt arbejde undersøgt, især i forbindelse med drøftelserne i det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede omkring merkantilismen og fysiokraterne. Disse afsnit kan læses i artiklen i https://www.enhedogkamp.dk/unity-and-struggle-nr-43-nov-2021/ . Her bringes den del af artiklen, der handler om Marx’ bidrag til spørgsmålet.
Marx’ bidrag
Akkumuleringen af kapital, dvs. omdannelse af passende mængde merværdi til kapital (eller investeringer), er en uundgåelig nødvendighed for den kapitalistiske produktionsmåde og de enkelte kapitalister. Kapitalen skal løbende ombyttes med en bestemt form for arbejde, der kan give merværdi for kapitalen. Derfor er bestemmelse af arbejdets karakter særlig vigtig for at forstå akkumuleringsprocessen.
Marx definerede produktivt arbejde i den mest generelle forstand på denne måde:
”Det, kapitalen ønsker at producere som kapital (og kapitalistisk, red.), er hverken en direkte brugsværdi for det individuelle forbrug eller en vare, der først skal omsættes til penge og derefter brugsværdi. Formålet med kapital er rigdom, akkumulering, værdiforøgelse. Det er derfor bevarelsen af den oprindelige værdi og skabelsen af en merværdi. Og kapitalen kan kun lykkes med dette særlige produkt af den kapitalistiske produktionsproces, ved at det bliver udvekslet med arbejde; derfor kaldes dette arbejde produktivt arbejde.” [iv]
Merværdien, som er “det specifikke produkt af den kapitalistiske produktionsproces”, opstår kun ved ”udveksling af kapital med arbejde”, med andre ord ved at anvende arbejdskraften i kapitalens tjeneste. Så dette originale produkt er også resultatet af et unikt forhold, produktionsrelationen mellem kapital og arbejdskraft.
Selv om det er en typisk form for økonomisk relation i produktionen og andre områder af det sociale liv i dag, fremkom den fuldstændige relation mellem kapital og arbejdskraft først i slutningen af det 18. århundrede med opfindelsen af maskiner og udbredelsen af fabrikssystemet. For Marx er kapitalismen ikke en naturlig orden, i modsætning til den borgerlige politiske økonomi, men en historisk formation, og i en tilstand af konstant forandring og bevægelse. “Ligesom alle andre begreber i marxistisk økonomi har begrebet ’produktivitet’ en historisk og social karakter”[v]. Produktiv arbejdskraft bør også forstås som “historisk bestemt og tidsafgrænset, det vil sige som et relativt begreb og ikke et absolut”[vi]. Når spørgsmålet om produktivt arbejde med Marx’ perspektiv drøftes, bør det derfor tages i betragtning, at produktivitet kun nævnes i forbindelse med kapitalistiske produktionsrelationer, ikke nogen anden form for produktion. Denne historiske tilgang er et af Marx’ udgangspunkter for at adskille produktivt arbejde generelt fra produktivt arbejde for kapitalisten.
