Det iranske folk gik på gaden efter den 22-årige Mahsa Aminis døde i politiets brutale varetægt. Hun var blev anholdt af “moralpolitiet” med den begrundelse, at hendes hår var synligt. De første, der gik på gaden mod dette, var kvinder.
Demonstrationerne, der startede med krav mod moralpolitiet og det obligatoriske tørklæde, har stået på uafbrudt siden den 16. september og har tendens til at udvikle sig til et oprør mod regimet. Massekarakteren af demonstrationerne over hele Iran viser, i hvor høj grad det iranske folk hader regimet i Den Islamiske Republik og alle dens undertrykkende organer.
Amini var en kurdisk kvinde, og protesterne var oprindeligt centreret i kurdiske provinser og spredte sig snart til alle større byer som Teheran, Mashhad, Isfahan og Tabriz og involverede alle folk i Iran – persiske, baluchi, aserbajdsjanske, kurdiske osv.
Reaktionerne stoppede ikke ved protester på gaden. Studerende og lærere organiserer boykotter og deltager i demonstrationer. I oktober var det især arbejderne fra den petrokemiske industri og olieraffinaderierne i Bushehr og arbejdere fra fødevareindustrien i Tabriz i, der deltog i de aktioner, der fik et anti-regime-aspekt med strejker, og som bredte sig. Mens arbejderrådene i gas-, jern- og stål- og dækfabrikkerne strejkede, og arbejderne i sukkerfabrikken i Haft Tapeh sluttede sig til dem og opfordrede til en “generalstrejke”, så transporterede lastbilchauffører ikke varer. Små virksomheder og butiksejere har holdt lukket i mange provinser.
“Ned med diktatoren” er hovedsloganet for de demonstrationer, der foregår hver dag. De indledes oftest med sangen “Kvinder, liv, frihed” og slogans som “Død over diktatoren” og “Død over undertrykkeren – det være sig shahen eller en religiøs leder”. Sloganet “Oliearbejderen er vores vejleder”, som de studerende råber, viser vejen for kampens enhed, der stadig har karakter af hovedsageligt at udvikle sig spontant. Mens især arbejderne og studenterne er begyndt at organisere sig i deres egne komiteer.
Arbejderes, universitetsstuderendes, læreres, butiksejeres og lokalkvarterers komiteer bliver stærkere dag for dag, og demonstrationerne bliver mere og mere til en massebevægelse. Studerende på snesevis af universiteter fortsætter deres protester. Sikkerhedsstyrkernes brutale angreb på studerende, der besatte Sharif og Tabriz universiteter, kunne ikke standse dem. Universiteternes studenterråd fortsætter med deres beslutning om at boykotte undervisningen.
Antallet af arbejdere, der arresteres for at strejke på oliefabrikker, rapporteres alene der at overstige 100. Men antallet af fabrikker, der går i strejke, stiger dag for dag.
Oprøret i Iran i dag sker på baggrund af den økonomiske og undertrykkende politik fra det kapitalistiske regime i Den Islamiske Republik. En situation med en forkrøblet kapitalistisk økonomi, neoliberale reformer i mere end tre årtier, massive privatiseringer, sociale kløfter, korruption, fattigdom, høj arbejdsløshed, høje priser på fødevare og andre ting, der kraftigt reducerede det arbejdende folks levestandard. De vestlige sanktioner mod Iran er naturligvis et andet hovedelement, som har forværret landets økonomiske situation betydeligt.
Det iranske regime, arbejdernes og det arbejderne folks fjende, forsøger at undertrykke den folkelige bevægelse med vold. Under protesterne i 193 provinser blev mere end 200 mennesker, herunder 30 børn, dræbt, ifølge en menneskerettighedsgruppe. I Teherans Evin-fængsel, hvor politiske fanger tilbageholdes sammen med unge, der arresteres under demonstrationerne, i hjemmet eller på kollegier, der døde mindst 8 fanger i en brand. Sikkerhedsstyrkerne har ransaget skoler og arresteret unge studerende, og i byen Ardabil blev den 16-årige Asra Panahi, en gymnasieelev, dræbt simpelthen for ikke at synge en pro-regime hymne.
Den diktatoriske øverste leder Khamenei beskrev demonstrationerne som “et projekt fra USA og det zionistiske regime” og hævdede, at de blev anstiftet af “nogle iranske forrædere i udlandet, som er betalt af dem”. Der er ingen tvivl om, at imperialisterne og deres kollaboratører forsøger at påvirke folkene og deres bevægelse i overensstemmelse med deres interesser i Iran som alle andre steder. Men det arbejdende folk, der er fuld af vrede mod det reaktionære regime, støtter ikke resterne af det gamle shahregime eller nogen lignede reaktionære grupper. De vestlige imperialisters og deres kollaboratørers bestræbelser på at lede demonstrationerne har ikke givet noget resultat.
Vi er imod alle imperialister, imod de vestlige imperialistmagter ledet af USA, og fordømmer enhver imperialistisk aggression mod Iran. Vi er imod enhver organisation, der opfordrer til stramninger af økonomiske sanktioner eller vestlig militær intervention mod Iran baseret på modellen fra Irak eller Libyen.
Med studenteroprøret i 1999, valgprotesterne i 2009, demonstrationerne i 2017 og 2019 og de seneste demonstrationer i dag viser det iranske folk, at det er fast besluttet på at lade det reaktionære regime betale for den udnyttelse, undertrykkelse og forfølgelse, det har påført dem i årtier.
De er også fast besluttede på, at kun de selv vil få regimet til at betale denne pris, ikke imperialisterne eller deres kollaboratører.
Vi hilser og støtter de iranske folks kamp for frihed mod det reaktionære regime med en maske af antiimperialisme.
Længe leve arbejderklassen og folkene i Iran!
Længe leve folkebevægelsen i Iran!
5. november 2022