Har det nogen praktisk betydning for udviklingen af klassekampen, om man opfatter Kina som et kapitalistisk, imperialistisk eller socialistisk land? Ja i allerhøjeste grad. På venstrefløjen er der mange, der går imod USA-imperialismen, som fortsat er verdens farligste supermagt, og som bestemt ikke er blevet mindre farlig med Trump som præsident, mens de freder andre imperialistmagter. Men alene at gå imod USA-imperialismen er ikke nok for reelt at kunne udvikle en anti-imperialistisk bevægelse, endsige en revolutionær bevægelse. Historien er fuld af eksempler på, at det hverken gavner arbejderklassen, folkene eller revolutionen at bekæmpe en imperialistmagt, hvis man samtidig freder eller stoler på en anden. Det eneste man opnår, er at udskifte den ene undertrykkende imperialistmagt med en anden.
Denne artikel ser på hvordan forskellige politiske strømninger – marxisme-leninismen, revisionismen og trotskismen ser på dette spørgsmål. Og hvordan partierne– Arbejderpartiet Kommunisterne, APK, Kommunistisk Parti, KP og Revolutionært Kommunistisk Parti, RKP – der hver især repræsenterer en af disse strømninger teoretisk og i praksis bedømmer, hvem der er imperialistmager i dag.
APK har meldt klart ud, at vi betragter både Rusland og Kina som imperialistiske lande og opkommende imperialistiske verdensmagter, der kræver deres plads i det globale imperialistiske verdenssystem, ikke mindst Kina. Hvilket skærper modsætningerne mellem imperialistmagterne i voksende grad og resulterer i stadig nye handels- og militære krige.[i]
Andre partier, der også kalder sig kommunistiske og revolutionære, har andre opfattelser, der efter vores mening tilslører, bringer forvirring omkring, hvad imperialisme er, og afleder hvem den anti-imperialistiske kamp står over for at skulle kæmpe imod.
Socialisme med kinesiske kendetegn
At indtage en såkaldt neutral rolle i karakteristikken af Kina er imidlertid nødvendig for at kunne fremstille Kinas imperialisme som en “venlig imperialist”, der er en “progressiv” magt i ”den multipolære verden” og “hjælper folket”. Hvilket er den holdning, som Kommunistisk Parti, KP, har valgt. I erklæringen om Kina[ii] fra deres seneste kongres i 2024 hedder det:
”Kina er langtfra et klasseløst, kommunistisk samfund, hvor arbejdet endeligt er befriet. Kinas Kommunistiske Parti beskriver selv, at Kina befinder sig i den første fase af socialismen. Kommunistisk Parti betragter det ikke som sin opgave at dømme eller bedømme Kina, men tager til efterretning, at ’socialisme med kinesiske kendetegn’ udgør en bestræbelse på at føre folkerevolutionen igennem til enden.”
”Som verden ser ud i dag, arbejder Kina for afspænding, fred og udvikling og udgør en modvægt mod den transatlantiske imperialistiske blok.”
Vi forstår, at KP er i en kattepine her og derfor vrider og vender sig for ikke at ”dømme eller bedømme” Kinas såkaldte socialisme med kinesiske kendetegn. KP tøver derimod ikke med at påstå, at stormagten Kina arbejder for fred og udvikling som modvægt til USA-imperialismens blok, uden at forholde sig til Kinas ageren i den virkelige verden i dag. Hvis man vil tages seriøst som parti, må man kunne vælge side i klassekampen mellem socialisme og imperialisme og give arbejderklassen klare svar.
Hvad dækker begrebet ”socialisme med kinesiske særtræk” egentlig over? Den kinesiske leder Xi Jinping og Kinas Kommunistiske Parti, KKP, fremhæver ”socialistisk markedsøkonomi” som det vigtigste særtræk.
“Formuleringen om at give markedet en afgørende rolle i fordelingen af ressourcer er et nyt teoretisk spring i vores partis forståelse af de love, der styrer udviklingen af socialisme i Kina, og en ny bedrift i anvendelsen af marxismen på kinesiske forhold. Denne formulering symboliserer, at vi har nået et nyt stadium i udviklingen af en socialistisk markedsøkonomi i Kina.”[iii]
At det ikke er socialisme, der udvikles, hvis man giver markedskræfterne en afgørende rolle i at styre udviklingen, er faktisk ikke svært at forstå, når man ser det fra arbejderklassens perspektiv. Dertil har den alt for mange konkrete erfaringer med, hvad markedskræfternes magt betyder i praksis.( læs artiklen ” Den kinesiske “gåde” set fra den kinesiske arbejderklasses perspektiv” anden steds i dette nr.)
