Kapitalismen befinder sig endnu en gang i en krisefase. Generelt er det en i historisk sammenhæng en fase for revolution. Hvilket ligger i “loven om den manglende sammenhæng mellem udviklingen af produktivkræfterne og de sociale relationer i produktionen”, som Karl Marx og Friedrich Engels kom frem til.
Men det er kun i en historisk sammenhæng, at revolutionens opgave skal løses ordentligt.
Revolutionære, især hvis vi er kommunister, må bevare revolutionens perspektiv i vores dagligdag som en daglig opgave. Det er den forskel og kraft, der adskiller de revolutionære og de konservative. Fordi det er det højeste ideal, der kalder os til revolutionær handling, og det arbejde, der opbygges dag for dag.
Selv om der ikke er nogen revolutionær situation i landet, så er vores mål og ideal at arbejde på at skabe den, og derefter at få det til at føre til en sejrrig revolution.
Hvis man ikke ser revolutionen som en daglig opgave og formål, fører det til et arbejde uden perspektiv, en rutine uden et mål, og til spildte muligheder, der kunne være brugt til at fremme den. Det var, hvad der skete i april 1984, da store dele af befolkningen gik på gaden i landets største byer i flere dage med en vilje til at kæmpe. Hvis der havde været en politisk og organiseret fortrop med fokus på formålet med revolutionen, kunne det have skabt en revolutionær situation.
Som det er blevet sagt, er revolutionen en opgave, der skal bygges hver dag under de forhold, som virkeligheden dikterer. Den daglige taktik er underordnet strategien. Taktikken drejer sig om, hvad der skal gøres her og nu, specifikt, i hvert øjeblik, i henhold til de kræfter, der er på spil, og især vores egne.
Med hensyn til taktik er der et væsentligt spørgsmål, som enhver aktivist må stille sig selv, især hvis man er marxistisk-leninistisk, eller blot revolutionær: Hvor stor en opslutning er der om din politik?
Hvis du ikke har tilstrækkelig støtte til dine opfordringer til handling, så når taktikken ikke længere til papiret eller ordene i en tale. Også selvom det undertiden er indlysende, hvad der skal gøres for at få tingene til at ændre sig. Men der sker ikke noget. Eller sagt på en anden måde, det der fortsat sker, er, hvad de herskende klasser beslutter skal ske.
I vores miljø er det almindeligt at høre ledere, for hvem revolutionen er en skinger tale ved enhver lejlighed, uden at bidrage med noget praktisk eller opbygge et bæredygtigt socialt grundlag til dette formål. De er chefer for det talte ord. Før april 1984 kunne man ofte høre grupper råbe, at de var klar til at gentage krigen fra april 1965. Deres ledere havde altid ordet revolution på deres læber og brugte alle former for tillægsord til at beskrive sig selv som konsekvente revolutionære, og også til at miskreditere dem, der var uenige. I den nordlige del af byen Santo Domingo kan man stadig se slogans som ”Vi har kanoner” malet på murene.
Men april 1984, hvor der var en kraft med et masseoprør, spredt over hele landet, dukkede den lovede revolutionære vilje og de kanoner, der var til rådighed i ord, aldrig op i virkeligheden.
Man bør ikke og kan ikke fortsætte på denne måde.
Heller ikke med blot at følge den daglige livsrutine, vente på symbolske datoer for at rose fortidens begivenheder eller endda at drage fordel af begravelser til at proklamere revolutionære almindeligheder, som selv systemets medier udsender, klar over, at de ikke er farlige.
At begive sig ad revolutionens vej er at udtænke et stort arbejde, hvor det altid er nødvendigt at tilføje nye skridt. Vi må holde op med at se det som noget, der vil ske en dag, og tage det op som et problem, som vi har rejst, og som afventer en løsning, som anført af kammerat Enver Hoxha i hans politiske rapport til den 8. kongres i Albaniens Arbejdets Parti.
