Op til landsmødet i det norske parti Rødt i februar i år har der været ført en intern magtkamp i fuld offentlighed. Striden drejer sig om ledelsens tilslutning til regeringens forsvarsforlig med stor øget militarisering og opbakning til NATO. Herhjemme har vi set en lignende udvikling i Enhedslisten, som Rødt bedst kan sammenlignes med. Også den har for nylig afholdt et landsmøde for at sikre, at der ikke kommer røde pletter på opbakningen til den danske regerings krigspolitik.
At imperialismens krige nu igen foregår i Europa efter en lang periode med fred i regionen, har med næsten øjeblikkelig virkning disciplineret store dele af det, der er blevet defineret som venstrefløjen i Europa. De stiller sig nu bag hver deres regerings oprustnings- og krigspolitik i fredens og nationens forsvars navn. Det er det direkte modsatte, der er brug for til at udvikle klassekampen mod imperialistisk krig og dets årsager, imperialismen selv.
Hvordan kunne det komme hertil? spørger nogle sig selv.
En ny pjece, ”Skuddermudder på venstrefløjen” af Jan R. Steinholt, KPML, giver et godt og fyldestgørende svar. Den beskriver, hvordan den norske parlamentariske venstrefløj og venstrefløjspartierne har udviklet sig frem til åbent at støtte norsk imperialisme, regeringens krigspolitik og ikke mindst NATO. Pjecen går samtidig bagom og giver en marxist-leninistisk analyse og forståelse af, hvorfor denne udvikling er sket og nogle vigtige bud på, hvad der må gøres.
Om formålet med pjecen siger forordet således:
”Denne pjece har til formål at kaste lys over, hvorfor og hvordan den parlamentariske venstrefløj er blevet krigsliderlige NATO-skønmalende forsvarere på rekordtid efter den russiske invasion af Ukraine i 2022. Og den forsøger at give en indikation af, hvad der kan og skal gøres for at forhindre, at arbejderklassen endnu en gang bliver offer for nye imperialistiske krige.
Skuddermudder er ikke en joke, hvis det var det, du troede. Slå det op, hvis du er i tvivl. Fonetisk kan man næsten høre, at det beskriver virvar og forvirring. Kort sagt er det et udtryk, der beskriver den sørgelige tilstand på dagens venstrefløj, nærmere bestemt i SV og Rødt.
Begge partier er eksponenter for en borgerlig og småborgerlig tankegang, der passer som fod i hose til den norske imperialismes ambitioner. Det mest åbenlyse er selvfølgelig, når de bifalder oprustning og NATO-medlemskab. Objektivt set fungerer de to partier ved at puste liv i den socialdemokratiske reform, som Arbeiderpartiet for længst har forladt.
Ligesom de socialliberale i Arbeiderpartiet forsvarer de det kapitalistiske system i form af den norske (eller nordiske) model, en model for klassesamarbejde og korporativisme, der blev udviklet i efterkrigstiden. Ord som socialisme, klassepolitik og viljen til at omstyrte det eksisterende system er blevet fjernet fra ordforrådet hos frontfigurerne i SV og Rødt, bortset fra lejlighedsvise festtaler. De vil have kapitalisme og kapitalister, bare med ’lidt mindre forskelle’ mellem rig og fattig.
Mønsteret ligner det, vi ser i Sverige (Vänsterpartiet), Danmark (Enhedslisten) og andre europæiske lande. Venstrefløjen er blevet et begreb, der er blottet for et socialistisk klasseperspektiv.
Skiftet til højre har stået på i årtier, med nye kvalitative spring i den forkerte retning i de seneste år. År efter år har oprørske røde mennesker i SV og Rødt klynget sig til håbet om, at udviklingen kan vendes ved den næste korsvej. Hver gang bider de nederlag og skuffelse i sig. Mange nægter stadig at indse, at løbet er kørt.”
