I arbejderklassen og de folkelige lag, blandt de unge, er mange bekymrede over den fortsatte styrkelse af politistaten, institutionernes stadig mere repressive karakter, den voksende militarisering af samfundet og den yderste højrefløjs valgfremgang valg efter valg.
Vi er nødt til at analysere disse fænomener så objektivt som muligt og forstå, hvad der driver dem.
Tendensen til stadig større reaktion er et af kendetegnene ved det kapitalistiske system på imperialismens stadium: Det er en tendens, der accelererer, og som påvirker både dets økonomiske basis – med en styrkelse af de mest aggressive monopolers position – og dets overbygning, dvs. de statslige institutioner, de politiske formationer og de reaktionære ideer, der spreder sig.
Denne tendens til reaktion på alle områder, ledsaget af en vækst i højreekstreme partier, påvirker alle vestlige “demokratier”: i Amerika med Trump, Bolsonaro, Javier Milei osv., men også i EU.
I denne artikel fokuserer vi på de vigtigste træk ved denne proces i Frankrig. Vi refererer til den som “fascisering”, men er omhyggelige med ikke at forveksle “fascisering” med “fascisme”.
For at forstå denne proces skal man tage to vigtige elementer i betragtning: vanskelighederne for den franske imperialisme, som ønsker at lægge vægten af sin krise på ryggen af arbejderklassen og de folkelige masser, og en radikalisering af de forskellige kampe i arbejderklassen og andre lag af de folkelige masser.
Nostalgi for “Frankrigs storhed”
På grund af sine strukturelle svagheder er den franske imperialisme dårligere i stand til at modstå den generelle krise i det imperialistiske kapitalistiske system og sakker bagud i forhold til andre konkurrerende imperialistiske magter. Dens forankring i EU er et vigtigt middel til at holde den inde i kapløbet, men dens vægt inden for denne imperialistiske konstruktion er mindsket.
I Afrika har den franske imperialisme lidt bitre politiske og militære tilbageslag. I Mali, Burkina Faso, Niger osv. har den mødt andre imperialisters appetit, men frem for alt vreden fra de befolkninger, der afviser dens økonomiske dominans og hærens tilstedeværelse.
Befolkningerne i de franske kolonier og neokolonier[i] gør i stigende grad oprør mod den undertrykkelse, de udsættes for. Den koloniale krise skærpes i Kanaky-Ny Kaledonien, Martinique og Guadeloupe, Mayotte …
Denne relative, men meget reelle tilbagegang afspejles ideologisk og politisk, især i den yderste højrefløjs nationalistiske og ultrareaktionære diskurs, som søger at skyde skylden på indvandrere og mere specifikt på muslimer. Men det er ikke alt.
Macrons opfordringer til “fornyelse” og “national samhørighed”
De stærke referencer til “oprustning” i Macrons diskurs er ikke tilfældige. Det er først og fremmest en oprustning i bogstavelig forstand, ledsaget af en stadig større militarisering af samfundet og økonomien. Men denne type diskurs, som har været et ledemotiv siden begyndelsen af året, har også en stærk ideologisk dimension. Macron taler om behovet for at “genvæbne den civile ungdom” med en allestedsnærværende henvisning til “republikkens værdier” og en konstant ophøjelse af “orden” og “autoritet”.
Det er rammen for reformen af gymnasiet, som er en del af en konservativ og tilbageskuende vision om skolegang, og generaliseringen af værnepligten, som bliver obligatorisk for hele aldersgruppen 15-16 år, dvs. 800.000 unge hvert år! Målet er ikke at vende tilbage til værnepligten og den obligatoriske militærtjeneste, som blev afskaffet, da Chirac professionaliserede hæren i slutningen af 1990’erne, men at bruge den som grobund for at indrullere et vist antal unge mennesker og mere generelt at forberede hjernerne på “højintensive konflikter” (såsom den interimperialistiske krig i Ukraine) ved at udvikle hærens og den imperialistiske “nations” reaktionære værdier.
Frygt for de “farlige klasser”
Urolighederne i juni 2023, som satte arbejderkvarterer i brand efter en ung mands død under en politikontrol, behandles af regeringen som rent hærværk, som der ikke skal søges nogen social undskyldning for, på trods af at disse unge mennesker kom fra kvarterer, der var blevet forladt. Det eneste svar er politiets, militærets og retsvæsenets håndtering af disse oprør.
Et af svarene på “Gilets Jaunes”-bevægelsen var loven mod lovovertrædelser fra 2019.
Fagforeningsfolk, der deltog i mobiliseringerne mod pensionsreformen i 2023, retsforfølges med den begrundelse, at de begik ulovlige handlinger som f.eks. strømafbrydelser rettet mod virksomheder.