Man er nødt til at ønske det og have viljen til at bygge det. Dette er grundlæggende, og det er en vigtig faktor i den revolutionære plan, uden hvilken de tilsvarende opgaver ikke vil blive udført.
Men det er ikke kun vilje; hvis man kun bygger på den, kan det føre til, at man går fejl af virkeligheden. Voluntarisme, som denne holdning kaldes, findes udbredt på den dominikanske venstrefløj. Det er en ikke-marxistisk filosofisk strømning, der mener, at det er vigtigere at basere sine beslutninger på vilje end på viden om virkeligheden.
Men det går ikke. Viljen skal tilpasses omstændighederne, til de objektive betingelser uden for vores bevidsthed, og som er lige så nødvendige. Revolutionen er resultatet af kombinationen af en vilje til at bygge den og de omstændigheder, hvorunder den er bygget.
Det er en realitet, at handlinger gensidigt påvirker og forandrer hinanden. Den revolutionære vil påvirke ved at styrke de faktorer, der passer til omstændighederne, og disse kan mobilisere viljen hos nogle. En idé og en handling skaber undertiden situationer, der ændrer massernes stemning, skaber de subjektive kampbetingelser eller massernes vilje til at kæmpe, forskellig fra den, der herskede før denne idé og handling.
At gå fra den instinktive og følelsesmæssige tilstand, som massebevægelsen undertiden har, til en bevidsthedstilstand om, hvorfor de kæmper, og hvad det fælles mål er, det er, hvad der ligger i, at man opbygger revolutionen gennem arbejderklassens og befolkningens bevægelser og kamp.
De folkelige kampe er det vigtigste scenario, hvor revolutionen opstår og udvikler sig. Derfor er det nødvendigt med forslag til hele tiden at organisere dem og gøre det bedre, til at forberede dem og guide dem væk fra højre- eller venstreafvigelser, der holder deres udvikling tilbage.
Spørgsmålet om valgkampen
Den parlamentariske valgkamp, som mange af os har arbejdet med i fyrre år, må i revolutionær sammenhæng forstås som bare én form blandt mange, som benyttes i revolutionær kamp, inden for rammerne af de nuværende politiske omstændigheder. Som en taktisk sag, for at akkumulere kræfter, men aldrig som et mål i sig selv. Man kan og bør deltage i valget vel vidende, at vi er på fremmed terræn fyldt med fælder af enhver art.
Det er vigtigt altid at overveje, om deltagelse i det ene eller andet valg – eller på et bestemt tidspunkt – akkumulerer revolutionære kræfter, eller om det blot er en investering i energi, ressourcer og ideer til en symbolsk tilstedeværelse.
Det handler om at foretage den nødvendige vurdering– ikke om at have en teoretisk diskussion om, hvorvidt kommunister og revolutionære skal deltage i borgerlige parlamenter eller ej.
I prologen til 1895-udgaven af Karl Marx’ bog Klassekampen i Frankrig, 1848-1850 har Friedrich Engels foretaget en vurdering af den politiske og sociale proces, der fulgte på nederlaget i Pariserkommunen (1871), og behandlet spørgsmålet om kommunisternes deltagelse i borgerlige parlamenter. I den hilste han den tyske arbejderklasse for, hvor godt den førte den parlamentariske kamp, og de resultater, den opnåede for organiseringen og udviklingen af de arbejdende massers politiske bevidsthed.
I denne prolog gav Friedrich Engels udtryk for vigtigheden af at forberede arbejderklassen til lange processer, hvor åbne former for samling af kræfterne ville være de vigtigste; meget forskelligt fra, hvordan de havde været på tidspunktet for Pariserkommunen, hvor barrikaderne og det revolutionære slag sejrede med deltagelse af en fortrop af klassen, som former for kamp for at opnå magt.
Den opsummering Lenin har i sin bog “Venstrekommunismen”, en børnesygdom, om spørgsmålet om valgdeltagelse, er bedre kendt. Der beskriver han, at bolsjevikkerne i kampen for den demokratiske revolution og socialisme deltog i de mest reaktionære parlamenter i Rusland på zarens tid.