Socialisme og kommunisme
I udtalelsen fra APK’s 10. kongres i efteråret 2024, ”Socialismens sag og partiet der løfter den”[iv], siges helt kontant: ”Socialismen er samfundet, hvor profit og markedsøkonomiens mekanismer og bagmænd ikke længere bestemmer udviklingen, og det er samfundet, hvor der kan planlægges og bygges en verden op af menneskelig vilje og fælles arbejde.
Socialismen er samfundet, hvor arbejderklassen har overtaget statsmagten og leder samfundet hen imod det klasseløse samfund, kommunismen.
Kapitalismen er et omvandrende misfoster…”
I APK’s principprogram siges der videre om socialisme og kommunisme:
”Mellem det kapitalistiske klassesamfund og det klasseløse kommunistiske samfund ligger socialismen, hvor det første revolutionært forvandles til det andet. Socialismen er i sig selv et overgangssamfund, det kommunistiske samfunds lavere trin, der gradvist ryster rester og spor af tidligere udbyttersamfund af sig og endeligt besejrer kapitalismen.
Det afskaffer menneskets udbytning af mennesket; det starter med at afskaffe den overflødige kapitalistklasse, det forvandler det kapitalistiske samfunds arbejderklasse til en fri arbejderklasse, en klasse, der har magten i samfundet og ikke længere er en vare, og som sammen med og i spidsen for de øvrige arbejdende i by og på land, og med socialismens nye intellektuelle, bygger det ny samfund. Disse klasser og lag under socialismen udvikler sig hen imod en ensartet stilling i produktionen, som socialismens arbejdende, klar til det kommunistiske samfunds udfordringer.
Socialismen lægger grunden til det ny menneskesamfund, det kommunistiske samfund, hvor menneske og natur kan leve i harmoni, i en frugtbar vekselvirkning, der giver mulighed for en bæredygtig udvikling, så længe menneskene vil kunne eksistere på vores planet.
Det socialistiske samfund kendetegnes i første række ved to grundlæggende forhold: For det første, at arbejdernes klasseherredømme (proletariatets diktatur) er etableret. Det vil sige, at arbejderklassen er organiseret som herskende klasse, uden at statsmagten deles med andre klasser eller sociale lag. Samt for det andet, at privatejet af produktionsmidlerne er afskaffet, al jord, råstoffer, bygninger og fabrikker er samfundsejendom.
Mangler det ene eller begge disse grundlæggende kendetegn, kan der ikke være tale om et ægte socialistisk samfund, selvom et land måtte kalde sig eller blive kaldt socialistisk.
Alle stater og statsformer, historien har kendt, er klassestater, redskaber for klasseherredømme.
Den socialistiske revolution og arbejdernes klasseherredømme fratager borgerskabet og de store jordejere ejendomsretten til produktionsmidlerne og forvandler disse til socialistisk fællesejendom. Socialismen afskaffer al udbytning af arbejdskraft, der ophører med at være en vare, og ophæver dermed det kapitalistiske lønslaveri. Alle lønnes efter indsats.
Under socialismen får den arbejdende befolkning reel indflydelse på samfundsudviklingen, forholdet til naturen, deres tilværelse. Samfundet og økonomien udvikler sig efter en bevidst plan, som alle dets voksne og arbejdsdygtige medlemmer deltager i at gennemføre. Produktionens mål er ikke længere profit, men at dække samfundets og menneskenes stadig voksende materielle og kulturelle behov. Den socialistiske økonomi muliggør og forudsætter en fuld og alsidig udvikling af den tekniske og videnskabelige revolution i hele samfundets interesse. Den tilstræber at udvikle sig på basis af den mest fremskredne teknik og videnskab.”[v]
Marx, Engels, Lenin og Stalin beskrev klart socialismen og arbejderklassens magt, proletariatets diktatur som en nødvendig overgangsperiode mellem kapitalisme og kommunisme – og at først under kommunismen kan vi tale om det klasseløse samfund.
At socialismen er et overgangssamfund og en overgangsperiode mellem kapitalisme og socialisme, betyder derimod ikke, som nogen påstår, at det kan svæve frit i luften mellem de to klasser: arbejderklassen og borgerskabet. Enten har den ene eller den anden klasse magten, da de to klassers interesser er helt uforenelige. Den kan ikke deles med lidt til begge klasser. Kun hvis arbejderklassen har magten, kan det bevæge sig frem mod et kommunistisk samfund. Det er ikke en statisk samfundsform, og det er den fortsatte klassekamp under socialismen, der afgør, om det er arbejderklassen eller kapitalismen og kapitalistklassen, der vinder.
