Marxismen-leninismen tillægger nogle spørgsmål meget stor betydning. Spørgsmål, som de fleste partier ignorerer eller negligerer. De synes ikke, vi skal bruge så meget tid på det – lad os da bare komme videre med sagen. Men disse spørgsmål er netop sagen.
Ét sådant spørgsmål er klasserne. At forstå klassekampen, hvordan kapitalister og arbejdere står i forhold til hinanden, hvordan deres klasseinteresser står i uløselig modsætning, det er afgørende. Og det er ikke nogen tilfældighed, at så meget energi lægges i at tale klasser og klassekamp væk. Forståelsen af klassekampen er nemlig et kernespørgsmål i kampen for at forandre samfundet.
Et andet sådant spørgsmål er staten.
For reformisterne står staten over klasserne, ved siden af klasserne (i det omfang de overhovedet anerkender eksistensen af klasser). Den er – eller kan i hvert fald være – hele folkets. Den er virkeliggørelsen af universelle rettigheder.
Men staten er ikke uafhængig af klassekampen, ikke over eller ved siden af. Tværtimod er staten et produkt af klassekampen.
Staten eksisterer i kraft af klassekampen og har som sin mest fundamentale opgave at fastholde den ene klasses herredømme.
”Staten,” siger Engels, idet han sammenfatter sin historiske analyse, ”er altså ingenlunde en magt, der er blevet påtvunget samfundet udefra, lige så lidt er den ’den etiske idés virkeliggørelse’, ’fornuftens billede og virkeliggørelse’, som Hegel påstår. Den er tværtimod et produkt af samfundet på et bestemt udviklingstrin, den er en indrømmelse af, at dette samfund har indviklet sig i en uløselig selvmodsigelse og er blevet spaltet i uforsonlige modsætninger, som det er ude af stand til at mane bort. Men for at disse modsætninger, klasser med modstridende økonomiske interesser, ikke skal fortære sig selv og samfundet i en frugtesløs kamp, er en magt, som tilsyneladende står over samfundet, blevet nødvendig, en magt, der skal dæmpe konflikten og holde den inden for ’ordenens’ skranker, og denne magt, der er udgået fra samfundet, men stiller sig over det og mere og mere fjerner sig fra det, er staten.” 1
Hvorfor er spørgsmålet om staten så vigtigt?
Reformisterne hævder, at staten er uafhængig af klasseinteresser. De påstår, at hvis arbejderne vinder magten over staten, magten i det borgerlige demokrati, så kan de vende denne magt mod kapitalisterne. Så kan de bruge den kapitalistiske stat til at skabe socialisme.
At anskue staten som løsrevet fra klassekampen er altså et af de reformistiske greb, der med et pennestrøg fjerner revolutionen som et strategisk mål for arbejderne.
I den demokratiske republik – skriver Engels, ”udøver rigdommen sin magt indirekte, men så meget sikrere”. For det første ved ”direkte embedsmandskorruption” og for det andet ved ”alliancen mellem regering og børs”.
Der er svingdøre mellem finanstilsyn og banker, mellem fødevaretilsyn og fødevareindustri, mellem lægemiddelstyrelse og medicinalindustri. Borgerskabet roterer mellem regeringsposter, bestyrelsesposter i fagforeninger og selskaber, direktørposter, osv. Forskellen mellem direkte og indirekte kontrol, mellem bestikkelse og alliance, er mest af akademisk interesse.
Den demokratiske republik, skriver Lenin, er den bedste politiske skal om kapitalismen, der tænkes kan. Derfor bygger kapitalen, efter at den har sat sig i besiddelse af denne bedste skal, sin magt på en så fast og sikker grund, at ingen udskiftning hverken af personerne, institutionerne eller partierne i den borgerlige demokratiske republik kan få denne magt til at vakle.
Socialdemokraterne under Mette Frederiksen mindes Anker Jørgensen med stolthed og nostalgi – ”en rigtig arbejder, der førte rigtig arbejderpolitik”. Men kapitalismen blev aldrig truet af denne såkaldte arbejderpolitik. Den herskende klasse var og er kapitalisterne.
Reformismen insisterer: Vi har jo frie, lige valg. Vi skal bare vinde et flertal for socialismen, så vedtager vi den, skriver Enhedslisten i sit principprogram. Men i en stat, hvor propagandaapparatet og alle institutionerne er uløseligt forbundet til kapitalen, er der ikke frie, lige valg. Den såkaldte nordiske velfærdsstat forherliger klassesamarbejdet. ”Hvis bare toppen af fagbevægelsen sætter sig til bords med toppen af erhvervsliv og industri, så forhandler vi os frem til løsninger for alle”.
