Det kapitalistiske Danmark har tabt ethvert selvstændigt udviklingsperspektiv. Den særlige ‘danske velfærdsmodel’ er afviklet. Store samfundsmæssige værdier, store dele af det nationale arvesølv, er privatiseret. Den herskende klasse er i færd med at afvikle nationalstaten og gøre Danmark til en provins i den Europæiske Union, den har solgt den nationale selvstændighed og selvbestemmelse. På internationalt plan optræder det kapitalistiske Danmark stadig mere reaktionært, som fast støtte til imperialismens ‘ny verdensorden’, som ny deltager i imperialismens og NATO’s aggressions- og røverkrige.
Den herskende klasse og dens skiftende regeringer, dens politiske partier, har intet at tilbyde arbejderklassen og det store flertal – andet end tilbagegang i levevilkår, mindre velfærd, mindre demokrati. Kun socialismen kan bringe arbejderklassen og det store flertal fremad og give Danmark en fremtid.(…)
Udviklingen af en revolutionær krise i Danmark – og dermed revolutionens udbrud og overgangen til socialisme – vil være afhængig af og tæt sammenvævet med internationale udviklinger, ikke mindst på det europæiske kontinent.
Danmark er et lille land, der er nabo til en imperialistisk stormagt, det genforenede Tyskland, som er den førende kraft i opbygningen af en ny imperialistisk supermagt, den Europæiske Union. Det er genbo til en anden stormagt, Storbritannien, der drømmer om at genvinde sin position i verdens centrum, som et mægtigt koloniimperiums behersker. Og det ligger tæt på et andet centrum for reaktion på kontinentet, det kapitalistiske Rusland.
Med tusind tråde er Danmark vævet ind i imperialismens strukturer, i EU, i NATO. Den herskende kapitalistklasse har i kraft af superprofitterne fra den imperialistiske udbytning haft overskud til at give arbejderklassen visse indrømmelser. Revolutionen i Danmark vil være påvirket af alle disse forhold, og også af arbejderklassens kampe på kontinentet, ikke mindst i landene i den Europæiske Union. Den vil med stor sandsynlig forløbe i sammenhæng med eksistensen af en revolutionær krise i en række af disse lande.
Alligevel vil revolutionen forløbe på national grund; og det samme gør opbygningen af socialismen. Revolutionens første opgave i forbindelse med arbejderklassens magterobring er at ekspropriere monopolerne, herunder de multinationale selskabers ejendom i Danmark, mens den knækker den herskende klasses modstand mod den revolutionære folkevilje. Den vil også konfiskere den øvrige kapitalistiske ejendom og de kapitalistiske formuer, som er blevet til ved udbytning af andres arbejde. Et socialistisk Danmark vil gøre sig fri af alle imperialistiske alliancer. Det vil bryde alle bånd til imperialismen.
Socialismen må begynde med at overvinde de skader, som den herskende klasse og imperialismen påfører samfundet i forbindelse med overgangen til virkeligt folkestyre. Den må opbygges uden den imperialistiske globale udbytnings superprofitter, alene i kraft af arbejderklassens og folkets egne ressourcer. Den danske arbejderklasse og befolkning hører til blandt de bedst uddannede og mest arbejdsomme i verden. Og selv om Danmark er relativt råstoffattigt og altid vil have behov for en stor international handel og udvikling, råder det også over mange ressourcer og er i stand til at udvinde flere og anvende dem i overensstemmelse med principperne for genopretning af balance med naturen, som energiproduktion ved vindenergi, solenergi osv.
Citat fra Arbejderpartiet Kommunisternes Principprogram – Manifestet for et socialistisk Danmark
Læs hele teksten her: Manifestet for et socialistisk Danmark