For nylig blev demonstrationer og møder forbudt for at imødegå den folkelige bevægelse af solidaritet med det palæstinensiske folk. Generalsekretæren for fagforeningen CGT Nord blev arresteret i sit hjem den 23. oktober 2023, anbragt i politiets varetægt og retsforfulgt for “apologi for terrorisme” og “tilskyndelse til racehad” efter en pressemeddelelse, der fordømte Israels militære intervention i Gaza.
Politi og retsvæsen chikanerer også miljø- og bondeaktivister og deres foreninger, som er imod store, dyre og miljøødelæggende projekter, der kun gavner bygge- og anlægsmonopolerne eller landbrugsindustrien.
Organisationer, der forsvarer demokratiske frihedsrettigheder, fagforeninger og foreninger bliver kriminaliseret og økonomisk og juridisk “kvalt”.
Det er i denne kontekst, hvor man skærper klassekampen, ønsker at nedbryde arbejdernes og befolkningens modstand og styrke politistaten, at udbredelsen af sikkerhedslove, der angriber offentlige og individuelle frihedsrettigheder, finder sted.
| Sikkerhedslove og masseovervågning
Loven af 30. oktober 2017 “om indre sikkerhed og bekæmpelse af terrorisme” inkorporerede i almindelig lovbestemmelser, der tidligere var forbeholdt undtagelsestilstande: muligheden for at oprette beskyttende zoner, administrativt lukke tilbedelsessteder, indføre overvågningsforanstaltninger mod enhver person, der kan udgøre en alvorlig trussel mod sikkerheden og den offentlige orden, begrænse deres bevægelser, forbyde dem at demonstrere … Den blev i 2021 suppleret med en lov, der har til formål at styrke midlerne til overvågning af digital kommunikation og forbindelser. Covid 19-epidemien, hvis realitet ikke kan benægtes, har været anledning til omfattende social og politimæssig kontrol over en lang periode. Den blev ledsaget af udviklingen af et helt teknologisk overvågningssystem baseret på kameraer, sensorer og elektronisk overvågning. Med afholdelsen af De Olympiske Lege vil denne masseovervågning under dække af sikkerhed antage en endnu større dimension, ledsaget af muligheden for at kanalisere menneskemængderne. Denne store tendens styrker den økonomiske indflydelse og magt til at påvirke og manipulere for de monopoler, der producerer og kontrollerer de elektroniske ressourcer, der bruges. |
Miskrediteringen af det borgerlige parlamentariske demokrati
Den yderste højrefløjs valgfremgang er ubestridelig, men det er frem for alt stemmeundladelsen, der er det dominerende fænomen blandt arbejderklassen og den folkelige ungdom.
Kløften mellem det borgerlige demokratis repræsentative institutioner og folket bliver hele tiden større. Denne miskreditering påvirker også alle de politiske kræfter, der ønsker at styre tingene inden for rammerne af disse institutioner, som forekommer mere og mere udemokratiske.
For at presse sine nedskæringsbudgetter og dybt arbejder- og græsrodsfjendtlige love igennem har regeringen optrappet sin brug af totalt udemokratiske procedurer, som er tilladt af institutionerne selv, især artikel 49.3 i forfatningen. Det var især tilfældet med reformen af pensionssystemet, som i 2023 bragte millioner af demonstranter på gaden i næsten seks måneder.
Der er en voksende bevidsthed blandt dele af arbejderklassen og unge mennesker om, at dette ikke kun er et problem med politiske valg, men med et system, der skal ændres radikalt fra top til bund.
“Normaliseringen” af højreekstreme partier
Fra dette synspunkt adskiller Frankrig sig ikke fra andre lande.
De traditionelle borgerlige partier, både højreorienterede og socialdemokratiske, som er slidt ned af mange års forvaltning af borgerskabets og monopolernes interesser på bekostning af arbejdernes og befolkningens interesser, oplever, at en del af deres vælgerbase bevæger sig mod de højreekstreme partier. Sidstnævnte har ændret deres retorik og givet den en mere “social” karakter, selvom deres hovedtema stadig er det traditionelle om indvandring, der præsenteres som en trussel om invasion, en kilde til vold og usikkerhed for befolkningen[ii].
Marine le Pens National Samling har 88 valgte medlemmer i Nationalforsamlingen. I stedet for at udfordre mekanismerne i det borgerlige og parlamentariske demokrati bruger de dem til at demonstrere deres evne til at styre kapitalens anliggender inden for rammerne af det borgerlige demokrati. Det er det, de kalder deres “af-dæmonisering”.
Selvom disse partier officielt tager afstand fra dem, trækker de andre grupperinger med sig, som er mere radikale i deres diskurs (såsom Zemmours og Maréchal-Le Pens parti), herunder nyfascistiske eller nynazistiske grupper, som angriber migranter, unge og visse kategorier af mennesker såsom homoseksuelle, og som også kan angribe fagforeningsaktivister eller foreninger.