Trotskistisk forvirring: arbejderstat, socialisme og kommunisme
Synspunktet om, at et land kan have en “markedsøkonomi”, der bestemmer produktions-, udvekslings- og distributionsforholdene, kan have genoprettet kapitalismen og stadig betragtes som et “socialistisk” land, er ikke unikt hverken for KKP og dets ledere som Xi Jinping.
Med Khrusjtjovs magtovertagelse i det daværende Sovjetunionen efter Stalins død lancerede den moderne revisionisme lignende teser om socialistisk markedsøkonomi for at tilsløre genrejsning af kapitalismen.
Der er et sammenfald mellem teorien om ”socialismen med kinesiske kendetegn” og den moderne revisionismes teser om socialistisk markedsøkonomi. Også Trotskijs forvirrede teorier går i samme retning.
Det er velkendt, at Trotskij hævdede, at intet land i verden kan opbygge socialisme inden for sine egne nationale grænser, i modsætning til både Marx og Lenin[vi]. Samtidig anså Trotskij “arbejderstaten” og “proletariatets diktatur” for mulige i enkelte lande og accepterede, at USSR (det dengang socialistiske Sovjetunionen), som han definerede som en “arbejderstat”, var proletariatets diktatur. Mens socialisme, som han anså for umulig i et enkelt land, ikke var det grundlag, som statens klassekarakter med arbejderklassen som den herskende klasse stod på. Ifølge Trotskij er arbejderklassen det sociale grundlag for “arbejderstaten” og proletariatets diktatur, og alligevel kan den ikke forsøge at opbygge socialisme i det land, hvor den er organiseret som den herskende klasse. Den kan kun forfølge en kurs “rettet mod arbejderstatens økonomiske styrkelse” og handle i forhold til dette formål!
Kan det give mening? Nej. Tilsyneladende forvirret og selvmodsigende. Men spørgsmålet stiller sig: Hvis det hverken er socialisme eller kapitalisme, hvad er det så? En tredje “vej”, som er noget andet end socialisme, en “vej”, som Jugoslavien med Tito og de moderne revisionister senere påstod man ad fredelig vej med markedskræfter og kapitalistiske virksomheder kunne udnytte til sin egen fordel? En teori og praksis, som historien viste fik katastrofale følger for arbejderklassen og folkene og genrejste kapitalismen.
Faktisk ligner den nuværende debat om Kina Trotskijs debat om det socialistiske Sovjetunionen i fortiden. Oprindeligt hævdede Trotskij, at proletariatets diktatur (hvis eneste økonomiske grundlag kunne være socialismen og dens produktionsforhold) og bureaukratiets styre kunne være forenelige. Selvom han betragtede Sovjetunionen som et land med proletariatets diktatur, beskyldte han det samtidig for at være et “stalinistisk bureaukratisk diktatur”, og socialismen for økonomisme, hvorefter han forenede de to modsatrettede synspunkter i eksistensen af en arbejderstat. Det kan af gode grunde ikke være begge dele – enten har arbejderklassen magten, eller også har en anden klasse magten i form af et bureaukratisk diktatur.
Trotskij og de trotskistiske strømninger har aldrig kunnet klargøre disse modsætning omkring arbejderstat og socialisme. Alligevel videreføres den ukritisk af de forskellige trotskistiske grupper også her i Danmark, der betegner Kina som en degenereret arbejderstat, der engang har været eller ikke har været socialistisk, og som i dag er en kapitalistisk stat og/eller en imperialistmagt. Hvad enten der konkluderes det ene eller det andet, er det med samme hovedargument – det var Stalins skyld. Uden at dette uddybes med andet end skældsord og forbandelser.
Nyt parti forsætter denne fortælling
Det kan være på sin plads at se på, om det nyeste skud på den trotskistiske stamme – Revolutionært Kommunistisk Parti, RKP, der betegner sig selv om en hel ny frisk generation af kommunister, bare fortsætter disse gamle trotskistiske teser og synspunkter.
RKP kommer med en stor kritik af kapitalismen og det danske klassesamfund i dag, men når det kommer til den lovede revolutionære forandring, der skal ske, skinner deres politiske baggrund og lange forhistorie meget tydeligt igennem. Det begrænser sig nemlig til, at revolutionen og socialismen organiseres gennem etableringen af arbejderråd på fabrikker, uddannelsessteder og lokalt, der tager demokratisk kontrol med en planøkonomi, der uden vi får at vide, hvordan det kan ske, overgår til at fungere under socialismen, som alligevel ikke kan opbygges i ét land!