Fantasi om nordisk sikkerhedspolitisk fællesskab i NATO
Der gives i pjecen mange vigtige eksempler og afsløringer i dagens konkrete politik, på hvordan venstrefløjen bøjer og snor sig som på militær kommando fra magthaverne. Her skal bare tages to spørgsmål, som direkte kan relateres til Enhedslistens argumenter for selv samme politik som det norske Rødt.
Det ene er spørgsmålet om fælles nordisk sikkerhedspolitik og NATO. Enhedslistens Pelle Dragsted har i forbindelse med Trumps aggressive imperialistiske udmeldinger om bl.a. at bruge militær magt for at få kontrol over Grønland foreslået, at dansk sikkerhedspolitik nu må knyttes til den fælles nordiske sikkerhedspolitik og værdifællesskab.
Det er helt klart at stikke folk blår i øjnene og forsøge at snakke udenom, i samme øjeblik USA’s førerskab står afklædt som aggressor. For Enhedslisten fastholder samtidig sit fulde opbakning og støtte til medlemskab af NATO med USA-imperialismen og dets skiftende præsidenter i spidsen.
I denne pjeces afsnit ”Omrokeringer på imperialismens skakbræt” får man et både historisk og aktuelt perspektiv på, hvem der styrer dette såkaldte nordiske fællesskab inden for NATO’s rammer. Det hedder bl.a.:
”Før 1990 var NATO’s udvidelse mod øst, hvor alliancen opslugte både alliancefri stater og tidligere Warszawapagt-lande, helt utænkelig – selv for Washington. Præsident Mikhail Gorbatjov fik højtidelige løfter om, at NATO ikke ville udvide en tomme mod øst.
Men siden DDR (Tyske Demokratiske Republik) blev annekteret af Vesttyskland i 1990 i en såkaldt genforening af de to tyske stater, har NATO-alliancen fordoblet antallet af medlemslande fra 15 til 32, med det tidligere alliancefri Sverige som det foreløbigt sidste trofæ (2024). Det efterlader ingen deeskalerende stødpudestater mellem Rusland og NATO.
I 1970’erne var det ikke ualmindeligt, at yngre officerer i Nordnorge havde en campingvogn stående i Sverige, hvis helvede skulle bryde løs. Det ville ikke være til megen hjælp i dag. Tanken om at integrere Finland og Sverige, to lande med en lang historie af alliancefrihed, i NATO var ikke helt ny for NATO-strateger. Men de objektive omstændigheder skulle være gunstige for at få de NATO-skeptiske finner og svenskere til at vende hovedet. Desuden skulle det hele pakkes ind i en fantasi om et nordisk sikkerhedspolitisk fællesskab.
For at realisere ideen blev den tidligere danske statsminister Anders Fogh Rasmussen udnævnt til NATO’s generalsekretær i 2009. Han blev afløst af den tidligere norske statsminister Jens Stoltenberg i 2014. Begge havde markeret sig som ivrige udøvere af amerikansk politik. Fogh Rasmussen gjorde sig tidligt bemærket ved at trække Danmark ind i krigen mod Irak i 2003 og for sin berygtede udtalelse ’Irak har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget, vi tror. Vi ved det’. Det var selvfølgelig en løgn.
Jens Stoltenberg demonstrerede sin vilje til at bryde international lov, da han tillod norske F-16-fly at kaste 588 bomber over Libyen i 2011, med et ukendt antal civile ofre. Han har siden udtalt, at han ville gøre det samme igen. To skandinaver i træk som generalsekretær for NATO ville ellers have været helt uhørt. I 2022 blev Stoltenbergs periode forlænget for at få Sverige med i alliancen og få styr på de genstridige medlemslande Tyrkiet og Ungarn. Det lykkedes ham endelig, da Sverige formelt blev optaget som NATO-medlem den 7. marts 2024. To hundrede års svensk alliancefrihed blev forvist til historiebøgerne.”
Krigsbudgetter mod atomvåben
Den norske parlamentariske venstrefløj stemte sidste år for en ekstrabevillig på 600 milliarder norske kroner til militæret. Det skete samtidig med, at et enigt Storting stemte om ambitionerne i langtidsplanen gennem et såkaldt forsvarsforlig. Aftalen indebærer 1.635 milliarder norske kroner til oprustning over de næste tolv år. Det er en fordobling af de hidtidige forsvarsbevillinger.
