Lenins behandling af marxismens forhold til krig er stadig uhyggelig aktuel og værd at studere den dag i dag. Konklusionerne som Lenin skrev i sin uovertrufne analyse af den første imperialistiske verdenskrig, står ved fuld gyldighed. Freden kan aldrig vindes uden at vende kampen mod krigen til en revolutionær kamp for socialismen, fri af imperialistiske krige. Lenins uddybning af forholdet mellem den imperialistiske krig og revolution, og nødvendigheden af at føre politisk kamp mod de opportunistiske lederes støtte til krigen og deres eget borgerskabs politik, var med til at lægge grunden til arbejderklassens første socialistiske revolution, Oktoberrevolutionen i 1917.
Her bringes det første af fire kapitler i Lenins pjece ’Socialisme og krig’.
- Kapitel 1 – Principper for socialisme og krigen 1914-15
Socialisternes holdning til krig
Socialisterne har altid fordømt krig mellem folkene som en barbarisk og bestialsk ting. Men vores holdning til krig er fundamentalt forskellig fra de borgerlige pacifisters (og fredsprædikanter) og anarkisters. Vi adskiller os fra førstnævnte ved, at vi forstår den uundgåelige forbindelse mellem krigene og klassekampen i et land. Vi forstår, at krige ikke kan afskaffes, uden at klasser afskaffes og der skabes socialisme. Vi adskiller os også ved, at vi betragter borgerkrige, dvs. krige ført af en undertrykt klasse mod undertrykkerklassen, af slaverne mod slaveejerne, af livegne mod godsejerne, af arbejderne mod borgerskabet, som helt legitime, progressive og nødvendige. Vi marxister adskiller os både fra pacifister og anarkister ved, at vi anser det for nødvendigt at studere hver krig separat historisk (baseret på Marx’ dialektiske materialismes standpunkt) og hver for sig. I historien har der været adskillige krige, som på trods af alle de rædsler, grusomheder, nød og lidelser, der uundgåeligt følger med enhver krig, var progressive, dvs. tjente menneskehedens udvikling, ved at hjælpe til med at ødelægge højst skadelige og reaktionære institutioner (som enevælde eller livegenskabet) og de mest barbariske despotier i Europa (det tyrkiske og det russiske). Det er derfor, at de træk, der er historiske karakteristika ved den nuværende krig, må tages op til undersøgelse.
De historiske krigstyper i moderne tid
Den store franske revolution indvarslede en ny epoke i menneskets historie. Fra da af og frem til Pariserkommunen, dvs. mellem 1789 og 1871, blev en type krig af borgerlig-progressiv karakter ført for national befrielse. Med andre ord udgjorde omstyrtelsen af enevældet og feudalismen, undermineringen af disse indretninger og at kaste en fremmed undertrykkelse af sig hovedindholdet og den historiske betydning af sådanne krige. Derfor var de progressive krige. Under sådanne krige ønskede alle ærlige, revolutionære demokrater såvel som alle socialister altid succes for det land (dvs. for det borgerskab), som var med til at omstyrte eller underminere de mest skadelige fundamenter for feudalisme, enevælde og andre nationers undertrykkelse. For eksempel indeholder de revolutionære krige, der blev ført af Frankrig, et element af plyndring og af franskmændenes erobring af fremmed territorium, men det ændrer ikke det mindste ved den grundlæggende historiske betydning af disse krige, som ødelagde og rystede feudalismen og enevælden i hele det gamle Europa, der byggede på livegenskab. I den fransk-preussiske krig blev Frankrig plyndret af Tyskland, men det ændrer ikke den grundlæggende historiske betydning af denne krig, som befriede millioner af det tyske folk fra feudal opdeling og fra de to despoters, den russiske tsars og Napoleon III’s, undertrykkelse.
Forskellen mellem aggressionskrig og forsvarskrige
Perioden 1789-1871 efterlod dybe spor og revolutionære erindringer. Før feudalismen, absolutismen og den udenlandske undertrykkelse var blevet styrtet, kunne der ikke engang være tale om at udvikle proletarisk kamp for socialismen. Når socialister, under omtalen af krigene i sådanne perioder, understregede det legitime i ”forsvarskrige”, havde de altid disse formål for øje, nemlig revolution mod middelalderen og livegenskabet. Med “forsvarskrige” har socialister altid forstået en “retfærdig” krig i denne særlige betydning (som Wilhelm Liebknecht engang udtrykte det). Kun i denne betydning har socialister altid anerkendt krige til ”fædrelandets forsvar” eller ”forsvarskrig” som legitime, progressive og retfærdige. Hvis for eksempel Marokko skulle erklære krig i morgen mod Frankrig, eller Indien mod Storbritannien, Persien eller Kina mod Rusland osv., ville det være “retfærdig” krig, “forsvarskrige”, uanset hvem der angriber først. Enhver socialist ville ønske, at de undertrykte, afhængige og ulige stater skulle sejre over de undertrykkende, slaveholdende og røveriske ”stormagter”.