Men fagbevægelsens institutioner – med trepartsforhandlinger, arbejdsret osv., vokser sammen med staten, og fagtoppen er groet ind i kapitalistklassen. Kapitalisterne forbliver den herskende klasse, og vi vinder aldrig mere end midlertidige indrømmelser. Fortsat profit er det altoverskyggende mål, og statens undertrykkelsesmekanismer vender fortsat mod arbejderklassen og den brede befolkning. Ikke som en kanon, der kan drejes, men som et fundament, der kun kan fjernes ved at rive hele huset ned.
Tag politiet: De varetager mange opgaver, men den mest fundamentale er at sikre statens sikkerhed. Sikre, at den kapitalistiske stat bevarer et monopol på vold og magt, at ingen for alvor truer den kapitalistiske orden. I sparetider falder opklaringsprocenten på tyverier, men statens sikkerhed er der altid råd til.
Tag uligheden i sundhed: Reformisterne vil løse det med reformer. Med dyre cigaretter og rygeforbud. Med lidt lavere pensionsalder til nogle arbejdere. Med lidt flere sygeplejersker og læger. Men at arbejdere dør tidligere og bliver mere syge end investorer, skyldes ikke prisen på tobak. Uligheden skyldes, at livet som arbejder under kapitalismen er mere ødelæggende end livet som investor. Uligheden i sundhed skyldes uligheden i kapitalismen. Et stærkere arbejdstilsyn kan være en midlertidig sejr, men virksomhederne drives fortsat for profit. Med et kapitalistisk system er arbejderens vilkår altid under pres.
Retten til at profitere på andres arbejde, retten til at eje produktionsmidlerne er fundamental for den kapitalistiske stat. Den ret anerkendte fagbevægelsen i 1899. De slog fast, at kapitalisterne har retten til at lede og fordele arbejdet, at det kapitalistiske system og den kapitalistiske stat er uomtvistelig. Det følgende århundrede har fagbevægelsens top brugt på at vokse sammen med denne stat, og på at forvandle arbejdernes kamporganisationer til vedhæng til den kapitalistiske stat. Støt og sikkert er det, der engang var redskaber til at udøve arbejderklassens magt, blevet redskaber til at udøve borgerskabets magt. I bedste fald ved at propagandere for ro og fred. I værste fald ved at forfølge og underminere de dele af arbejderklassen, som vil vende klassens magt mod kapitalisterne.
Denne stat rækker ind i alle dele af samfundet. Den regulerer og registrerer livet fra vugge til grav, udøver overvågning, fysisk og social kontrol i enorm skala. Denne stat opsluger bevægelser og organisationer for at forvandle dem til sine egne. Er det denne stat, vi skulle kunne bruge til arbejderklassens frigørelse? Til overtagelsen af produktionsmidlerne? Til at fratage kapitalisterne magten? Og man kalder kommunisterne naive …
Nej, at skabe socialisme fra folketinget er en blindgyde, der kun tjener til at aflede og bremse arbejdernes kamp.
Revolutionen
At man ikke vinder klasseherredømmet med den gamle stat, med den hidtidigt herskende klasses redskab, den erfaring har borgerskabet selv engang gjort.
Under enevælden var staten et redskab for aristokratiets klasseherredømme. I takt med at borgerskabet voksede frem som klasse, i takt med at samfundet blev kapitalistisk, stod borgerskabet i stadigt skarpere modsætning til aristokratiet. Men staten var ikke en neutral mæglingsinstans mellem klasserne. Staten var et redskab for aristokratiet, og da borgerskabet vandt magten, skabte de en ny stat – borgerskabets stat, kapitalisternes stat. Aristokratiets redskab til klasseherredømme blev ikke overtaget af borgerskabet, det blev nedbrudt af det revolutionære borgerskab og erstattet med borgerskabets egen stat. Revolutionerne fandt forskellige former, men gennemgående var brugen af eller truslen om vold, og etableringen af borgerskabets klasseherredømme, den kapitalistiske stat.
Den borgerlige stat er ikke statisk. Den er foranderlig, præcis som staten under enevælden var foranderlig. Krige, sociale og økonomiske omvæltninger osv. forandrede og prægede staterne gennem århundreder, og staternes historie afspejler historien om klassernes indbyrdes magtforhold.
De kapitalistiske stater har også mange udtryk – fra åbent fascistisk diktatur til republikker med borgerlige frihedsrettigheder i forfatningen. Men ligesom den stat der var et redskab til aristokratiets klasseherredømme aldrig kunne blive borgerskabets stat, bliver den stat, der er et redskab til borgerskabets klasseherredømme, aldrig arbejdernes stat.
