Karl Marx beskrev oprindelsen af kapitalens akkumuleringsproces således: “Fra top til tå, fra hver eneste pore drypper kapitalen af blod og snavs.” (Kapital, bind I, kapitel XXXI, s. 712, Progress Publishers, Moskva)
Der er ingen tvivl om, at kapitalismen blev født og udviklet med grusom vold og brutal udnyttelse af bønderne, det afrikanske folk og arbejderne. I England, der var kapitalismens vugge i det 16. århundrede, tilranede kapitalismen sig den fælles jord gennem en voldelig ekspropriation af landbefolkningen, den fejede millioner af bønder bort fra deres ejendomme og tvang et enormt antal jordløse arbejdere til at sælge deres og deres børns arbejdskraft til de nye ejere af produktionsmidlerne.
Tvangsforvisningen af landbefolkningen var fordelagtig for kapitalisterne, der opnåede græsningsarealer og billig arbejdskraft. Men for bønderne, der ikke kunne finde arbejde og vandrede sultne gennem de engelske byer, var det et helvede. For at forhindre oprør vedtog herskerne blodig lovgivning mod dem, de kaldte vagabonder og tiggere. De mange familier, som kapitalisterne havde frataget deres jord og tvangsforvist, var af en sådan størrelsesorden, at England i 1860 af frygt for en social eksplosion sendte tusindvis af tidligere små jordbrugere til udlandet med løftet om frugtbar jord.
For dem, der arbejdede på fabrikkerne, var den betalte løn så lav, at selv om alle medlemmer af en familie arbejdede, var det, de tjente, ikke nok til at spise sig mætte. Derfor var der heller ingen fabrik, der undlod at beskæftige og slavebinde børn. I Edward VI’s regeringstid beordrede en lov fra 1547, at en arbejder, der nægtede at arbejde, skulle gøres til slave. Og en slave, der var fraværende i 14 dage, ville blive dømt til slaveri på livstid og måtte brændemærkes med bogstavet S (Slave på engelsk). Det overrasker os ikke, da store kapitalistiske monopoler som Nike og Apple i det 21. århundrede fortsat udnytter børnearbejde i flere asiatiske lande.
Ud over ekspropriationen af bønderne i Europa var et andet berygtet middel til primitiv ophobning af kapital slaveriet af de afrikanske folk. Siden de første skibe blev sendt til Afrika af europæiske konger og parlamenter og velsignet af kirken, er sorte menneskers blod ikke holdt op med at flyde. Når de blev fanget, blev afrikanerne bundet på nakke, arme og ben, bundet sammen to og to med en stor kæde og tvunget til at marchere til et lager, hvor de ventede på at blive kastet i beskidte celler. På slaveskibe fortsatte vildskaben med piskeregnens tortur. Den store revolutionære leder Ho Chi Minh beskrev den vildskab, der udføres af slavehandlere i de kapitalistiske magters tjeneste:
“De syge, der betragtedes som beskadigede og usælgelige varer, blev kastet i havet. Som regel var en fjerdedel af den levende last ved rejsens afslutning bukket under for smitsomme sygdomme eller kvælning. De overlevende slaver blev mærket og nummereret med hvidglødende jern som kvæg og taltes i tons og baller. Således underskrev det portugisiske kompagni Guinea en kontrakt i 1700, hvorved det forpligtede sig til at levere 11.000 »tons negre«. (Ho Chi Minh, Civilization That Kills, 1924, i Selected Works, bind I, s. 116)
Massemord, fængsling af børn, march kilometer efter kilometer i lænker og derefter kastet ind i en stinkende og mørk kælder, brændemærket med jern, brændt levende, kastet over bord for at lette belastningen af skibene, ubegrænset udnyttelse af arbejdskraft, listen over borgerskabets forbrydelser mod sorte mennesker er uendelig. Det gør det umuligt at forestille sig, hvor meget blod, invasionen af deres kontinent har kostet afrikanerne. Tallene for dette folkedrab er endnu ikke fuldt ud fastlagt, men et skøn fra forfatteren Richard Wright, citeret af Abdias Nascimento i hans bog O Genocídio do Negro Brasileiro (Folkemordet på de brasilianske sorte), er, at 100 millioner afrikanere blev kriminelt myrdet eller gjort til slaver af de selvbestaltede europæiske kolonisatorer. Andre undersøgelser påviser, at mindst 15 millioner mennesker blev tvangsfjernet til Amerika, og omkring tre millioner døde under overfarten eller druknede på havet.