Hvordan forklarede SV og Rødt deres opbakning til dette? Hokuspokus, ifølge partiernes repræsentanter i udenrigs- og forsvarskomiteen handlede det slet ikke om oprustning. Bjørnar Moxnes fra Rødt glædede sig over, at det var lykkedes partiet at få det norske forsvar til i højere grad at benytte sig af lokale leverandører i fredens tjeneste. “Sjældent har det været så passende at sige: Tænk globalt, handl lokalt,” ifølge Moxnes. Moxnes hævder kækt, at det er lykkedes Rødt “at sætte fokus på arbejdet for atomnedrustning – at Norge skal arbejde aktivt for en verden uden atomvåben og lavspænding i nord”. Sandheden er den stik modsatte.
Den 30. maj 2024 fremsatte Rødt, SV og KrF et tillægsforslag i forbindelse med behandlingen af den udvidede baseaftale med USA, hvor de tre partier ønskede “dialog med Danmark, Finland og Sverige for at definere et fælles syn på opbevaring af atomvåben i vores områder, og for at etablere kontrolmekanismer for at sikre overholdelse af dette”. Forslaget blev forkastet mod de tre partiers 14 stemmer. At det var et slag i luften, var fuldstændig forudsigeligt.
Hvor mange gange har vi ikke set Enhedslisten lave samme nummer i forsøget på at bilde arbejderklassen og de unge ind, at imperialismen, dets krigsmaskine og statsmagt kan vendes til en fredens forkæmper.
Tag bare et af de seneste eksempler, nemlig Socialdemokratiets og fagtoppens forslag om krigsskat i Danmark. Både SF og Enhedslisten er positive: ”Om man vil kalde det en krigsskat, fredsskat eller beredskabsskat, spiller ingen større rolle for mig,” var Enhedslistens forsvarspolitiske ordfører Søren Søndergårds kommentar til TV2. For ham og Enhedslisten er det vigtigste, at skatten går til at udjævne uligheder og forskelle, og at den ikke kun går til finansiering af militæret.
Socialchauvinisme og nationalt imperialistisk forsvar
Det er værd at huske som Jan Steinholt fremhæver i pjecen:
”Socialchauvinister og socialimperialister. Det var det, Lenin kaldte dem, ’socialisterne’ under Første Verdenskrig, som forsøgte at give deres støtte til deres eget borgerskab et skær af ’marxisme’. Disse ledere af de etablerede arbejderpartier (socialdemokratiet) var socialister i ord, men chauvinister og imperialister i handling. Vi genkender dem i Norge i dag. Og vi taler ikke om det traditionelle og statsbærende socialdemokrati, som i dag åbent erklærer sin støtte til kapitalismen, NATO og alle borgerskabets institutioner. De er imperialismens åbne talsmænd, hverken mere eller mindre. Nej, vi taler om fremtrædende personer i partier, der stadig bekender sig til en eller anden form for ’socialisme’, såsom SV eller Rødt. Den mere subtile venstrefløj af det gamle socialdemokrati, om man vil. Vi taler om de opportunister, som vil sende våben til Ukraine i NATO-regi, og som begrunder det Ukraines ret til at forsvare sig mod et ondsindet og aggressivt Rusland. De afspejler vores eget imperialistiske borgerskabs holdning.
SV’s forgænger, Socialistisk Folkeparti, blev historisk set grundlagt på et mere pacifistisk grundlag. Rødt og dets forgængere har aldrig været pacifister. Indtil 1979, hvor AKP(ml) lancerede sit militærprogram, havde ml-bevægelsen en traditionel marxistisk-leninistisk forståelse af det borgerlige militærapparats funktion og rolle. Samtidig var partiet, i modsætning til trotskisterne, optaget af det nationale spørgsmåls betydning for arbejderklassen.”