Disse forskellige højreekstreme grupper er meget aktive på sociale netværk og dækkes også bredt af mainstreammedierne. Tv-kanaler som Cnews, radiostationer som Europe 1 og ugeblade som Le journal du dimanche er blevet halvofficielle talerør for den yderste højrefløj.
| Monopolernes kvælertag på medierne
De trykte, elektroniske og digitale medier er alle uden undtagelse kontrolleret af store monopoler: Martin Bouygues, som står i spidsen for sin bygge- og anlægskoncern, har fingrene i tv-koncernen TF1; Bernard Arnaud, som står i spidsen for luksusvarekoncernen LVMH, ejer dagbladet Le Parisien og flere erhvervsaviser som Les Echos. Rodolphe Saadé fra Compagnie Générale Maritime (CMA CGM) har netop opkøbt nyhedskanalen BFM TV, radiostationen RMC og dagbladet Libération. Cnews, Europe 1 og Le Journal du Dimanche er alle ejet af Bolloré, som sætter mænd, der åbent erklærer, at de kommer fra den yderste højrefløj, i spidsen for redaktionerne. |
Hvorfor skelner vi mellem “fascisering” og “fascisme”?
På Kommunistisk Internationales 7. kongres advarede G. Dimitrov om den fascistiske fare med disse ord: “De imperialistiske kredse forsøger at lægge hele vægten af krisen over på arbejdernes skuldre. Det er derfor, de har brug for fascismen.” [Dimitrovs fremhævning]. Han specificerede, at “fascismens magtovertagelse ikke bare er den almindelige udskiftning af en borgerlig regering med en anden, men udskiftningen af en statslig form for borgerskabets klassedominans – det borgerlige demokrati – med en anden form for dominans, det erklærede terroristiske diktatur.” Samtidig insisterede han på faren ved at “undervurdere betydningen for etableringen af det fascistiske diktatur af borgerskabets reaktionære foranstaltninger, som i dag forværres i landene med borgerligt demokrati, og som knuser arbejdernes demokratiske friheder, forfalsker og udhuler parlamentets rettigheder og forstærker undertrykkelsen af den revolutionære bevægelse.”
Det er denne proces, som udvikler sig i borgerlige demokratier, som vi kalder “fascisering”. Det er vigtigt ikke at forveksle den med dens resultat – fascisme. At opretholde forvirring på dette punkt, eller at antyde, at vi står på tærsklen til et erklæret terroristisk diktatur, tilslører et vigtigt element: arbejdernes og folkets modstand. Det giver også næring til illusioner om de “volde”, som de liberale, socialliberale eller såkaldte “republikanske” højrefløjspartier kan repræsentere.
Den virkelige barriere mod reaktionen er den, som arbejderklassen, de folkelige masser og folkene opbygger
Retorikken fra den yderste højrefløj bliver taget op af højrefløjen og regeringen – som vi så det med immigrationsloven, som Marine le Pens parti hyldede som en “ideologisk sejr” for deres lejr. De spreder sig i visse sektorer af samfundet, men de er langt fra at have vundet over samfundet som helhed. Arbejdere i sundheds- og plejesektoren, i uddannelsessektoren, i detail- og fødevareindustrien, metalarbejdere, arbejdere i små og store virksomheder, jernbanearbejdere, lastbilchauffører, nogle landmænd osv. taler ikke om “Frankrigs tabte storhed”. De kræver bedre leve- og arbejdsvilkår, bedre lønninger for at kunne klare de stigende leveomkostninger og uoverskuelige udgifter. Mange unge mobiliserer sig mod højreekstreme ideer og grupper. Det er i alle disse kampe, at klassebevidstheden skabes, solidariteten mellem de udbyttede opbygges, og bevidstheden om behovet for et totalt brud med systemet vokser frem.
Tendensen til stadig større reaktion er iboende i det kapitalistisk-imperialistiske system, og derfor må kampen mod fascisering, ligesom kampen mod krig eller kampen mod udbytning, være knyttet til kampen mod det kapitalistisk-imperialistiske system. I alle mobiliseringer – fagforeninger, demokratiske, anti-imperialistiske osv. – arbejder vores parti for at øge bevidstheden om behovet og muligheden for at bryde med dette system, der knuser liv og ødelægger menneskeheden og planeten. I dette kapløb med reaktionen er det afgørende at styrke arbejderklassens parti og progressive masseorganisationer, at styrke enheden mellem arbejderklassen og de andre lag af de folkelige masser og at udvikle solidaritet med de arbejdere og folk, der kæmper for deres frigørelse.
Marts 2024
Oversat fra Unity & Struggle nr. 48, 2024
Tidskrift for CIPOML, Konferencen af marxist-leninistiske partier og organisationer
[i] Martinique, Guadeloupe, Ny Kaledonien-Kanaky, Reunion, Mayotte, Fransk Guyana, Fransk Polynesien.
[ii] Deres voldsomme anti-muslimske racisme har stort set fortrængt antisemitismen, som har dybe historiske rødder i alle disse partier: Nogle er nu store tilhængere af Israels politik i dets “krig mod islamistisk terrorisme”.