Men forestil dig, at en slaveejer, der havde 100 slaver, var i krig med en slaveejer, der havde 200 slaver, for en “mere retfærdig” omfordeling af slaverne. Det er klart, at hvis udtrykket ”forsvarskrig” eller ”forsvar af fædrelandet” i et sådant tilfælde blev anvendt, det ville være historisk falskneri, og det ville i praksis være de snu slaveholderes rene og skære bedrageri af almindelige mennesker, spidsborgere og de uvidende. Det er på denne måde, folkene bliver bedraget med “national” ideologi og begrebet om ”fædrelandets forsvar” af nutidens imperialistiske borgerskab i den krig, der nu føres mellem slaveejerne med det formål at styrke og styrke slaveriet.
Den nuværende krig er en imperialistisk krig
Næsten alle erkender, at den nuværende krig er en imperialistisk krig. Men for det meste er dette begreb forvrænget eller kun anvendt på en af parterne, eller også er det et smuthul tilbage at påstå, at denne krig, når det kommer til stykket, kan være borgerlig-progressiv og af betydning for den nationale befrielsesbevægelse. Imperialismen er kapitalismens højeste udviklingstrin, et trin der først blev nået i det 20. århundrede. Nu finder kapitalismen, at de gamle nationalstater, uden hvis dannelse den ikke kunne have omstyrtet feudalismen, er for trange til den. Kapitalismen har udviklet koncentrationen til en sådan grad, at hele industrigrene bliver kontrolleret af kapitalistiske milliardærers syndikater, truster og selskaber, og at næsten hele kloden er delt mellem “kapitalens herrer” enten i form af kolonier, eller ved at andre lande er blevet spundet ind i tusindvis af finansielle udbytningstråde. Frihandel og konkurrence er blevet afløst af en stræben mod monopoler, erobring af territorium til investering af kapital og råstofkilder osv. Fra nationernes befrier, som den var i kampen mod feudalismen, er kapitalismen på det imperialistiske stadium blevet til nationernes største undertrykker. Fra at være progressiv er kapitalismen nu blevet reaktionær; den har udviklet produktivkræfterne i en sådan grad, at menneskeheden står over for alternativet at indføre socialisme eller at opleve år og tilmed årtier med væbnet kamp mellem “stormagter” for kunstigt at bevare kapitalismen ved hjælp af kolonier, monopoler, privilegier, national undertrykkelse af enhver art.
En krig mellem de største slaveejere for at bevare og konsolidere slaveriet
For at klarlægge imperialismens betydning vil vi vise præcise tal, der viser verdens opdeling mellem de såkaldte stormagter (dvs. dem der har haft held med stor-røveri). [Denne tabel er af tekniske årsager undladt her i teksten, red. Enhed og Kamp]
Det fremgår, hvordan det siden 1876 er de fleste af de nationer, der i 1789-1871 var de fremmeste frihedskæmpere, på grundlag af en højtudviklet og ”overmoden” kapitalisme, er blevet til undertrykkere og slavebindere af de fleste befolkninger og nationer på kloden. Fra 1876 til 1914 huggede seks “stormagter” 25 millioner kvadratkilometer, dvs. et areal, der er 2,5 gange så stort som hele Europa! Seks magter har slavebundet over en halv milliard (523 millioner) mennesker i kolonierne. For hver gang der er fire indbyggere i ”stormagterne” er der fem i “deres” kolonier. Det er almindelig viden, at kolonierne er blevet erobret med ild og sværd, at koloniernes befolkning behandles som dyr, og at de bliver udbyttet på tusinde måder (ved kapitaleksport, gennem koncessioner osv., ved snyderi ved handlen med varer, ved at være underlagt myndighederne i den “herskende” nation og mere i samme stil). Det engelsk-franske borgerskab bedrager folket, når de siger, de fører en krig for nationernes og Belgiens frihed; i virkeligheden fører de en krig med det formål at beholde de kolonier, de har hugget og udplyndret. De tyske imperialister ville slippe Belgien og andre straks, hvis englænderne og franskmændene “kristeligt” delte deres kolonier med dem. Et træk ved situationen er, at i denne krig bliver koloniernes skæbne afgjort af en krig på kontinentet. Ud fra den borgerlige retfærdigheds og nationale friheds synspunkt (eller nationernes ret til eksistens) kan man opfatte Tyskland som værende i sin fulde ret over for Storbritannien og Frankrig, eftersom det er ”renset” for kolonier. Dets fjender undertrykker et umådeligt større antal nationer end det selv, og de slaviske folk, der underkues af dets allierede Østrig, nyder uden tvivl større frihed, end tilfældet er i det tsaristiske Rusland, dette virkelige “nationernes fængsel”. Imidlertid kæmper Tyskland ikke selv for nationernes befrielse, men for deres underkuelse. Det er ikke socialisternes opgave at hjælpe den yngre og stærkere røver (Tyskland) med at plyndre en ældre og overforædt røver. Socialisterne må drage fordel af kampen mellem røverne til at vælte dem alle. For at kunne gøre dette bør socialisterne frem for alt fortælle folkene sandheden, nemlig at denne krig i tre henseender er en krig mellem slaveejerne med det formål at konsolidere slaveriet.