Al denne vildskab blev godkendt af de europæiske parlamenter og havde fuld støtte fra den borgerlige stat, som med sin styrke pålagde menneskeheden denne afskyelige forbrydelse. Faktisk blev den borgerlige stats vold, moderne krigsskibe, nye skydevåben og oplevelsen af forskellige krige mod de feudale herrer brugt til at slavebinde sorte mennesker, stjæle deres rigdom og udvikle kapitalens akkumulering.
Borgerskabet og slaveriet
I mere end 400 år indvilligede den kapitalistiske produktionsmåde således ikke blot i, men fremmede slavehandel og slaveri. Faktisk underskrev alle koloniserende regeringer monopolaftaler og aftaler om udnyttelse af de afrikanske folk.
Selv da slaveskibe blev forbudt, fortsatte de i årtier, hvor flåderne i forskellige lande på anmodning af deres regeringer eller ved bestikkelse af afrikanske menneskehandlere ignorerede loven. I 1824 foretrak et slaveskib, der havde brug for at lette sin last, i stedet for at kaste tønder med rom i havet at kaste tønder med sorte mennesker. Et engelsk flådeskib samlede tønderne med afrikanere op og tog dem med til slaveskibet. Men da det kom til slaveskibet, indså det, at skibet ikke kunne bære vægten, og beordrede til summarisk at skyde de sorte og smide dem døde i havet.
Borgerskabet og dets produktionsmåde, kapitalismen, udviklede ikke kun slavehandelen, men etablerede slaveri i snesevis af lande og opnåede så store fordele og rigdomme med denne berygtede forretning, som man knap kan forestille sig. I virkeligheden var århundreders slaveri og plyndring af de afrikanske folk medvirkende til, at et mindretal af mennesker blev virksomhedsejere, store virksomhedsejere og respektable spidser i borgerskabet. Det var derfor med udryddelsen, slaveriet og omdannelsen af Afrika til et enormt kontinent for den kommercielle jagt på mennesker, at kapitalismen blev født og påtvunget folkene.
Slavehandelen forsynede specifikt de europæiske magters vigtigste kolonier uden for Afrika (Haiti, Guyana, USA, Brasilien, Colombia, Venezuela, Den Dominikanske Republik) med arbejdskraft af stor fysisk kapacitet og intelligens, hvilket gav mulighed for hurtig vækst i økonomien. Ved analysen af kapitalismens udvikling bemærkede Karl Marx: “Men i forhold til, da eksporten af bomuld blev af vital interesse for disse stater, blev negerens overarbejde og nogle gange opbrug af sit liv på syv års arbejde en faktor i et nøje udregnet og beregnende system. Det var ikke længere et spørgsmål om at skaffe ham (kapitalisten) en vis mængde nyttige produkter. Det drejede sig nu om produktion af merarbejde.” (Kapital, bind I, kapitel X, s. 226-227)
England, det største kapitalistiske land på det tidspunkt, var det land, der udnyttede slavehandelen mest til akkumulering af kapital og havde slavehandelen som sin centrale politik indtil 1783. På dette tidspunkt forsvarede alle de engelske herskende klasser slaveri for enhver pris, da de anså denne handel for at være en enorm stimulans for den kapitalistiske økonomi. Derfor blev slaveriet betragtet positivt af kirken, adelen og den kongelige familie. Derudover styrkede de den britiske flåde til at udvikle produktionen af nye materialer til slaveøkonomien (lænker, kæder, tøj osv.) og fremme forskellige producenter til handel med Afrika og Vestindien.