Generelt har produktivt arbejde eksisteret gennem hele historien. For eksempel er den, der producerer en trøje i sit eget hjem til sin familie, generelt betragtet produktiv. Den trøje, han eller hun producerer, har en værdi for familiemedlemmer. Men den har ingen funktion i at øge kapitalistens overskud. I et tekstilværksted, hvis arbejdere arbejder længere og producerer flere trøjer, tilegner kapitalisten sig mere merværdi. Mens hvis flere trøjer produceres derhjemme, så har børnene flere trøjer at tage på, men der er ikke produceret nogen merværdi. Derfor, selv om arbejdet hos den person, der strikker trøjerne derhjemme, generelt set er produktivt arbejde, er det ikke produktivt ud fra et kapitalistisk synspunkt. Der er utallige af sådanne aktiviteter i det offentlige liv, som vi er omgivet af hele tiden. Vi kan nævne mange af den slags former for arbejde, der er nyttige og betyder noget for mange, som f.eks. madlavning derhjemme, undervisning af en ven, indkøb af dagligvarer til din nabo, at gøre rent derhjemme, men de er ikke produktive for kapitalisten. Fordi kapitalakkumuleringen i kapitalismen generelt ikke afhænger af produktivt arbejde, men af produktivt arbejde for kapitalisten, beskæftigede de borgerlige politiske økonomer og Marx sig med denne form for produktivt arbejde og søgte efter kilden til og forvaltningen af den rigdom, der blev skabt, i dette.[vii]
Produktivt arbejde er det arbejde, der skaber merværdi. Marx behandlede spørgsmålet om, hvilke slags arbejde der producerer merværdi, i forskellige sektioner samt visse afsnit i de tre bind af Kapitalen og i Teorier om merværdi (som Marx havde tænkt som det fjerde bind af Kapitalen), især i hans polemik med Adam Smith og fysiokraterne. Efter at have fremhævet hans tilgang baseret på kapitalismens historicitet og dermed produktivt arbejde kan vi gå videre til detaljerne i Marx’ analyse af produktivt arbejde.
Vareproduktionen
Før det første, som det ses i tilfældet med trøjen, der blev strikket derhjemme, er arbejdsaktivitet, som ikke resulterer i en vare til kapitalen, ikke en produktiv aktivitet, og arbejdskraften, der arbejder på dette område, derfor ikke er produktiv i kapitalistisk forstand.
Vi kan nævne de to mest almindelige former for dette. Kvinder, der traditionelt defineres som “husmødre” på grund af de forskellige former for patriarkalsk kapitalistisk dominans over dem, udfører en masse husarbejde i løbet af dagen, men producerer ingen varer. Derfor er de ikke produktiv arbejdskraft for kapitalen. Men takket være deres rolle i reproduktionen af arbejdsstyrken med det huslige arbejde, de udfører, gør de det muligt for kapitalen at reducere omkostningerne ved at holde arbejdskraften ved lige, og dermed eksisterer de som en fri ressource, som kapitalisterne nyder godt af. [viii]
Ligeledes er uddannelse, sundhed og andre offentlige tjenester, der endnu ikke fuldt ud er blevet privatiseret til en serviceydelse (en vareform), og som stadigvæk leveres som offentlige ydelser, at betragte som ikke-produktive områder i den offentlige sektor. Medmindre de sælges, finder der i kapitalistisk forstand ikke en vareproduktion sted i “offentlige ydelser”. Arbejdere, der arbejder der, er også i kategorien uproduktiv arbejdskraft. Efterhånden som de offentlige ydelser markeds gøres mere og mere, produceres der i stigende grad merværdi på disse områder.
For eksempel er sundhedspersonale, der arbejder på et offentligt hospital (sygeplejersker, læger, pårørende, rengøringsfolk, køkkenpersonale osv.), uproduktivt i kapitalistisk forstand.[ix] Men hvis de samme læger fratræder og udfører det samme arbejde på et privathospital, bliver det produktivt arbejde. Det er værd igen at huske, at den produktivitet, der er nævnt her, ikke handler om en social fordel eller arten af det, der produceres. Sundhedsydelser, hvad enten de produceres på offentlige hospitaler eller privathospitaler, er de samme. På privathospitalet tager denne ydelse form af en vare, og de ansatte arbejder for kapitalisten i sundhedssektoren. Som et resultat af dette arbejde tilegner kapitalisten sig den merværdi, som arbejderne frembringer, og derfor er disse ansatte produktive.