Det er ikke muligt at finde et eneste ord i RKP’s program om, hvad de mener om Kina og Rusland, og hvilken rolle de spiller i den globale udvikling og klassekamp. Det må siges at være en øredøvende talende tavshed omkring et så vigtigt et spørgsmål, når man kalder sig anti-imperialister, revolutionære og kommunister. Der tales kun om vestlig imperialisme, USA og NATO og dansk imperialisme, og at vi skal bekæmpe dem for at få en arbejderstat!
RKP er en dansk knopskydning af et internationalt trotskistisk parti. Også i den internationale programerklæring forbigår man stort set disse vigtige både aktuelle teoretiske og politisk spørgsmål. Det hedder blot: ” Det var et afgørende brud med leninismen at købe ind på den antimarxistiske idé om socialisme i ét land. I 1928 forudsagde Trotskij, at det uundgåeligt ville føre til en nationalistisk og reformistisk degenerering af alle verdens kommunistpartier. Hans forudsigelse viste sig at være korrekt.” Igen blandes mange ting sammen i en pærevælling for at tilsløre hvordan det hænger sammen.
Heller ikke hvordan der kan skabes en ny og bedre fremtid, bliver man klogere på. Det eneste der siges, er: ”Afskaffelsen af arbejdets slavebinding er netop den materielle forudsætning for et klasseløst samfund. Det er på alle måder muligt i dag. Det er ikke en utopi, men noget, der er inden for vores rækkevidde. En ny verden er ved at blive født, og den vokser støt inde i den gamle.
Men under kapitalismen vender alt sig til sin modsætning. I et system, hvor alt er underordnet profitmotivet, betyder enhver ny teknologisk udvikling højere arbejdsløshed, en forlængelse af arbejdsdagen, og at udbytningen og slaveriet tager til.
Hvad vi foreslår, er intet andet end at erstatte et uretfærdigt og irrationelt system, hvor alt er underordnet den bundløse griskhed hos nogle få, med en rationel og harmonisk planøkonomi, hvor produktionen er indrettet efter at tilfredsstille menneskelige behov.”
Så har man heller ikke sagt mere, og med tilstrækkelig elastisk til at rumme, at man både kan kalde sig revolutionære, kommunister, socialister i eget parti eller gruppering, fraktion i Enhedslisten eller som i 90’erne marxister i Socialdemokratiet.
***
Den tilgang, som anser Kina som “socialisme under opbygning”, “i opbygningsprocessen” eller som en “arbejderstat”, om end en korrupt stat, tildeler den kinesiske imperialisme en progressiv rolle på trods af deres kritik. Mens trotskister beskriver Kina med forskellige nuancer som “bureaukratisk diktatur”, “stalinistisk bureaukrati”, “korrupt arbejderstat”, “socialistisk land” i færd med “kapitalistisk restaurering”, tilbyder alle disse tilsyneladende hårde kritikker kritisk støtte til Kina på trods af, at det er en af de største imperialistiske magter i verden.
Det er holdninger om, at Kina trods alt er det mindste onde i forhold til den amerikanske og vestlige imperialisme. Lige nu udgør trotskisterne de facto venstresiden i den kinesiske “front” med deres kritik i Trotskijs formulering. Mens Kommunistisk Parti i de færrestes anti-imperialisters øjne står som ”neutrale”, men som åbne mikrofonholdere for den kinesiske imperialismes politik.
I Kina i dag står internationale monopoler, milliardærer og oligarker, hvoraf mange står i spidsen for eller er tilknyttet det kinesiske såkaldte kommunistparti, og er blandt de rigeste i verden. Det er et land, hvor arbejderklassen udnyttes ekstraordinært intensivt, hvor kapitalistisk statsejerskab er fremherskende i nogle strategiske sektorer, men hvor markedsforholdene har udviklet sig hurtigt i lang tid. Den kritiske definition af en “arbejderstat” i forhold til den kinesiske imperialisme, som ekspanderer økonomisk gennem koloniseringsaktiviteter i Afrika, Latinamerika og Asien i konkurrence med USA og andre imperialister og fører en nationalistisk politik i landet, er mere end blot en fejldefinition; den rummer en omend kritisk opbakning til stormagter inden for de imperialistiske magtforhold i verden.
28.januar 2025
[i] Anti-imperialisme, anti-kapitalisme og revolution kan ikke skilles ad – ENHED og KAMP
[ii] Kommunistisk-Parti-om-Kina.pdf
[iii] Xi Jinpings tale med titlen “The Relationship between the Role of the Market and the Government in the Economy” offentliggjort på den engelske hjemmeside for Qiushi, KKP’s teoretiske organ.
[iv][iv] APK’s 10. kongres: Socialismens sag og partiet der løfter den
[v] Principprogram – APK afsnit 5 – socialisme og kommunisme