I 1795 var Liverpool den største slavehavn og tegnede sig for 5/8 af den britiske slavehandel og 3/7 af hele den europæiske slavehandel. For at give en idé om, hvordan slavehandelens omfang voksede gennem årene: Mellem 1680 og 1686 transporterede Royal African Company i gennemsnit fem tusind slaver om året. Alene i de første ni år af frihandelen sendte Bristol 160.950 sorte til sukkerplantagerne.
Slaver var derfor en grundlæggende kraft til at øge landbrugsproduktionen i de kolonier, der leverede produkter (sukker, bomuld, kaffe, guld osv.) til et Europa i fuld økonomisk ekspansion, der netop havde udført den såkaldte rydning af jorden, ødelagde millioner af små og mellemstore landejendomme og etablerede lønslaveri.
Det er ikke en overdrivelse, at kvinder og børn blev gjort til slaver på fabrikker, hvor de led under opslidende arbejde, der kostede mange livet, og hvor lønningerne samtidig blev holdt nede gennem love vedtaget i parlamentet. Lad os se, hvordan Friedrich Engels beskriver denne virkelighed i sin bog The Situation of the Working Class i England fra 1844:
“Fra begyndelsen af fremstillingsindustrien har børn været ansat i spinderierne, i første omgang næsten udelukkende på grund af, at de passede til de små maskiner, som senere blev gjort større. Selv børn fra fattighusene var i mange år ansat og udlejet i en årrække til producenterne som lærlinge. De fik logi, foder og sparsomt tøj, og var naturligvis helt slaver af deres herrer, af hvem de blev behandlet med den største hensynsløshed og barbari.”
Den samme kapitalistiske klasse, der gjorde sorte til slaver, fordrev også bønderne fra deres jord og udnyttede billig arbejdskraft til at udvinde større merværdi. Det var en cirkel, der oprindeligt reproducerede sig selv gennem udbytning for at producere stadig billigere vare og sælge dem til en højere pris i kolonierne, som Marx påpeger:
“Mens bomuldsindustrien indførte børneslaveri i England, gav det i USA en stimulans til omdannelsen af den tidligere mere eller mindre patriarkalske slavehandel til et system af kommerciel udnyttelse. Faktisk havde lønarbejdernes tilslørede slaveri i Europa, for at blive sat op på en piedestal, brug for det utilslørede slaveri i den nye verden.” (Kapital, Karl Marx, bind I, kapitel XXXI, s. 711)
Faktisk anerkendte og støttede England Konføderation af sydstaterne i USA og dens mål om at videreføre slaveriet i USA. Den engelske regering sagde, at en afslutning på slaveriet i dette land ville føre til ødelæggelse af tekstilindustrien i det britiske imperium. Det var de engelske arbejderes store demonstrationer i slutningen af 1862, der forhindrede den engelske regering i at erklære krig mod de nordlige stater, som kæmpede for at få en ende på slaveriet i USA.
At civilisere eller slavebinde?
For at bagatellisere denne berygtede forbrydelse mod menneskeheden påstår borgerskabet og dets historikere, at slaveri altid har eksisteret, at det ikke var noget, kapitalismens har skabt.
Men i slavesamfundet, der gik forud for feudalismen og den kapitalistiske produktionsmåde, var slaver mennesker besejret i en krig eller dem, der ikke kunne betale en gæld, uanset farven på deres hud. Desuden var slaver ikke varer og kunne ikke sælges. I Egypten blev arbejderne for eksempel slaver i den tid, det var nødvendigt for at udføre et bestemt job; da dette var afsluttet, vendte de tilbage til deres tilstand af frie arbejdere. Det er derfor en anden form for slaveri end det, der århundreder efter blev dominerende i den kapitalistiske produktionsmåde.