Det er for det første en krig for at øge slavebindingen af kolonierne ved hjælp af en mere ”rimelig” fordeling og derfor mere samordnet udbytning af dem. For det andet for at øge undertrykkelsen af andre nationer inden for ”stormagterne”, eftersom både Østrig og Rusland (Rusland i højere og med langt værre resultater end Østrig) opretholder deres styre alene ved en sådan undertrykkelse, intensivering af undertrykkelsen ved hjælp af krig. Og for det tredje for at øge og forlænge lønslaveriet, eftersom proletariatet bliver splittet og undertrykt, mens kapitalisterne er dem, der tjener på, skaber formuer på krigen, opflammer nationale fordomme og styrker reaktionen, der har stukket hovedet frem i alle lande, selv de frieste og mest republikanske.
“Krigen er politikkens fortsættelse med andre (dvs. voldelige) midler”
Denne berømte udtalelse stammer fra von Clausewitz, en af de grundigste forfattere om krigens problemer. Marxister har med rette altid betragtet denne tese som det teoretiske grundlag for synet på betydningen af en hvilken som helst krig. Marx og Engels betragtede altid de forskellige krige ud fra dette synspunkt.
Anvend dette synspunkt på den nuværende krig. I vil se, at i årtier, i næsten et halvt århundrede, har regeringerne og de herskende klasser i Storbritannien og Frankrig, i Tyskland og Italien, i Østrig og Rusland ført en politik for at plyndre kolonier, undertrykke fremmede nationer og undertrykke arbejderbevægelsen. Det er denne og kun denne politik, der er blevet fortsat i den nuværende krig. I særdeleshed er både Østrigs og Ruslands politik, i fredstid som i krigstid, en politik for at slavebinde og ikke befri nationer. I Kina, Persien, Indien og andre afhængige lande har vi derimod i de seneste årtier set en politik for at vække hundreder af millioner af mennesker til et nationalt liv, for at befri dem fra de reaktionære “stormagters” undertrykkelse. En krig ført på et sådant historisk grundlag kan selv i dag være en borgerlig-progressiv, en national uafhængighedskrig.
Hvis den nuværende krig bliver betragtet som en fortsættelse af “stormagternes” og disses hovedklassers politik vil blot et enkelt blik øjeblikkelig åbenbare den skrigende, anti-historiske falskhed og hykleriet i det synspunkt, at tanken om “forsvar af fædrelandet” kan retfærdiggøres i den nuværende krig.
Belgiens eksempel
Socialchauvinisternes i den tredobbelte (nu firedobbelte) Entente[i] (i Rusland Plekhanov & Co.) yndlingsundskyldning er tilfældet Belgien. Men dette eksempel taler imod dem. De tyske imperialister har frækt krænket Belgiens neutralitet, som krigsførende stater altid og overalt har gjort det, nedtrampet alle traktater og forpligtelser om nødvendigt. Lad os antage, at alle de stater med interesse i at overholde internationale traktater skulle erklære krig mod Tyskland med et krav om, at Belgien skulle befries og holdes skadesløst. I det tilfælde ville socialisternes sympati selvfølgelig være med Tysklands fjender. Men sagen er, at den “tredobbelte [og firedobbelte] Entente” ikke fører krig for Belgiens skyld. Det er almindelig viden, og kun hyklere vil skjule den kendsgerning. Storbritannien griber efter Tysklands kolonier og Tyrkiet, Rusland griber efter Galicien og Tyrkiet, Frankrig ønsker Elsass-Lothringen og tilmed hele vestbredden af Rhinen. Der er afsluttet traktat med Italien om delingen af byttet (Albanien, Lilleasien); der købslås med Bulgarien og Rumænien, også om deling af byttet. I den nuværende krig ført af regeringer af i dag er det umuligt at hjælpe Belgien på anden måde end ved at hjælpe med at kværke Østrig eller Tyrkiet osv. Hvad har dette at gøre med “fædrelandsforsvar”? Heri ligger de særlige træk ved imperialistisk krig, en krig mellem reaktionære borgerlige regeringer, som historisk har overlevet sig selv, ført med det formål at underkue andre nationer. Hvem der end retfærdiggør deltagelse i denne krig, forlænger den imperialistiske undertrykkelse af nationer. Hvem der end forsvarer det at drage nytte af den knibe, de nuværende regeringer er i, for at kæmpe for den sociale revolution, forsvarer den virkelige frihed for alle nationer, som kun er mulig under socialismen.