Marx giver det samme eksempel for lærere:
“En lærer, der underviser andre, er ikke en produktiv arbejder. Hvis han arbejder for en løn hos en privat arbejdsgiver, der ejer uddannelsesinstitutionen, hvis han bruger sit arbejde til at øge denne virksomhedsejers kapital og profit sammen med øvrige ansatte lærere, så er der tale om en produktiv arbejder. ” [x]
“Kapitalistisk produktion er ikke blot produktion af varer, det er i bund og grund produktion af merværdi … Hvis vi må tage et eksempel uden for produktionssfæren af materielle genstande, er en skolelærer en produktiv arbejder, når han ud over at arbejde med at berige sine elevers hoveder også arbejder som en hest for at berige skoleejeren. At sidstnævnte har lagt sin kapital i en undervisningsfabrik i stedet for i en pølsefabrik, ændrer ikke forholdet.” [xi]
Produktion baseret på lønnet arbejdskraft
For det andet er arbejdere, der producerer en vare, men ikke producerer varer direkte til kapitalen, heller ikke produktive i kapitalistisk forstand. Landmænd, der ejer små arealer, kan producere landbrugsprodukter uden at ansætte arbejdere. De arbejder for deres eget levebrød gennem denne produktion og yder derfor ikke direkte bidrag til akkumuleringen af kapital, da den ikke skaber en merværdi for kapitalisten. Derfor er vedkommende ikke en produktiv arbejder.
Der er et stort antal grupper af fagfolk, der producerer varer på deres egen arbejdsplads som selvstændige eller hjælper distributionen af varer og defineres som “selvstændige”. Tandlæger, læger, psykologer, læger, ingeniører, arkitekter, softwareudviklere, skræddere, skomagere, blikkenslagere, malere, fliselæggere eller bilmekanikere er uproduktive arbejdere, når de arbejder på deres egne arbejdspladser “for sig selv” snarere end for en kapitalist. De genererer indkomst for sig selv. Men når disse arbejdere, der i bund og grund er småborgerlige, går konkurs og arbejder under en kapitalist, producerer de merværdi og bliver produktive arbejdere. Marx giver følgende eksempel:
”En forfatter er produktiv arbejder ikke i det omfang, han kommer med ideer, men i det omfang, han beriger det forlag, der udgiver hans værk, eller hvis han er lønarbejder for en kapitalist. (…) Sangeren, der synger som en fugl, er en uproduktiv arbejder. Men han bliver en lønnet arbejder eller købmand med en hastighed, hvormed han sælger sin sang for penge. Men hvis den samme sanger arbejder sammen med en arbejdsgiver, der får ham til at synge for at tjene penge, så bliver han en produktiv arbejder, fordi han genererer kapital direkte.” [xii]
Lønnede arbejdere ansat af private kapitalister
For det tredje så defineres produktiv arbejdskraft som det arbejde der udføres af en ansat hos en privat kapitalist, hos kapitalen. I modsætning til det arbejde, der udveksles med løn, er det arbejde, der udveksles med kapital.
Hvad betyder det?
Mens nogle i arbejdsstyrken arbejder for kapitalen, arbejder andre mod en løn til gengæld for “personlig service”. Arbejderen, der er ansat som tjenestepige i et hus, er en uproduktiv arbejder, hvis hun modtager en løn fra husejeren til gengæld for sine personlige ydelser. Her er formålet for husejeren ikke at opnå en fortjeneste, men at købe den service/vare, som hedder “husarbejde”. Arbejderens løn dækkes ikke af nogen kapital, men af udlejerens indkomst. Som følge heraf bliver udlejeren ikke rigere, hans hus bliver gjort rent, hans tøj stryges osv. Her øges rigdommen ikke i takt med antallet af tjenestefolk, han ansætter, men han får derimod et renere hus, men en mindre disponibel indkomst.
Hvis den samme hushjælp gør den samme husejers hus rent, men nu ansat af et rengøringsfirma, bliver hun denne gang betalt direkte af rengøringsfirmaet. Og jo flere servicemedarbejdere virksomheden ansætter, jo større bliver dens indtjening. Modsat det første eksempel indgår hushjælpen et ansættelsesforhold med kapitalisten, dvs. i den tid hun arbejder, producerer hun først en værdi svarende til sin egen løn, og derefter oveni en merværdi for kapitalisten, og derfor er hun produktiv arbejder.