I den socialistiske produktionsmåde var der intet slavearbejde, for slet ikke at tale om slaveri. Tværtimod kæmpede de socialistiske lande, især Sovjetunionen, mens det var et revolutionært land, sammen med befolkningerne for at befri dem fra den imperialistiske kolonialisme. Menneskeheden har ret til at have en produktionsmåde, der menneskeliggør mennesker og ikke slavebinder dem, der forbedrer deres liv og ikke gør det værre.
Kort sagt, i modsætning til hvad mange borgerlige historikere udbreder, var begyndelsen af kapitalistisk produktion ikke en dans på roser, men på afrikansk blod, tyveri af bondeejendom og den hensynsløse udnyttelse af arbejdere og børn. Forsvaret af de sorte som menneske var aldrig blandt borgerskabets principper; tværtimod betragtede denne klasse altid ”negeren” som en ringere race og etablerede denne opfattelse i hele verden.
Kapitalistisk imperialisme spreder racisme over hele verden
Da de første europæiske skibe ankom til det afrikanske kontinent i midten af det 15. århundrede, var Afrika beboet af folk med en vis grad af udvikling, som havde enorm rigdom, såsom guld, diamanter og forskellige krydderier. For at uddybe udplyndringen af dette kontinent holdt de kapitalistiske lande mellem 1884 og 1885 Berlin-konferencen. Her besluttede de, i en af de mest vilkårlige og autoritære handlinger i menneskehedens historie at opdele nationerne og folkene ud fra verdensborgerskabets interesser som deres eneste kriterium. Denne uretfærdighed blev påtvunget menneskeheden af udenlandske tropper, der dræbte, torturerede og udslettede dem, der vovede at kæmpe for frihed og uafhængighed.
Nogle af konsekvenserne af denne “civilisation” i Afrika af de kapitalistiske lande var utænkelige tragedier, som Ho Chi Minh portrætterede på den femte kongres i den kommunistiske Internationale i 1924, da han læste vidneudsagn fra den sorte forfatter René Maran:
“‘Det ækvatoriale Afrika var et tætbefolket område, rigt på gummi. Der var her alle slags køkkenhaver og gårde med masser af fjerkræ og geder. På kun syv år blev alt ødelagt. Landsbyer lå i ruiner, køkkenhaver og gårde lagt øde, fjerkræ og geder dræbt. Indbyggerne blev svage, fordi de måtte arbejde ud over deres styrke og uden betaling. De var ikke tilstrækkeligt stærke og manglede tid til at arbejde deres marker. Sygdomme brød ud, hungersnød dukkede op, dødeligheden steg. Vi bør vide, at de er efterkommere af stærke og sunde stammer gennemsyret af en varig og hærdet kampånd.
Det samme system af plyndring, udryddelse og ødelæggelse hersker i afrikanske regioner under italiensk, spansk, britisk eller portugisisk styre.” (Ho Chi Minh, Udvalgte Værker, bind I, s. 154-155)
De europæiske nationer proklamerede at være overlegne, bærere af udvikling, af modernitet, der ville bringe civilisationen til de “barbariske og irrationelle” folk. Men som vi har set, var det, der skete, en massakre på de afrikanske folk, med døden til følge for tusinder af mennesker, som modstod beslaglæggelsen af deres jord.
Den Kommunistiske Internationales ’Kongres mod kolonial undertrykkelse og imperialisme’ i februar 1927 fordømte denne barbariske forbrydelse i sin resolution om spørgsmålet om sort slaveri, der afslører borgerskabets økonomiske interesser bag slavehandel og slaveri:
“I 500 år har verdens sorte folk været ofre for den mest forfærdelige og hensynsløse undertrykkelse. Den institution, hvor man købte og solgte slaver som følge af den kommercielle revolution og Europas ekspansion, var begyndelsen på et af de værste terrorsystemer i menneskehedens historie. Som følge af denne handel mistede Afrika 100 millioner af sine indbyggere, hvoraf fire ud af fem døde i den blodige fangst- og transportvirksomhed. De, der overlevede, blev sendt ud i den grusomste trældom i den nye verden.