Hvad Rusland kæmper for
I Rusland har kapitalistisk imperialisme af den nyeste slags åbenbaret sig fuldstændig i tsarismens politik over for Persien, Manchuriet og Mongoliet, men i almindelighed er militær og feudal imperialisme fremhersekende i Rusland. Intet sted i verden er størstedelen af landets befolkning så undertrykt som i Rusland: Storrusserne udgør kun 43 % af befolkningen, dvs. mindre end halvdelen, og ikke-russere nægtes alle rettigheder. Af Ruslands 170 millioner indbyggere er omkring 100 millioner undertrykte og nægtet deres rettigheder. Tsarismen fører en krig for at erobre Galicien og omsider knuse ukrainernes frihed, og for at erobre besiddelser i Armenien, Konstantinopel osv. Tsarismen betragter krigen som et middel til at aflede opmærksomheden fra den voksende utilfredshed i landet og til at undertrykke den voksende revolutionære bevægelse. For hver to storrussere i Rusland i dag er der to eller tre ikke-russere uden selv de mest elementære rettigheder: Tsarismen bestræber sig på at øge antallet af nationer, der er undertrykt af Rusland, at bevare denne undertrykkelse og dermed underminere den kamp for frihed, som storrusserne selv fører. Muligheden af at undertrykke og udplyndre andre nationer forlænger økonomisk stagnation, fordi indkomstkilden hyppigst er den halv-feudale udbytning af ikke-russere og ikke udviklingen af produktivkræfterne. Således er krigen for Ruslands vedkommende præget af dens dybt reaktionære karakter og fjendtlighed over for national befrielse.
Hvad er socialchauvinisme?
Socialchauvinisme betyder at forsvare ideen om “at forsvare fædrelandet ” i den nuværende krig. Den tanke fører logisk til afskrivningen af klassekampen under krigen, til at stemme for krigskreditter osv. I virkeligheden følger socialchauvinisterne en anti-proletarisk, borgerlig politik, fordi de ikke egentlig forfægter ”forsvar for fædrelandet” i betydningen af at bekæmpe fremmed undertrykkelse, men den ene eller den anden “stormagts” ”ret” til at plyndre kolonier og undertrykke andre nationer. Socialchauvinisterne gentager borgerskabets bedrag af folket, dvs. at krigen føres for at beskytte nationernes frihed og eksistens, hvorved de stiller sig på borgerskabets side mod proletariatet. Blandt socialchauvinisterne er der dem, der retfærdiggør og besmykker regeringerne og borgerskabet i en af de krigsførende magtgrupper, og dem, der ligesom Kautsky hævder, at socialister hjemmehørende i alle krigsførende magter er lige så berettigede til “fædrelandsforsvaret”. Socialchauvinismen, som faktisk er forsvaret af ens “eget” imperialistiske (eller et hvilket som helst) borgerskabs privilegier, fordele, ret til at røve og plyndre, er det fuldkomne forræderi mod enhver socialistisk overbevisning og mod beslutningerne, der blev truffet på den internationale socialistiske kongres i Basel.
Baselmanifestet
Manifestet om krig, der blev enstemmigt vedtaget i Basel i 1912, har den samme slags krig for øje som den, der brød ud i 1914 mellem Storbritannien og Tyskland og deres nuværende allierede. Manifestet erklærer åbent, at ingen af folkets interesser kan tjene til at retfærdiggøre en sådan krig ført “af hensyn til kapitalisternes profit og dynastiernes ambitioner” på grundlag af stormagternes imperialistiske røverpolitik. Manifestet erklærer åbent, at krig er farligt for regeringer (alle uden undtagelse), bemærker deres frygt for ”en proletarisk revolution” og peger meget bestemt på det eksempel, Kommunen i 1871 gav, og som blev givet af oktober-december 1905, dvs. revolutionens og borgerkrigens eksempel. Således fastlægger Baselmanifestet netop for den nuværende krig taktikken med arbejdernes revolutionære kamp i verdensmålestok mod deres egne regeringer, den proletariske revolutions taktik. Basel-manifestet gentager ordene i Stuttgart-resolutionen om, at i tilfælde af krig må socialister drage nytte af de økonomiske og politiske” kriser”, den vil medføre, for at ”fremskynde kapitalismens sammenbrud”, dvs. drage nytte af regeringernes krigstidsvanskeligheder og massernes vrede for at fremme den socialistiske revolution.
Socialchauvinisternes politik – deres retfærdiggørelse krigen ud fra et borgerligt befrielsesstandpunkt, deres godtagelse af “forsvaret af fædrelandet”, deres stemmer for krigskreditter, at gå ind i regeringer osv. osv. – er helt igennem forræderi mod socialismen, som kun kan forklares, som vi snart skal vise, ved opportunismens sejr og den nationalliberale arbejderpolitik i flertallet af de europæiske partier.