Arbejdere beskæftiget i produktions- og transportsektoren
For det fjerde er det heller ikke al arbejdskraft, der udveksles med kapital (dvs. betalt af den kapitalistiske investor). Social reproduktion har fire faser: produktion, udveksling (varens kredsløb gennem salg til kapital), social og sundhedsmæssig vedligeholdelse af arbejdskraften og individuelt forbrug. Men merværdi produceres kun i produktionsprocessen ud af disse fire faser. Arbejdere og andre ansatte, der er beskæftiget inden for udveksling og især social vedligeholdelse af arbejdskraften, der udføres af staten, skaber ikke en ny værdi, men spiller en rolle i omfordelingen og omfordelingen af den producerede værdi. De tjener deres løn gennem den merværdi, der allerede er produceret.
Marx formulerer kapitalens generelle bevægelse således:
M -> C -> Produktionsproces-> C’ -> M’
(Penge -> Vare > Produktionsproces -> Vare’ -> Penge’)
Kapitalisten køber de produktionsmidler og råvarer, der er nødvendige for produktionen, med sin pengekapital og køber arbejdskraften i en vis periode. Pengekapitalen (M) bliver således en varekapital (C). Dette er i det væsentlige at købe noget med penge, dvs. simpel varebørs. Der produceres ingen merværdi ved at udveksle penge og varer mellem sælgeren og kapitalisten. En ny vare (C’) fremstilles ved hjælp af produktionsmidler og råvarer med den arbejdskraft, der tjener den kapitalistiske produktion. Den vare, der fremstilles, er et andet produkt end råvaren i produktionsprocessen.
I denne proces gør arbejdskraften det muligt at overføre værdien af maskiner og råvarer til produktet gennem arbejdet, der producerer en merværdi (overskudsarbejdsproces), som kapitalisten tilegner sig, samt den værdi, der skal betales til arbejderen som løn (den nødvendige arbejdsproces). Den producerede vare (C’) indeholder merværdien.
Merværdien genereres i produktionsprocessen, hvor de kapitalistiske varer (produktionsmidler, råvarer og arbejdskraft) bliver til en vare i form af et produkt (C->C’). Som følge heraf har kapitalisten et parti varer (C’), der indeholder en merværdi samt værdien til at dække produktionsomkostningerne. Ved at sælge varerne (C’->M’) erhverver kapitalisten den værdi, der omfatter merværdien, og kan starte den nye kapitalcyklus. Den omstændighed, at kapitalisten har tilegnet sig merværdien i form af penge (M’) ved at sælge varerne, fører imidlertid til en misforståelse om, at merværdien er resultatet af dette salg. Faktisk, ligesom kapitalistens køb af råvarer og produktionsmidler (M-C), så er salget af varer en simpel proces med kommerciel udveksling (C’-M’), som ikke skaber merværdi. Men det har derimod en vigtig funktion: Den genererede merværdi realiseres, det vil sige, det falder i hænderne på kapitalisten i form af penge (M). [xiii]
Som Marx bemærkede: “Dens to cirkulationsprocesser består i dens forandring fra vareformen til pengeform og fra pengeformen til vareformen … I sin cirkulationstid udfører kapitalen intet produktivt arbejde og producerer derfor hverken varer eller merværdi.”[xiv]
Hvad Marx mener med cirkulation, er processen med at konvertere varer til penge, og han skelner dette fra andre aktiviteter, der kaldes cirkulation, men som er en udvidelse af selve produktionsprocessen:
“Kommerciel eller handelskapital skaber derfor – når alle de forskellige funktioner, såsom opbevaring, reklame, transport, distribution, detailhandel, der er forbundet med det, begrænses til sin sande funktion: at købe for at sælge – hverken værdi eller merværdi, men fungerer som mellemmand i dens realisering og dermed samtidig i den faktiske udveksling af varer, dvs. i deres overførsel fra hånd til hånd, i det sociale stofskifte.”[xv]
Da merværdien ikke produceres på cirkulationsområdet, og der modtages en andel af den merværdi, der opnås i produktionsprocessen, gælder det samme for de arbejdere, der arbejder i handelskapitalistens tjeneste:
”Vi skal skelne mellem ham og de arbejdere, der er direkte beskæftiget med industrikapital, på samme måde som mellem industrikapital og handelskapital og dermed mellem industrikapitalisten og handelsmanden. Da handelsmanden (…) hverken producerer værdi eller merværdi (…) følger det heraf, at de merkantile arbejdere, som han har ansat i de samme funktioner, ikke direkte kan skabe merværdi for ham.” [xvi]
I denne forbindelse er de, der arbejder i salg (bytteområde) af varer i form af varer eller tjenesteydelser, med andre ord ansatte, der arbejder i butikker, ikke produktive. Det samme gælder også for ansatte på det økonomiske område.