Vi kan altså ikke stemme os til socialismen, og vi kan ikke bruge den gamle stat. Hvad så?
Der forestår to store opgaver: Ødelæggelsen af den gamle stat og opbygningen af den nye. To opgaver, der er dybt afhængige af hinanden.
Læren om klassekampen, som Marx har anvendt på spørgsmålet om staten og den socialistiske revolution, fører nødvendigvis til anerkendelse af proletariatets politiske herredømme, dets diktatur, dvs. en magt, som det ikke deler med nogen, og som direkte støtter sig til massernes væbnede magt. Det er kun muligt at gennemføre bourgeoisiets fald ved at forvandle proletariatet til herskende klasse, så det er i stand til at holde bourgeoisiets uundgåelige fortvivlede modstand nede og med samfundsøkonomiens nyordning for øje organisere alle arbejdende og udbyttede masser.
Altså, ligesom borgerskabet tilkæmpede sig magten, må arbejderne tilkæmpe sig magten. Kampen tager mange former: strejker; fabriksbesættelser, civil ulydighed, blokader osv. At sætte varetransporten ud af spillet vil f.eks. hurtigt lamme store dele af den kapitalistiske produktion. Men så længe den kapitalistiske stat består, råder den over svært bevæbnet politi og militær, understøttet af historiens ubetinget mest omfattende overvågningsapparat.
Havde kampen kun for øje at ødelægge den kapitalistiske produktion og nedbryde den kapitalistiske stat, så var den både meningsløs og umulig. Meningsløs, fordi socialismen ikke dukker op ud af det blå for at udfylde tomrummet. Umulig, fordi en svært bevæbnet stat kun kan besejres med militant organisering.
Men selv de organiserede arbejdere truer ikke for alvor den kapitalistiske stat, medmindre deres våben vendes den rette vej. Medmindre kampens mål bliver klart. Det er altså ikke nok at være organiseret, man må også forstå staten, forstå klassekampen. Man må forstå, at kampen gælder klasseherredømmet – nedbrydningen af borgerskabets stat og opbygningen af arbejderklassens stat, proletariatets diktatur.
Kommunisterne forsmår at skjule deres anskuelser og deres hensigter. De erklærer åbent, at deres mål kun kan nås ved, at hele den bestående samfundsordning styrtes med magt. Lad kun de herskende klasser skælve for en kommunistisk revolution. Ved den har proletarerne kun deres lænker at tabe. De har en verden at vinde. 2
Oktoberrevolutionen i 1917 viste for første gang, at nok er den socialistiske revolution en omfattende opgave, men den er mulig.
Oktoberrevolutionen var ikke en enkeltstående begivenhed, men en kulmination på årtiers kampe. Forud gik et systematiske arbejde med organisering af arbejder- og bondesovjetter, med opbygning af alliancer og enhed. Kampen for forbedringer her og nu gik hånd i hånd med kampen for at skrotte hele det bestående system, erstatte det med proletariatets stat. Ved at rejse og rent faktisk kæmpe for det store befolkningsflertals krav stillede arbejderklassen og arbejderklassens parti sig i spidsen for kampen. Revolutionen var ikke kun en sejr for de russiske arbejdere, men en sejr for det russiske folk. Det var en sejr for hele verdens arbejderklasse, fordi det viste i praksis, at revolutionen er mulig. Det viste, at kapitalismen ikke er historiens endepunkt, men at arbejderklassens stat – proletariatets diktatur, er mulig. Det var en sejr for hele verdens folk, fordi det viste, at arbejderklassens stat, proletariatets diktatur, var garanten for deres levevilkår. Det viste, at arbejderklassen ikke bare kæmpede for sin egen klasses krav, men for det brede flertals krav.
En af Oktoberrevolutionens erfaringer var altså, at revolutionen er mulig, og at proletariatets diktatur er en stat for det brede flertal.
En anden af Oktoberrevolutionens erfaringer var, at borgerskabet forsvarer sit klasseherredømme til det sidste.