Falske henvisninger til Marx og Engels
De russiske socialchauvinister (ledet af Plekhanov) henviser til Marx’ taktik under krigen i 1870. De tyske (af typen Lensch, David og co.) henviser til Engels bekendtgørelse i 1891 om, at i tilfælde af en krig mod både Rusland og Frankrig, ville det være de tyske socialisters pligt at forsvare deres fædreland. Endelig henviser socialchauvinister af Kautsky-typen, som ønsker at forlige og legitimere international chauvinisme, til den kendsgerning, at Marx og Engels, skønt de fordømmer krigen, ikke desto mindre fra 1854-55 til 1870-71 og 1876-77 altid tog stilling for en eller anden af de krigsførende stater, når krigen først var brudt ud.
Alle disse henvisninger er uhyrlige fordrejninger af Marx’ og Engels’ synspunkter i borgerskabets og opportunisternes interesse, på nøjagtig samme måde som anarkisterne Guillaume & Co. fordrejer Marx’ og Engels’ synspunkter for at retfærdiggøre anarkismen. Krigen 1870-71 var historisk set progressiv krig fra Tysklands side, indtil Napoleon III var slået: Sidstnævnte havde ved at holde Tyskland i en tilstand af feudal opsplitning sammen med tsaren i mange år undertrykt Tyskland. Men så snart krigen udviklede sig til en plyndring af Frankrig (annekteringen af Elsass-Lothringen), fordømte Marx og Engels eftertrykkeligt tyskerne. Selv ved krigens begyndelse samstemte Marx og Engels i Bebels og Liebknechts afvisning af at stemme for krigskreditter og rådede Socialdemokratiet til ikke at slutte sig til borgerskabet, men opretholde proletariatets uafhængige klasseinteresser. At overføre vurderingen af denne borgerlige progressive og nationale uafhængighedskrig til den nuværende imperialistiske krig er en latterliggørelse af sandheden. Det samme gælder med endnu større styrke krigen 1854-55 og for alle krigene i det 19. århundrede, da der ikke eksisterede moderne imperialisme, ingen udviklede objektive betingelser for socialisme og ingen socialistiske massepartier i nogen af de krigsførende lande, dvs. ingen af de betingelser, hvoraf Basel-manifestet udledte den ”proletariske revolutions” taktik i forbindelse med en krig mellem stormagterne.
Den, der nu påberåber sig Marx’ holdning til krigene i det progressive borgerskabs epoke og glemmer Marx’ ord “Arbejderne har intet fædreland” – ord, der netop vedrører det reaktionære, udlevede borgerskabs epoke, socialismens og revolutionens epoke – forvrænger skamløst Marx og erstatter socialistisk opfattelse med borgerlig.
Anden Internationales sammenbrud
Alle verdens socialister erklærede højtideligt i Basel i 1912, at de betragtede den kommende europæiske krig som alle regeringers “kriminelle” og ærkereaktionære værk, hvilket måtte fremskynde kapitalismens sammenbrud ved uundgåeligt at fremavle en revolution imod den. Krigen kom, krisen var der. I stedet for revolutionær taktik udstak de fleste socialdemokratiske partier en reaktionær taktik og gik over på regeringernes og borgerskabets side. Dette forræderi mod socialismen betyder Anden Internationales (1889-1914) sammenbrud, og vi må se i øjnene, hvad der har været årsagen til dette sammenbrud, hvad der bragte socialchauvinismen til verden og gav den styrke.
Socialchauvinismen er fuldbyrdet opportunisme
Gennem hele Anden Internationales eksistens rasede der inden for alle de socialdemokratiske partier kamp mellem deres revolutionære og deres opportunistiske fløj. I en del lande fandt en splittelse sted langs denne linje (Storbritannien, Italien, Holland og Bulgarien). Ingen en eneste marxist har nogensinde tvivlet på, at opportunismen udtrykker den borgerlige politik inden for arbejderbevægelsen, udtrykker småborgerskabets interesser og alliancen mellem et tyndt lag af borgerliggjorte arbejdere og deres ”eget” borgerskab imod de proletariske massers, de undertrykte massers interesser.
De objektive forhold ved slutningen af 1800-tallet forstærkede opportunismen kraftigt, forvandlede udnyttelsen af den borgerlige legalitet til en underordning under den, skabte et lille lag af arbejderbureaukrater og aristokrater inden for arbejderklassen og tiltrak mange småborgerlige “medløbere” til de socialdemokratiske partiers rækker.
Krigen fremskyndede denne udvikling og forvandlede opportunismen til socialchauvinisme og opportunisternes hemmelige alliance med borgerskabet til en åben alliance. Samtidig har de militære myndigheder overalt oprettet militær undtagelsestilstand og har lukket munden på de arbejdere, hvis gamle ledere næsten alle er gået over til borgerskabet.
Opportunisme og socialchauvinisme har det samme økonomiske grundlag: interesserne hos et lille lag af privilegerede arbejdere og småborgerskab, som værner om deres privilegerede stilling, deres “ret” til krummer af de profitter, som deres ”eget” nationale borgerskab opnår ved at plyndre andre nationer, ved fordelene ved sin stormagtsposition osv.