Ifølge Marx omfatter produktiv arbejdskraft således arbejdet hos arbejdere, der er ansat af kapitalisten i industrien, distributionstransport, oplagring og serviceproduktion. Tekniske variabler som disse arbejderes erhverv, det produkt de producerer, og betingelserne for deres arbejde er uden betydning med hensyn til arbejdskraftens produktivitet. Det afgørende er, at produktionsforholdet mellem arbejdskraft og kapital – som gør udbytningen mulig – er blevet etableret. Derfor, som Marx har givet eksempler på ved forskellige lejligheder, producerer fabriksarbejderen, rengøringsassistenten, servitricen, sangeren, læreren, ingeniøren, lægen, minearbejderen, akademikeren, forfatteren osv. en merværdi, når de indgår produktionsrelationer med kapitalen. Med Marx’ ord:
“De materielle egenskaber ved arbejdet og dermed dets produkt giver i sig selv ingen mening i forhold til denne sondring mellem produktiv arbejdskraft og uproduktiv arbejdskraft. For eksempel er det produktiv arbejdskraft i det omfang, en koks og en tjeners arbejde omdannes til kapital for hotelejeren. Men de samme mennesker er uproduktive arbejdere som tjenere, i det omfang jeg ikke skabte kapital fra deres tjeneste, men brugte min indkomst på dem.” [xvii]
Som det fremgår af alle disse udsagn, er tanken om, at Marx begrænsede produktionen af værdi eller produktiv arbejdskraft kun til industriel arbejdskraft – hvilket er en ret almindelig opfattelse – et eksempel på misinformation om Marx. Dette argument stammer fra den borgerlige politiske økonomi og var genstand for omfattende kritik fra Marx’ side. Produktion af merværdi og produktivitet i denne forstand er ikke relateret til en fysisk vare, men til forholdet af udbytning i produktionsprocessen, der danner grundlag for den kapitalistiske produktionsmåde, og i denne henseende er det et produkt af sociale relationer, der bærer klassemodsætningernes stempel.
Som følge af dette kan der med hensyn til den økonomiske tænknings historie bemærkes tre hovedkarakteristika ved Marx’ opfattelse af produktivt arbejde:
For det første fortsatte Marx traditionen med fysiokratisk teori og borgerlig politisk økonomi og så merværdi som følge af arbejde inden for produktion, ikke omsætning, social reproduktion eller forbrug.
For det andet accepterede og fastholdt han den skelnen, som Adam Smith og den borgerlige politiske økonomi foretog, som definerede produktiv arbejdskraft som arbejde, der udveksles med kapital.
For det tredje tog han afstand fra den tilgang, der reducerer merværdien til en konkret vare, objekt og dermed brugsværdien, som eksisterede i forskellige former i den fysiokratiske teori og den borgerlige politiske økonomi. Den producerede merværdi blev således konsekvent forklaret inden for rammerne af teorien om arbejdskraftværdi, det ophørte med at være den fysiske vare, der produceres i den ene eller den anden sektor, og den blev diskuteret i relationalitet og historicitet som et udbytteforhold mellem arbejdskraft og kapital.