Den enorme rigdom fra denne uværdige handel var grundlaget for de europæiske staters og deres købmænds overdådighed og udvikling. Mens de afrikanske folks fremskridt gik i stå, og deres civilisation, som mange steder havde nået et højt, fremskredent niveau, blev næsten fuldstændig ødelagt. Disse nationer blev erklæret hedenske og vilde, en underlegen race, bestemt af den kristne gud til at være de overlegne europæeres slaver, uden nogen rettigheder, som den hvide mand skulle respektere. Der blev rejst en bitter og fjendtlig fordom mod den sorte race, en fordom, der dominerede de fleste europæeres følelser og gjorde dem til genstand for nedværdigende og skadelige forbud …
I USA nægtes de 12 millioner negre deltagelse i det politiske og økonomiske liv i nationen, samtidig med at de har lige rettigheder garanteret af forfatningen. Denne undertrykkelse er størst i de sydlige stater, hvor trældomsånden stadig hersker. Adskillelse, fratagelse af borgerlige rettigheder og valgrettigheder, juridisk uretfærdighed, tvungen gældsætning og fængsling, vold, lynchninger af hvide pøbelhobe, alt sammen nedbryder og undertrykker det disse mennesker. Dette perverse undertrykkelsessystem har til formål at reducere denne race til en lavere og servil kaste, udnyttet og misbrugt af alle andre samfundsklasser.” (Resolutionen om spørgsmålet om sort slaveri. Første internationale kongres mod kolonial undertrykkelse og imperialisme. Februar 1927. Left Bank Magazine. 2016)
Kapitalistisk apartheid
Et eksempel på sort slaveri og racisme, der er en integreret del af systemet med kapitalistisk dominans, er Sydafrika. I 1910 grundlagde briterne Unionen Sydafrika som en integreret del af Det Forenede Kongerige. Tyve år senere, i 1931, fik Sydafrika formelt uafhængighed fra Det Forenede Kongerige, men med en britisk pålagt regering. I 1961 erklærede regeringen landet for en hvid republik og etablerede apartheidsystemet. Befolkningen var opdelt efter hudfarve, som garanterede privilegier til hvide. Der var ikke noget statsborgerskab for sorte eller adgang til sundhedspleje, uddannelse eller nogen offentlig tjeneste i landet. 16. juni 1976 myrdede den racistiske stat Sydafrika 700 unge mennesker og sårede mere end 4000 for at stoppe oprøret i den sorte befolkning, i hvad der er blevet kaldt Soweto-massakren.
Men hvem nød godt af apartheid i Sydafrika? Lad os se på, hvad Kwame Nkrumah, en ghanesisk-født afrikansk revolutionær leder, skrev:
“Diamantindustrien i Sydafrika indbragte en omsætning på 93 millioner pund i 1962. To tredjedele af dette var fra perlediamanter, hvis karatpris kort forinden var blevet forhøjet af industriens egne kontrollører. Diamantindustrien i Sydafrika er af en sådan vigtighed, at der ikke er nogen told på eksport of uslebne diamanter.