Derfor er det ikke det teoretiske spørgsmål om at udnytte de borgerlige valg, der bør drøftes, men snarere de omstændigheder, hvorunder vi har taget dem op, og de praktiske resultater, som de dominikanske kommunister og revolutionære har opnået i gennemførelsen af denne politik.
Denne vurdering skal foretages ud fra et perspektiv om revolutionær ærlighed. Hvad er resultaterne af den institutionelle kamp, som vi hidtil har gennemført for revolutionens sag, som vi kæmper for – og for befolkningens velbefindende? Har vi samlet kræfter?
Er det muligt at ændre valgsystemet?
Et andet valgsystem kan vindes – og adskille sig i progressiv demokratisk forstand fra det, vi nu har i landet. Også her må vi insistere på, at det er muligt med en bred og energisk massepolitisk bevægelse. Massekamp er svaret. At skabe en politisk situation med befolkningen, der tvinger de herskende sektorer til at ændre de etablerede institutioner.
Vi skal udvikle fantasien og altid skabe former for kamp, der bidrager til at fremme den revolutionære politiske proces, og undgå den nuværende omfattende tendens til forstening i hovedet på mange mennesker, der reducerer den politiske kamp til det falske valg mellem revolution eller valgdeltagelse.
Revolutionen er en videnskab
Friedrich Engels sagde i 1874 forordet til sin bog Bondekrigen i Tyskland: “Socialisme, der er blevet en videnskab, kræver samme behandling som enhver anden videnskab – det skal studeres.” Han talte om teoriens betydning for den revolutionære kamp og understregede, at den tyske arbejderbevægelses styrke og uovervindelighed hvilede på det voksende greb, som den udviklede, politisk, teoretisk og praktisk-økonomisk.
Enhver, der tager spørgsmålet hvorfor revolution? op, især hvis man virkelig er dedikeret til det, bør bekymre sig, om at få studeret revolutionens teori, dens love og kategorier af analyse, så meget man er i stand til. Marxisme-leninismen udgør en bred teoretisk ramme, hvorfra vi kommunister og revolutionære kan fortolke virkeligheden og lede vores arbejde med henblik på at fremme og gennemføre revolutionen.
I sin bog ”Hvad må der gøres” (1902) behandler Lenin spørgsmålet om den organisation og strategi, det kommunistisk parti må følge, og i kapitel 4 understreger han vigtigheden af studier og den teoretiske kamp med denne tese: “Uden en revolutionær teori kan der ikke være nogen revolutionær bevægelse.” Dette punkt er endnu vigtigere i Den Dominikanske Republik, da det er klart, at der i vores bevægelse er en klar opgivelse af revolutionær teori. Frivillighed/voluntarisme (Saint Augustine, Arthur Schopenhauer m.fl.) og eksistentialisme (Friedrich Nietzsche, Søren Kierkegaard, Albert Camus, Jean Paul Sartre m.fl.) er meget nærværende, uanset om deres bærere er opmærksomme på det eller ej.
I Den Dominikanske Republik er der en stor militans uden revolutionære tanker. I den forstand dukker der nye grupper op fra tid til anden uden den mest elementære bekymring ved at definere selv en principerklæring, der forener dem om samme formål. De er forenet af en revolutionær verbal erklæring, med flere følelser end fornuft.
Dette er oprør mere end noget andet. Noget, der i første omgang er godt. Fordi oprøreren afviser ligegyldighed over for uretfærdighed og beslutter at reagere. Dette er et revolutionært potentiale, der skal tage springet til revolutionær militans og handling, som kun er muligt ved at indtage en teoretisk holdning, der understøtter revolutionær praksis.