Opportunisme og socialchauvinisme har det samme ideologiske og politiske indhold: klassesamarbejde i stedet for klassekamp, opgivelse af de revolutionære metoder i kampen, støtten til den “egen” regering i den trængte situation, i stedet for at drage nytte af denne trængthed til at fremme revolutionen. Hvis vi tager Europa som helhed uden at skelne til enkeltpersoner (uanset hvor autoritative de måtte være), vil vi se, at det er den opportunistiske strømning, der er blevet socialchauvinismens bolværk, mens en mere eller mindre konsekvent protest mod den er rejst næsten overalt i de revolutionæres lejr. Og hvis vi f.eks. tager strømningernes gruppering på Den Internationale Socialistkongres i Stuttgart i 1907, finder vi, at den internationale marxisme var imod imperialismen, mens den internationale opportunisme allerede dengang var for den.
Enhed med opportunisterne betyder en alliance mellem arbejderne og deres “eget” nationale borgerskab og splittelsen af den internationale revolutionære arbejderklasse
Førhen, før krigen, blev opportunismen ofte betragtet som en legitim skønt “afvigende” og “ekstremistisk” del af det socialdemokratiske parti. Krigen har vist, at dette er umuligt i fremtiden. Opportunismen er blevet “modnet” og spiller nu fuldstændig rollen som borgerskabets udsending i arbejderbevægelsen. Enhed med opportunisterne er blevet rent og skært hykleri, eksemplificeret i det tyske socialdemokrati. Ved enhver betydningsfuld lejlighed (f.eks. ved afstemningen den 4. august) stiller opportunisterne med deres ultimatum, som de derefter presser igennem gennem deres talrige forbindelser med borgerskabet, deres flertal i fagforeningsbestyrelserne osv. I dag betyder enhed med opportunisterne i virkeligheden arbejderklassens underordning under dens “eget” nationale borgerskab og en alliance med sidstnævnte med det formål for at undertrykke andre nationer og at kæmpe for stormagtens privilegier.
Uanset hvor vanskelig kampen i de enkelte tilfælde må blive mod opportunisterne, der dominerer i mange organisationer, og uanset den særlige natur af arbejderpartiernes udrensning af opportunisterne i de enkelte lande, er denne proces uundgåelig og frugtbar. Reformistisk socialisme er ved at dø bort: Socialismens genopblussen “vil være revolutionær, kompromisløs og oprørsk”, som i den franske socialist Paul Golays træffende vending.
“Kautskyanismen”
Kautsky, Anden Internationales største autoritet, er et meget typisk og slående eksempel på, hvordan anerkendelsen af marxismen i ord i praksis har ført til dens omdannelse til “Struveisme” eller “Brentanoisme[ii]“. Et andet eksempel er Plekhanov. Ved hjælp af åbenbart ordkløveri er marxismen blevet skrællet for sin revolutionære levende ånd, alt i marxismen anerkendes, undtagen de revolutionære kampmetoder, propagandaen for og forberedelsen af disse metoder, og massernes uddannelse netop i denne retning. Kautsky forsoner principløst socialchauvinismens grundlæggende tanke, anerkendelsen af fædrelandsforsvaret i den nuværende krig, med en diplomatisk, tilsyneladende indrømmelse til venstrefolkene – hans undladelse af at stemme for krigskreditter, hans verbale påberåbelse af at være i opposition osv.
Kautsky, der i 1909 skrev en hel bog om den forestående revolutionære epoke og forbindelsen mellem krig og revolution, Kautsky, der i 1912 underskrev Basel-manifestet om at drage revolutionær nytte af den forestående krig, overgår sig selv i retfærdiggørelse og tilsløring af socialchauvinismen, og ligesom Plekhanov støtter han op om borgerskabet i dets latterliggørelse af enhver tanke om revolution, alle skridt i retning af den øjeblikkelige revolutionære kamp.
Arbejderklassen kan ikke spille sin verdenshistoriske revolutionære rolle, uden at den fører en skånselsløs kamp mod denne bagstræberiske, rygradsløse servilitet over for opportunismen, mod denne hidtil usete vulgarisering af marxismens teorier. Kautskyismen er ingen tilfældighed; den er det sociale produkt af modsætningerne inden for Anden Internationale, en blanding af loyalitet mod marxismen i ord, men i handling at underordne sig opportunismen.