Konklusion
Spørgsmålet om, i hvilken sektor merværdien produceres, har altid været et af de vigtigste problemer i den politiske økonomi, fordi grundlaget for det økonomiske system og garantien for de herskende klassers velfærd afhænger af produktion og tilegnelse af merværdi i klassesamfundene.
Fysiokratisk teori og klassisk økonomi har taget et vigtigt skridt i analysen af kapitalismen ved at flytte analysen af merværdi fra omsætnings- til produktionsprocessen. Fysiokrater begrænsede imidlertid den merværdi, som de så som en gave fra naturen, til landbrugsarbejde og til et konkret produkt. På den anden side definerede den klassiske politiske økonomi, især Smith, produktionen af merværdi som arbejde, der udveksles med kapital, der går ud over den konkrete form for arbejdskraft (landbrugsarbejde), og tog endnu et vigtigt skridt i analysen af kapitalismen med denne definition af produktiv arbejdskraft. Smith overvandt imidlertid ikke fuldt ud indflydelsen fra den fysiokratiske tilgang og indførte en anden definition af produktiv arbejdskraft og begrænsede den til industriel arbejdskraft, som kun producerede materielle/håndgribelige varer. Han undlod at udvikle en tilgang, der kunne forestille sig og omfatte kapitalisering af hurtigudviklende serviceproduktion i de senere stadier af kapitalismen.
Marx’ tilgang blev formet af den historiske akkumulering af viden om klassisk politisk økonomi. Marx’ analyse af kapitalismen og hans tilgang til produktiv arbejdskraft kan imidlertid ikke kun ses som rensning af klassisk politisk økonomi fra modsigelserne i arbejdsværditeorien. På basis af at befri den fra sine uoverensstemmelser udviklede Marx teorien om merværdi som den logiske konklusion. Dette er dog ikke en simpel afslutning eller konklusion. Dette er et metodisk brud, der sætter historicitet og sammenhæng i strukturer i centrum for sin analyse med sine modsætninger og konflikter.
I denne sammenhæng behandlede Marx kapitalismen og produktivt arbejde for kapitalisten ikke som elementer i en naturlig orden, men ud fra sine historiske betingelser, som den var formet i, og åben for forandring og forvandling. Han overskred den enstrengede analyse fra fysiokratisk teori og klassisk økonomi, som definerer produktivt arbejde med landbrugsarbejde eller industrielt arbejde, der producerer en konkret vare. Han opdagede den kvalitet ved arbejde, der går længere end konkrete former i kapitalistiske produktionsrelationer, og definerede merværdien på grundlag af produktionsrelationer, som er resultatet af udvekslingen mellem kapital og arbejdskraft.
Marx’ dialektiske metode og især hans tilgang til produktivt arbejde giver en stor mulighed for at forstå den økonomiske og politiske udvikling i nutidens verden og den nuværende kapitalismes generelle tendenser og orienteringer.
Med sit uundgåelige behov for at akkumulere (ophobe rigdomme) og dens ekspansionistiske natur trænger kapitalen nu ind i områder, der har formået at holde sig ude af markedet i hundreder af år, og omdanner dem på et kapitalistisk grundlag. Dermed vokser arbejderklassen med deltagelse fra forskellige faglige lag og sociale klasser. Kategorien produktivt arbejde vokser således med åbningen af nye industri-, service- og informationsproduktionsområder (knyttet til industri eller serviceproduktion), men den uproduktive arbejdsstyrke vokser også med udvidelsen af markedsføring, salg, finansiering, ejendomsspekulation osv. Marx’ kategori af produktiv arbejdskraft er vigtig for forståelsen af den stadige og igangværende produktivitetskrise, profitratens faldende tendens, stigningen i de finansielle aktiviteter, det intense pres for at gøre alt til en vare og privatisere ikke-markedsgjorde områder og andre aktuelle økonomiske udviklinger på trods af den enorme teknologiske udvikling i de sidste 20 år.