Diamanter er en stor bekymring for mr. Harry Oppenheimer, og det er gennem De Beers og Diamond Corporation, med deres tilknyttede selskaber og alliancer, at driften af hans Anglo American Corporation strækker sig fra Sydafrika til Sydvestafrika, Angola, Congo, Øst- og Vestafrika, som indtil for nylig kontrollerede produktion og salg af omkring 85 % af verdens diamanter.” (Kwame Nkrumah, Neokolonialisme: Imperialismens sidste fase, International Publishers, 1966)
Dette racistiske system ophørte i 1994, det vil sige seks år før slutningen af det 20. århundrede. Hundredvis af oprør, opstande og den væbnede kamp udviklet af sorte sydafrikanere og tusindvis af mord på børn, unge, mænd og kvinder var uundgåelige for at sætte en stopper for dette system. Apartheid endte med, at det hvide borgerskab bevarede den rigdom, det stjal fra det sydafrikanske folk, og med at 70 % af befolkningen fortsat levede i ekstrem fattigdom. Historien om delingen af Afrika og apartheid er et stadigt bevis på, at det er umuligt at sætte en stopper for racisme ved at opretholde det kapitalistiske system, og det viser, at borgerskabets mål om at gøre mennesker til dyr var den største “decivilisering” i historien.
En anden stor afrikansk revolutionær, Amilcar Cabral, forklarede i sin bog The Weapon of Theory i dybden målene for de forskellige teorier, der med forskellige ord forsvarer racisme og apartheid:
“Imperialistisk koloniherredømme har forsøgt at skabe teorier, som faktisk kun er grove formuleringer af racisme, og som i praksis omsættes til en permanent belejringstilstand for de oprindelige befolkninger på basis af racistisk diktatur (eller demokrati) …
Dette er ligeledes tilfældet med den såkaldte teori om apartheid, skabt, anvendt og udviklet på grundlag af den økonomiske og politiske dominans af befolkningen i Sydafrika af et racistisk mindretal, med alle de forbrydelser mod menneskeheden, dette indebærer. Apartheid har form af uhæmmet udnyttelse af den afrikanske befolknings arbejdsstyrke, fængslet og kynisk undertrykt i den største koncentrationslejr, menneskeheden nogensinde har kendt.” (“The Weapon of Theory”, i Amilcar Cabral, Unity and Struggle, Monthly Review Press, 1979, s. 140-141)
Disse grusomme og anti-sorte handlinger er ikke ophørt i det 21. århundrede, som det fremgår af det umenneskelige mord på George Floyd den 25. maj 2020, hvilket udløste den største bølge af demonstrationer i USA siden slutningen af Vietnamkrigen.
Som om det ikke var nok, drøfter 27 stater i USA (i alt er der 50) et lovforslag i deres parlamenter, der har til formål at forhindre diskussion af race i grunduddannelsen (folkeskolen). Fra juni 2021 har otte stater (Texas, Oklahoma, Tennessee, Idaho, Iowa, Florida, Utah og Montana) vedtaget love, der begrænser eller forhindrer lærere i at tale om racisme i landet med deres elever og studerende.
I staten Iowa blev der for eksempel vedtaget en lov, der forbyder lærere at diskutere racismens forhold til landets historie i klassen. Den nye lov, der blev underskrevet af statens guvernør i juni i år, fastslår, at undervisere ikke må tale om racemæssig ulighed. I Arizona forbyder “Imperial Teaching Act” ikke bare denne diskussion, men betyder bøder til lærere på 5.000 dollars for at behandle spørgsmålet i klassen. At loven endnu ikke er gennemført, skyldes kun, at Senatet nedlagde veto mod lovforslaget.
Som vi ser, er racisme, selv med slaveriets ophør og udviklingen af kapitalismen på alle kontinenter, fortsat et vigtigt instrument til kapitalistisk dominans over arbejderne. Men sorte mennesker har aldrig underkastet sig eller accepteret slaveri og racisme. De kæmpede og fortsætter med at kæmpe. De er klar over, at hver millimeter af frihed, de har, var frugten af blod og kamp sorte arbejdere rundtom i verden.
Oktober 2021
Det Revolutionære Kommunistparti (PCR), Brasilien
Oversat fra Unity&Struggle nr. 42, tidsskrift for den internatinale konference af marxist-leninistiske partier og organisationer