Man kan i dag ikke tale om et nationalt imperialistisk forsvar. Alligevel har denne præmis om et grundlæggende nationalt borgerskab været fremherskende på venstrefløjen i meget lang tid. Præmissen er falsk, fordi den er baseret på en historisk fase, som for længst er overstået i både Danmark og Norge. I pjecen gives en meget præcis beskrivelse af, hvordan det forholder sig med nationalt imperialistisk forsvar i dag:
”Sikring af Norges territorium fremføres som et argument for dette nationale forsvar. Men det er irrelevant. Som medlem af NATO er det ikke Norges territorium og imperialistiske territorier, der står på spil, men NATO-alliancens. Dele af Norge kan afstås som ’brændt jord’, hvis NATO og USA finder det nødvendigt for at forsvare alliancens territorium. Tidligere NATO-planer om at atombombe Nordnorge for at forhindre en angriber i at rykke frem støtter et sådant scenarie. I forsvarsplanerne vil Norge også være et uvilligt transitland for amerikanske og allierede troppebevægelser mod øst.”
Historien gentager sig som farce og tragedie
“’Historien gentager sig, først som en farce, så som en tragedie,’ sagde Marx. Vi har levet med farcen i et stykke tid. Nu er det tragedien, der nærmer sig. Det er ikke noget historisk tilfælde, at den første store opsplitning af arbejderbevægelsen i en reformistisk og en revolutionær retning skete parallelt med kapitalismens overgang fra fri konkurrence til det imperialistiske stadie. Splittelsen blev et åbent brud i og omkring udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Socialdemokratiet (reformisterne) sluttede rækkerne bag deres eget imperialistiske borgerskab, mens kun de revolutionære, anført af de russiske bolsjevikker, fulgte Anden Internationales gamle slogan om at føre krig mod krigen og udnytte den til at vælte de herskende klasser. Det skete i Rusland i 1917 og var tæt på at ske i Tyskland og Ungarn året efter.”
I dag taler magthaverne åbent om en ny imperialistisk storkrig inden for dette årti. Og den parlamentariske venstrefløj opfører sig på samme måde, som reformisterne har gjort op til de to store imperialistiske verdenskrige. De spiller rollen som brandslukkere af klassekampen mod imperialistisk oprustning, militære alliancer og krige, og at forene denne kamp med den sociale og politiske klassekamp mod selve det kapitalistiske samfundssystem.
Afrunding
Det er ikke denne artikels hensigt at lave en fyldestgørende gennemgang af Steinholts pjece ”Skuddermudder på venstrefløjen”. Her er kun taget nogle af de mange vigtige spørgsmål op, som den behandler. Men forhåbentlig giver det lyst til selv at læse hele pjecen.
Forordet til pjecen afsluttes med denne opfordring:
”I virkeligheden er der ingen vej uden om at opbygge en revolutionær styrke fra neden. Hverken trotskisme eller venstrefløjspopulisme er svaret. Uden en revolutionær enhedsfront og et kommunistisk parti, der ubarmhjertigt forsvarer arbejderklassens interesser på kort og lang sigt, er det umuligt at modstå borgerskabets pres og propaganda. Revolutionære unge mennesker med ukueligt mod skal finde sammen med gamle mennesker med kamperfaring og marxismen-leninismens rygrad. Hvornår dette vil ske, er dog usikkert. Den herskende forvirring skaber mange forhindringer. Men når det sker, kan det udløse en ny revolutionerende dynamik. Tiden er overmoden.”
Februar 2025
Pjecen kan læses i sin helhed her: Skuddermudder
Relaterede artikler om Enhedslistens politik i tidligere nr. af Enhed og Kamp:
Bag om Enhedslistens parlamentariske succes – ENHED og KAMP nr.1, 2022
Ny nordisk socialdemokratisme – ENHED og KAMP , nr. 3, 2022
Kriseløsninger: Planøkonomi kontra en revolutionær vej – ENHED og KAMP, nr. 2, 2020
Demokratisk økonomi – økonomisk demokrati – ENHED og KAMP, nr. 3, 2019
Røde linjer i sandet og illusioner om Socialdemokratiet – ENHED og KAMP nr.2, 2019