Oversat fra Unity & Struggle nr. 43, 2021
www.enhedogkamp.dk/unity-and-struggle-nr-43-nov-2021/
[i] Betegnelsen for den økonomiske politik, som europæiske stater førte i det 17. og 18. århundrede for at fremme erhvervslivet, især handel og håndværk, og dermed forbedre statens skattegrundlag. Den betød for første gang en nationaløkonomisk politik, men er ikke at opfatte som en sammenhængende systematisk økonomisk teori. Merkantilismen betød desuden aggressiv handelspolitik, som andre lande lige så aggressivt svarede igen på. En udvej af dette problem var at anskaffe sig kolonier, som man selv beherskede og derfor uhindret kunne etablere en gunstig handelsbalance med.
[ii] Fysiokraterne spillede en betydningsfuld rolle i oplysningstiden i 1700-tallet. Som alternativ til den rådende merkantilistiske politik argumenterede fysiokraterne for fri konkurrence uden statsindgreb. Fysiokraterne betragtede økonomien som et selvregulerende system. De betragtede landbruget som den eneste produktion, der reelt kunne forøge en stats rigdom.
[iii] Eurokommunismen er en særlig variant af den moderne revisionisme udviklet under Tito i den daværende Jugoslaviske republik.
[iv] Engelsk udgave: Marx, Theories of Surplus value: Volume One, p. 374
[v] Karakoc Transfers from Rubin, On Productive Labour-Unproductive Labour Separation, p. 20
[vi] Marx, K. (1999b) The Misery of Philosophy, Transl. A. Kardam, Sol Publications, Ankara, p. 104-105
[vii] Marx, 1997, p. 484
[viii]Det fænomen, at kapitalen nyder godt af kvinders gratis arbejdskraft i hjemmet, reducerer omkostningerne og øger dermed profitten. Men kapitalen ønsker kvinder på arbejdsmarkedet som billig arbejdskraft, at de bliver en direkte kilde til udbytning i det kapitalistiske system gennem fleksible arbejdsmetoder, og anser dette vigtige og på en måde indirekte bidrag (husarbejde) for utilstrækkeligt. Der er taget vigtige skridt som f.eks. en masse retlige tiltag i denne retning.
[ix] I dag, med brugerbetaling, investeringskapital, offentligt-privat partnerskab omkring de store hospitaler, resulterer dette i, at “offentlige” hospitaler i stigende grad åbnes for markedet. Når vi nærmer os denne omstilling og kapitalmodel, bliver arbejderne produktive arbejdere.
[x] Marx, Results of direct production process, p. 112 engelsk udg.
[xi] Marx, Capital: Volume One, p. 484
[xii] Marx, Theories of Surplus Value: Volume One, p. 148
[xiii] Når der f.eks. bygges en boligblok, er der både produktionsomkostninger og merværdi inden for bygningens værdi. Når en lejlighed i denne blok sælges, indkasserer byggefirmaet denne merværdi og lægger den i sin pengekasse. Ejerne af den samme lejlighed kan skifte ti gange om året. Således øges handelsmængden med 10 gange. Disse skift af ejerne skaber dog ingen ekstra værdi i landets økonomi, det er et skift af ejerne af den eksisterende fremstillede værdi, og der er ingen stigning i værdien i alt.
[xiv] Marx, K. (2004) Capital: Volume Two, trans. by A. Bilgi, Eris Publications, Ankara, https://www.marxists.org/turkce/m-e/kapital/kapital2.pdf, p. 113
[xv]Marx, Capital: Volume Three, p. 249
[xvi] Marx, Capital: Volume Three, p. 258
[xvii] Marx, Theories of Surplus Value: Volume One, p. 148