Teori er også nødvendig for at overvinde et meget nærværende problem i den dominikanske revolutionære bevægelse, nemlig at gøre taktikker til et mål i sig selv, at blande strategi og taktik sammen eller omvendt, at begrænse sig til den generelle strategiske diskurs uden konkrete specificere svar på det, der sker i øjeblikket.
Revolutionen går ikke fremad, hvis taktikken ikke søger at fremme strategien. Eller hvis de forbliver generelle og uden at forholde sig til sin praksis som reaktion på den specifikke situation.
Forholdet og akkumuleringen af kræfter er to kategorier af teoretisk analyse, der gør det muligt at udvikle revolutionært politisk arbejde. De udtrykker i levende politik en af de tre grundlæggende love i marxistisk dialektik, nemlig at kvantitative ændringer slår om i kvalitative forandringer, som er en universel udviklingslov, der eksisterer i alle fænomener og derfor også i politiske og sociale.
De mobiliserede folkemasser er muligheden for revolution i Den Dominikanske Republik
Folkemassernes kamp udgør det vigtigste scenario, hvor revolutionen opstår og udvikler sig i. I det bliver de militante rækker smedet, ledere dukker op, og det er selvfølgelig også der, de kommunistiske og revolutionære partier vokser.
I disse kampe lærer og hæver masserne deres bevidsthed; de adskiller deres sande venner og allierede fra deres åbne og skjulte fjender. De lærer vigtigheden af deres enhed, styrke og behovet for at fortsætte ad denne vej.
At fremme disse kampe, at blive involveret i deres tanke og handling, altid søge deres politiske klarhed og perspektivet af magt, er en principiel holdning hos kommunister og revolutionære.
Men når vi tænker på målet med revolutionen og dens umiddelbare formål, når vi taler om folkemasserne, skal vi altid tage hensyn til de arbejdende klassers, arbejderklassens og andres placering og rolle, der er direkte knyttet til produktionen. Set fra det marxistisk-leninistiske perspektiv må vi altid sigte mod at sætte arbejderklassen i centrum i klassekampene, sikre, at de er knyttet til deres egne interesser og krav, og at det lykkes dem at forene de andre klasser med det umiddelbare formål med den revolutionære proces.
For det, og for at revolutionen skal krones med succes, må man forene et betydeligt flertal. Det er den eneste måde at besejre et mindretal på, der som mindretal har magten, fordi det er lykkedes at underlægge flertallet politisk, militært og kulturelt. Det er ikke kun en politisk og militær dominans, men også en kulturel dominans, hvad angår værdier.
Det er derfor vigtigt at bestemme drivkræfterne i den revolutionære proces, og inden for disse den vigtigste kraft. Kun ved at have et klart mål og revolutionens daglige opgave for øje kan man tilrettelægge et objektivt og dagligt arbejde med dannelsen af dens drivkræfter og hovedstyrken. De skal integrere den politiske kamp i alle dens former, det sociale, det ideologiske og det kulturelle på samme tid. For kampen vil kun være konsekvent revolutionær, hvis man samtidig bekæmper borgerskabets og højrefløjens politiske holdninger i almindelighed, og samtidig gennemhuller de teorier, der argumenterer og retfærdiggør denne klasses interesser, og det samme med de værdier, som magthaverne og reaktionen påtvinger den kollektive bevidsthed. Man kan ikke kæmpe for den revolutionære sejr, bekæmpe borgerskabets politiske holdninger, samtidig med at man godtager dets værdier.
Vi taler om at opbygge disse styrker, og med dette mener vi organisationen og i kamp de sektorer, der hele tiden kæmper for deres umiddelbare og mellemlange krav. De bliver til revolutionære styrker, når de indtager en politisk holdning til de historiske politiske problemer, som de skal stå over for og overvinde, og de går i aktion for at nå dette mål.
For kommunister og revolutionære giver arbejdet med arbejderklassen og folkemasserne generelt kun mening, hvis man overvejer og tager det op i det daglige liv ud fra perspektivet om at akkumulere kræfter til revolutionen og udføre denne. Det er målet – selv om det i praksis tager mellemformer og krav op, som f.eks. i fagforeningen, klubberne, lokalrådene, valgfronten og alle andre.