“Kautskyismens” grundlæggende falskhed manifesterer sig på forskellige måder i forskellige lande. I Holland afviser Roland-Holst tanken om fædrelandsforsvar, mens han forsvarer enheden med opportunisternes parti. I Rusland afviser Trotskij også denne idé, mens han forsvarer enhed med den opportunistiske og chauvinistiske gruppe Nasja Tsarja. I Rumænien erklærer Rahovsky krig mod opportunisme som ansvarlig for Internationalens sammenbrud, men han samtidig er parat til at anerkende legitimiteten af ideen om fædrelandsforsvaret. Alt dette er udtryk for det onde, som de hollandske marxister (Gorter og Pannekoek) har kaldt “passiv radikalisme”, og som skal erstatte revolutionær marxisme med eklekticisme i teorien og om servilitet eller afmagt over for opportunisme i praksis.
Den marxisternes parole er det revolutionære socialdemokratiets parole
Krigen har uden tvivl skabt en meget akut krise og øget massernes lidelser i utrolig grad. Denne krigs reaktionære karakter og de skamløse løgne, som borgerskabet i alle lande tjener for at tilslører deres røveriske hensigter med ”national” ideologi, skaber uundgåeligt, på grundlag af en objektivt revolutionær situation, en revolutionær stemning blandt masserne. Det er vores pligt at hjælpe masserne med at blive bevidst om disse stemninger, at uddybe og give dem form. Denne opgave finder korrekt udtryk i parolen om at forvandle den imperialistiske krig til borgerkrig; enhver konsekvent klassekamp under krigen, enhver konsekvent klassekamp i krigstid og al alvorlig taktik med “masseaktioner” fører uundgåeligt til dette. Det er umuligt på forhånd at sige, hvorvidt en stærk revolutionær bevægelse vil blusse op i forbindelse med, under eller efter den første eller anden af stormagternes imperialistiske krige, men under alle omstændigheder det er vores uundgåelige pligt at arbejde systematisk og urokkeligt i denne retning.
Basel-manifestet henviser direkte til Pariserkommunens eksempel, dvs. til omdannelsen af en krig mellem regeringer til en borgerkrig. For et halvt århundrede siden var proletariatet for svagt, de objektive betingelser for socialismen var endnu ikke modnet, der kunne ikke være tale om samordning og samarbejde mellem de revolutionære bevægelser i alle krigsførende lande; den ”nationale ideologi” (traditionen fra 1792), som en del af Paris-arbejderne var besjælet af, var en småborgerlig svaghed, som Marx bemærkede dengang, og en af grundene til Kommunens sammenbrud. Et halvt århundrede senere er de forhold, der svækkede den daværende revolution, ændret, og i dag er det uundskyldeligt for en socialist at trække sig tilbage og afskrive aktiviteter i Pariserkommunernes ånd.
Det eksempel forbrødringen i skyttegravene giver
Tilfælde med forbrødring mellem soldater fra de krigsførende nationer, tilmed i skyttegravene, er blevet rapporteret i de krigsførendes landets borgerlige aviser. Den enorme vigtighed, som regeringerne og borgerskabet tillægger sagen, bevises med de barske ordrer, de militære myndigheder (i Tyskland og Storbritannien) har udstedt imod en sådan forbrødring. Hvis sådanne tilfælde af forbrødring har vist sig mulige, selv når opportunismen hersker suverænt i de øverste lag af Vesteuropas socialdemokratiske partier, og selv om socialchauvinismen støttes af hele den socialdemokratiske presse og alle Anden Internationales autoriteter, så viser det os, hvor muligt det ville være at forkorte den nuværende kriminelle, reaktionære slaveholderkrig og organisere en revolutionær internationalistisk bevægelse, hvis der blev arbejdet systematisk i denne retning, i det mindste af venstre-socialisterne i alle krigsførende lande.
Vigtigheden af en organisation under jorden
Alle opportunister og ledende anarkister rundtom i verden har i denne krig vanæret sig selv gennem socialchauvinismen (i Plekhanovs og Kautskys ånd). Et af de nyttigste resultater af denne krig vil uden tvivl være, at den ødelægger både opportunismen og anarkismen.
Mens de socialdemokratiske partier under ingen omstændigheder og betingelser må afholde sig fra at udnytte selv den mindste lovlige mulighed for at organisere masserne og udbrede socialismen, må de samtidig bryde med den servile respekt for lovligheden. “I skød først, mine herrer borgere,” skrev Engels og henviste netop til borgerkrigen og til nødvendigheden af at krænke lovligheden, efter at borgerskabet havde krænket den. Krisen har vist os, at borgerskabet krænker lovligheden i alle lande, selv de frieste, og at det er umuligt at lede masserne til revolution uden at skabe en illegal organisation med den opgave at forsvare, diskutere, vurdere og forberede revolutionære kampmetoder. I Tyskland, for eksempel, bliver alle de ærlige ting, som socialister gør, gjort på trods af foragtelig opportunisme og hyklerisk “kautskyisme”, og tilmed bliver de gennemført hemmeligt. I Storbritannien er folk blevet dømt til straffearbejde for at trykke opfordringer mod at melde sig frivilligt til krigstjeneste.
Det er forræderi mod socialismen at finde nogen som helst forkastelse af illegale propagandametoder og latterliggørelse af dem i den legalt publicerede presse forenelig med medlemskab af det socialdemokratiske parti.