En undertrykt klasse, som ikke tilstræber at lære våbenbrug, at besidde våben, en sådan undertrykt klasse fortjener kun at blive behandlet som slaver. Heller ikke vi kan uden at forvandles til borgerlige pacifister eller opportunister glemme, at vi lever i et klassesamfund, og at der ikke findes og ikke kan findes nogen anden vej ud end gennem klassekamp. I ethvert klassesamfund – om det er baseret på slaveri, livegenskab eller som i dag på lønarbejde – er den herskende klasse bevæbnet. Ikke blot nutidens stående hære, men også nutidens milits er – selv i de mest demokratiske borgerlige republikker, som f.eks. Svejts – bourgeoisiets våben mod proletariatet. Dette er en så elementær sandhed, at det næppe skulle være nødvendigt at opholde sig særligt ved den. Det må være nok at nævne militæropbuddene mod strejkende i alle kapitalistiske lande. 3
Selv med revolutionen var kampen ikke vundet. Sovjetunionen var mål for et veritabelt stormløb af imperialistiske angreb, kulminerende med Nazitysklands udryddelseskrig. Imperialismens vold har ingen grænser eller begrænsninger, når kapitalens klasseherredømme, når kapitalisternes profitjagt er truet. Men kapitalen kan besejres.
Det er ikke god skik at tale for vold mod staten som politisk middel her i Danmark. Vores historie flyder ellers over med politisk vold. Ja, selv vores elskede Dannebrog blev født midt i et blodigt slag. I et årti har det officielle Danmark flaget for ”Danmarks Udsendte” – flaget for dem, der med vold fører dansk politik uden for Danmarks grænser.
Også i det socialdemokratiske mønstermonarki Danmark er borgerskabet svært bevæbnet. De, der formaster sig til rent faktisk at true eller udfordre kapitalen, bliver systematisk gennembanket. Med knipler, hundebid, tåregas – og pistoler og tungere våben er ikke langt væk. Vi efterlades ingen tvivl om, at hærværk mod banker og vold mod stat og politi er uacceptabelt. Skulle en politiker eller offentlig personlighed formaste sig til at udtrykke sympati herfor, ryddes sendefladen, indtil den rette orden er genoprettet. Allerhøjst kan vi tale om, hvorvidt politiet gav dem for mange bank. Statens voldsmonopol må der ikke stilles spørgsmålstegn ved.
Alle arbejderklassens erfaringer er, at dette svært bevæbnede borgerskab reagerer med vold, når dets magt er truet. At vælte kapitalismen uden magt er ikke muligt.
Vi har et marxist-leninistisk parti i dag, APK. Det ikke er et stort parti. Kampen for at sikre et kommunistisk parti i Danmark, den politiske kamp mellem en reformistisk eller revolutionær linje, har ført til, at et nyt parti har måtte genopbygges flere gange. Men APK er et parti, der aktivt kæmper for arbejderklassens liv og fremtid og for revolutionen.
Fagbevægelsen er gennemsyret af reformisme, og toppen i fagforeningerne slår hårdt ned, hvor de organiserede arbejdere udfordrer den bestående orden det mindste. Alligevel rejser arbejderne sig. Fagforeningerne lukker døren for tusindvis af arbejdsløse og udstødte, og sådan tvinger fagtoppen selv de dårligst stillede arbejdere til radikalisering.
Revolutioner kommer ikke i opgangstider. Det er en hård kamp at kaste sig ud i – det gør man ikke, når det går bedst, og løftet om en bedre fremtid under kapitalismen synes opnåeligt. Men når kapitalismens kriser tvinger folk ud i fattigdom for at opretholde profitten, så bliver modsætningerne tydeligere. Så træder statens klassekarakter frem for de fleste. Når det socialdemokratiske løfte om arbejde og velfærd smuldrer, når boligspekulanter sætter familier på gaden, når industrimonopoler fyrer arbejdere for at opretholde milliardprofitter, når protester mødes med stadig mere vold, så er den kapitalistiske stat en ekstremt effektiv skole for den revolutionære teori og den revolutionære organisering.
Revolutionen er akkurat lige så nødvendig i det 21. århundrede, som den var i det 20. Kapitalisterne er stadig ved magten, staten er stadig deres, og det er ikke nok at spørge pænt.
Arbejderne må organisere sig i og omkring arbejderklassens marxistisk-leninistiske parti. De må organisere sig om klassens krav, om befolkningens krav. De må organisere sig om den revolutionære teori, om forståelsen af klassekampen, om forståelsen af statens klassekarakter. Og de må organisere sig for at styrte den kapitalistiske stat og opbygge arbejderklassens stat, proletariatets diktatur.
Noter:
1) Engels: Familiens, Privatejendommens og Statens Oprindelse citeret af Lenin: Udvalgte Værker Bind 9, Staten og Revolutionen, Forlaget Tiden 1984
2) K. Marx & F. Engels: Det kommunistiske partis manifest
3) Lenin: Udvalgte Værker Bind 6, Den proletariske revolutions militærprogram, Forlaget Tiden 1981