I dag er al fagforeningsaktivitet forbudt i Iran i modsætning til mange andre lande. Ved at forbyde uafhængige fagforeninger har Den Islamiske Republiks regime til hensigt at gennemføre Verdensbankens og Den Internationale Valutafonds neoliberale politikker uden at møde nogen modstand. Men arbejderne træder ikke tilbage, men går i strejke og protesterer. Den mangedobling og udvidelse af arbejderstrejkerne der har været i de senere år har bragt Den Islamiske Republiks regime i en vanskelig situation, og dens eneste reaktion på befolkningens daglige problemer er intensiveringen af den politiske undertrykkelse.
I dag i Iran, strejker arbejdere på i hundredvis af fabrikker og værksteder, store og små, ligesom strejker af lærere, sygeplejersker og pensionister … er blevet stærkt intensiveret. Alle samfundets fattige lag udtrykker i forskellige former deres utilfredshed med den katastrofale situation.
I dag er fængsling og tortur i Iran, selv offentlig piskning af arbejdere, en middelalderlig ydmygelses praksis ikke et usædvanligt fænomen. Det er forbudt i henhold til alle verdens menneskerettighedslove, og har til formål at skabe et klima af frygt og intimidering,
I dag i Iran, har udbetaling af arbejderes løn i nogle tilfælde været forsinket i mere end et år, en situation der er forværret af de kriminelle økonomiske sanktioner pålagt af de amerikanske imperialister mod Iran. Det skader selve arbejdernes liv.
Arbejdere i Iran fratages deres grundlæggende rettigheder, som strejkeretten eller retten til at danne fagforeninger eller alle former for uafhængige organisationer for at forsvare deres rettigheder og levebrød.
Arbejderne i Iran har ikke ret til at demonstrere den 1. Maj på arbejdernes internationale kampdag. Det teokratiske kapitalistiske regime anerkender ikke 1. maj. De der vover at fejre det i gaderne, bliver alvorligt undertrykt.
Den Islamiske Republiks teokratiske regime, der har set resultatet af arbejdernes revolutionære engagement i ”den store revolution” i 1979, modsætter sig brutalt dannelsen af alle former for uafhængige arbejderorganisationer og forhindrer enhver mulighed for enhed i arbejderklassen.
For at forhindre lukningen af fabrikkerne har arbejderne intet andet valg end at gå sammen, vise solidaritet og modstå det kapitalistiske system. Ethvert fremskridt for arbejderne øger arbejdernes bevidsthedsniveau og selvtillid.
Den internationale konference af marxistisk-leninistiske partier og organisationer (CIPOML) udtrykker sin solidaritet med de forskellige kampe, som de iranske arbejdere kæmper mod lukningen af fabrikker, for lønstigninger, for betaling af lønrestancer og for retten til at danne uafhængige arbejderorganisationer. Vi erklærer vores faste støtte til de arbejdere i Iran, der kæmper under ekstraordinære omstændigheder, og vi vil bruge alle vores midler til at henlede verdens befolkningers opmærksomhed på denne utålelige situation i Iran.
Leve arbejderne og befolkningerne kampe i Iran!
Længe leve international solidaritet med arbejdernes kampe i Iran!
Februar 2021