Om ens ”egen” regerings nederlag i den imperialistiske krig
De, der går ind for deres egen regerings sejr i den nuværende krig, og dem, der forsvarer parolen “hverken sejr eller nederlag”, deler lige så meget socialchauvinismens position. I en reaktionær krig kan den revolutionære klasse ikke andet end at ønske nederlag for dens regering, og den kan ikke undgå at se, at sidstnævntes militære nederlag vil gøre det lettere at vælte den. Kun en borger, der tror at en krig startet af regeringer nødvendigvis skal ende som en krig mellem regeringer, og som ønsker, den skal ende som sådan, kan betragte tanken om, at socialister i alle krigsførende lande skulle udtrykke ønske om at alle deres ”egne” regeringer skulle lide nederlag, som ”latterlig” og ”absurd”. Tværtimod ville et sådan en erklæring være i overensstemmelse med enhver klassebevidst arbejders inderste tanker og være i overensstemmelse med vores aktiviteter for omdannelsen af den imperialistiske krig til en borgerkrig.
Den alvorlige anti-krigs agitation der er blevet ført af en del de britiske, tyske og russiske socialister, har uden tvivl “svækket” de respektive regeringers “militære magt”, men den agitation kommer socialisterne til gode. Socialisterne må gøre det klart for masserne, at de ikke er nogen anden udvej end at vælte deres “egne” regeringer med revolutionære midler, og at regeringernes vanskeligheder i den nuværende krig må udnyttes netop til dette formål.
Om pacifisme og parolen om fred
Massernes stemning for fred udtrykker ofte en begyndende protest, vrede og en forståelse af krigens reaktionære natur. Det er alle socialdemokraters pligt at udnytte denne stemning. De vil ivrigst deltage i enhver bevægelse og enhver demonstration, der er udsprunget af denne følelse, men de vil ikke bedrage folket ved at give plads til tanken om, at en fred uden anneksioner, uden undertrykkelse af nationerne, uden plyndring, uden kimen til nye krige mellem de nuværende regeringer og de herskende klasser er mulige, hvis en revolutionær bevægelse mangler. Et sådant bedrag mod folket ville være at spille de krigsførende regeringers hemmelige diplomati gode kort på hånden og lette disses kontrarevolutionære planer. Enhver, der ønsker en varig og demokratisk fred, må stå for borgerkrig mod regeringerne og borgerskabet.
Om nationernes ret til selvbestemmelse
Borgerskabets mest vidtrækkende bedrageri af folket i denne krig er, at det camouflerer sine røveriske hensigter med ideologien om “national befrielse”. Briterne har lovet Belgien frihed, tyskerne Polen osv. I virkeligheden er dette, som vi har set det, en krig ført af dem, der undertrykker flertallet af verdens nationer med det formål at øge og udvide denne undertrykkelse.
Socialisterne kan ikke nå deres store mål uden at kæmpe mod enhver form for national undertrykkelse. Derfor må de betingelsesløst kræve, at de socialdemokratiske partier i de undertrykkende lande (især de såkaldte stormagter) skal anerkende og går ind for de undertrykte nationers ret til selvbestemmelse i den særlige politiske betydning af begrebet, dvs. retten til politisk løsrivelse. Den socialist, som i en herskende eller kolonialistisk nation ikke står for denne ret, er chauvinist.
At gå ind for denne ret indebærer på ingen måde nogen tilskyndelse til at danne småstater, men fører tværtimod til en friere, dristigere og derfor bredere og mere generel dannelse af store stater og statsforbund, som er mere gavnlige for masserne og bedre svarer til den økonomiske udvikling.
Socialisterne i de undertrykte nationer må til gengæld betingelsesløst kæmpe for fuldstændig (herunder organisatorisk) enhed mellem arbejderne i de undertrykte og undertrykkende nationaliteter. Tanken om en nations juridiske adskillelse fra en anden (såkaldt kulturel-national autonomi), der forsvares af Bauer og Renner, er reaktionær.
Imperialismen er epoken, hvor alle verdens nationer udsættes for stadig stigende undertrykkelse fra en håndfuld “stormagter”. Det er derfor umuligt at kæmpe for den socialistiske internationale revolution mod imperialismen, hvis man ikke anerkender nationernes ret til selvbestemmelse. “Ingen nation kan være fri, hvis den undertrykker andre nationer” (Marx og Engels). Et proletariat, der tolererer sin ”egen” nations mindste tvang mod andre nationer, kan ikke være en socialistisk arbejderklasse.
[i] Den firdobbelte Entente. En imperialistisk alliance mellem England, Frankrig, Rusland og Italien. Sidstnævnte tilsluttede sig den tredobbelte Entente efter at have brudt ud af den tredobbelte alliance.
[ii] Brentanoisme: borgerlig, reformistisk skole anført af den tyske økonom Lujo Brentano.