Den dominikanske revolution må være sammenhængskraften i den politiske kamp for de arbejdende folkemasser
I nogle lande åbnede guerillabevægelsen eller andre militære aktioner perspektiver eller skabte elementer af borgerkrig, der var gunstige for revolutionen.
Men i vort land skabte guerillaerne eller forsøg på militære aktioner med revolutionære mål kun tilbageslag af historiske dimensioner, såsom Manolo Tavárez’ og andre af hans ledsageres tab i Las Manaclas i december 1963.
Og desværre er snesevis af unge revolutionære, som forsøgte at være en del af muligheden for at markere revolutionen, faktisk gået tabt. Nogle af disse tab skete, efterhånden som massekampen voksede, og disse dødsfald bidrog til at bremse bevægelsen.
Erfaringerne fra revolutionen i april 1965
Som det er nævnt, i Den Dominikanske Republik er det kun folkemassernes politiske kamp, der har skabt revolutionære situationer eller politiske kriser, der kunne udvikle sig til en revolutionær situation.
Krigen i april 1965 er den mest relevante sag, som var et resultat af, at befolkningen tog til gaderne, efter Trujillos diktatur faldt i 1961, og krævende rettigheder, offentlige frihedsrettigheder, social retfærdighed og fordelingen af rigdom. Valget i 1962, vundet af Det Dominikanske Revolutionære Parti (PRD) og professor Juan Bosch som kandidat, lagde en dæmper på denne proces med voksende folkelige kampe. Men disse tog form igen efter Yankee-oligarkiske kup mod regeringen og den forfatning, der blev til efter valget.
Arbejderklassen blev den vigtigste kraft, der begyndte at kræve “tilbagevenden til forfatningen fra 1963 uden [nye] valg”.
Der var dengang en politisk krise, der skabte elementer af borgerkrig, og disse udviklede sig til et civilt-militært oprør.
Den revolutionære krig i april 1965 var ikke et spontant udbrud. Det var resultatet af den ophobning af situationer, begivenheder og kampe, der endte under de omstændigheder, der blev skabt i 24. april samme år.
Det dominikanske folks udholdenhed og nødvendigheden af at kæmpe for at vinde deres frihed og demokratiske rettigheder er blevet udviklet siden kampene mod Yankees militære intervention i 1916 og mod Rafael Leónidas Trujillo Molinas diktatur (1930-1961), som var en direkte konsekvens af denne intervention.
Forfatningen af 1963, bekendtgjort af regeringen, var en programmatisk syntese af en god del af de folkelige ønsker i hele perioden siden 1916.
Kort sagt, efter Trujillo-diktaturets fald gik de arbejdende og folkelige masser på gaden med krav om frihed, demokrati, social retfærdighed og fordelingen af diktatorens families rigdom. Sluserne blev åbnet for folkelige protester, som tidligere var blevet undertryktrykt.
Mellem 1961 og 1963 blev bevidstheden og målet sammenfattet med baggrund i den ophobning, der langsomt var sket gennem årtier, hvilket muliggjorte en folkelig politisk og social front med et fælles krav: Genskab regeringen og forfatningen fra 1963 uden [nye] valg. Dette førte til enheden af civile og forfatningsmæssige militære styrker.
Det er værd at understrege dette spørgsmål om en bred politisk og social front omkring ét krav, som forenede alle de forskellige interesser. Fordi alle de revolutioner, uden undtagelse, der har sejret, har haft denne egenskab: Det er lykkedes fortroppen at forene andre sektorer omkring den i det afgørende øjeblik i den historiske situation.
April 1965 var en genoptagelse af processen med den politiske kamp, det dominikanske folk havde ført i årevis.
I opbygningen af revolutionen i Den Dominikanske Republik må vi blive ved med at studere hele denne samling af erfaringer.