Statens rolle bag danske globale supermonopoler

Af Dorte Grenaa, Arbejderpartiet Kommunisterne, APK

I forordet til ”Staten og revolutionen” skriver Lenin: ”Spørgsmålet om staten får i øjeblikket særlig betydning såvel i teoretisk som i praktisk-politisk henseende. Den imperialistiske krig har i allerhøjeste grad fremskyndet og skærpet den proces, hvorved den monopolistiske kapitalisme forvandles til en statsmonopolistisk kapitalisme. Staten smelter mere og mere intimt sammen med de almægtige kapitalistsammenslutninger, og dens uhyrlige undertrykkelse af de arbejdende masser bliver endnu mere uhyrlig.”

Fra politikere og erhvervsfolk hører vi, at det går rigtig godt for dansk økonomi. Men når regeringen kan vise flotte væksttal, overskud på økonomiske parametre, skyldes det nogle få brancher, hvor en lille gruppe danske virksomheder har udviklet sig til globale supermonopoler. Det er dem og deres kapitalgrupper, som det går rigtig godt for, og som lander det ene rekordoverskud efter det anden.

For mellemstore og små virksomheder er virkeligheden en anden. Der er fortsat tilbagegang for den industri, der er tilbage i Danmark, og privatforbruget falder1. En stor del af arbejderklassen og alle på offentlige ydelser oplever reallønstilbagegang med fortsatte prisstigninger og inflation.

Det er ikke nyt, at den danske stat har åbnet op for, at globale monopoler kan operere i Danmark under gunstige forhold, eller at der er danske monopoler, som opererer både herhjemme og globalt. Et nyere træk i udviklingen er imidlertid, at nogle få danske virksomheder har kunnet rykke op blandt verdens største globale monopoler og blandt de fire-fem førende inden for hver deres branche. Det er bl.a. Novo Nordisk, DSV, Carlsberg, A.P. Møller Mærsk, Vestas og ISS (se listen over Danmarks 10 største virksomheder).

Den borgerlige stat har gennem de sidste årtier ført en konsekvent klassepolitik for at sikre denne udvikling. Både med direkte økonomisk støtte, lån og ”hjælpepakker” og ved at sikre fordele og privilegier til monopolerne på bekostning af de mindre virksomheder.

I globaliseringens hellige navn blev der allerede for flere årtier siden, tilbage i 90’erne under Nyrup og Fogh, åbnet op for, at virksomheder i langt højere grad kunne bruge billigere udenlandske underleverandører, der kunne presse de mindre danske virksomheder på priser og løn. Hvilket i dag har udviklet sig til den jungle af social dumping og legal og illegal arbejdskraft, vi ser i dag.

Presset på arbejdskraften med løn og arbejdsforhold i en nedadgående spiral og en stadig større del af arbejdskraften uden for overenskomstmæssige forhold og faglig organisering er til gavn for alle kapitalistiske virksomheder, men allermest for de største monopoler, der driver denne udvikling. Bag væksttal og rekordoverskud, herhjemme og globalt, står en øget udbytning af arbejderklassen, hvis arbejde er den eneste kilde, der kan skabe merværdi.

Den anden side af statens klassepolitik til at sikre danske monopoler en global førerstilling har været og er fortsat omstillingen af den offentlige sektor til at servicere disse monopolers behov, ikke mindst med privatiseringer og udliciteringer. Den førte finans-, beskæftigelses-, uddannelses-, skatte-, og energipolitik har tjent og tjener til at sikre denne udvikling.

Lad os se på nogle konkrete eksempler.

Mærsk fik oliemilliarder for 40 kr.

Såvel socialdemokratiske som Venstreledede regeringer har stået for og gennemført store privatiserings- og udliciteringsbølger, hvor samfundsværdier betalt af arbejderklassen i sektorer fra infrastruktur til energi og kommunikation stort set er blevet foræret til privat kapitalister.

Det er sket lige fra den kommunale rengøring og renovation til eksempler som A.P. Møller Mærsks Nordsøolie-eventyr, hvor Mærsk i sin tid fik retten til Danmarks undergrund i 50 år forærende for bare 40 kroner. Perioden blev senere blev udvidet med 30 år og en klausul, der garanterede A.P. Møller kompensation mod uforudsete indgreb fra staten i de næste 40 år.2

Efter at have hevet olie og profit hjem i mange år solgte Mærsk i 2017 sin olieforretning for 47 mia.kr. til det franske energiselskab Total. Undervejs har den danske statskasse investeret mange penge og ressourcer i Mærsks olieproduktion gennem DUC/ Dansk Undergrunds Consortium og Nordsøfonden. Hvilket den fortsat gør gennem bl.a. Danmarks Tekniske Universitet/DTU’s nationale forskningscenter, DTU Offshore, som udvikler forskningsbaserede teknologiske løsninger for offshore-industrien i den danske Nordsø.

Og så er dette bare et enkelt eksempel på, hvordan staten har tjent udviklingen af Mærsk til at blive Danmarks største globale supermonopol. Væsentlige dele af Danmarks udenrigspolitik og krigsdeltagelse dikteres af Mærsks globale interesser. Og det gælder ikke kun handels- og investeringsaftaler med lande i Afrika, der skaffer Mærsk monopolkontrakter og øgede udbytningsmuligheder. Også dansk krigsdeltagelse i USA’s krige hiver store kontrakter hjem fra den amerikanske hær til Mærsk, og det at den danske stat sender krigsskibe ned til Det Røde Hav for at sikre Mærsks og andre rederiers transportruter og nye rekordoverskud.

Mærsk er ikke bare Danmarks største monopolvirksomhed, det er verdens største containerrederi og logistikvirksomhed, der opererer i mere end 130 lande, og en af verdens største virksomheder.

Snyltermonopolet Novo Nordisk

Novo Nordisk er i dag vurderet til at være det 20. mest værdifulde børsnoterede selskab i verden. Det har en førende monopolstilling i udvikling af produkter inden for to af de hurtigst voksende ”livsstilssygdomme” i verden – diabetes og fedme. Det er sygdomme, som man ved i meget stort omfang kan forebygges, hvis man tog privatkapitalismen ud af ligningen.

Novo Nordisks storsælgende diabetesmiddel Ozempic kunne sidste år indtage tredjepladsen på listen over verdens bedst sælgende lægemidler.

Den danske stat har stillet den offentlige forskning og sundhedsvæsen til rådighed til at sikre Novo’s monopolposition. Samtidig betaler det offentlige sundhedsvæsen monopolpriser dikteret af NOVO og hvor det bliver et tovtrækkeri mellem offentlige kasser om hvilken der skal betale. I 2023 måtte regionerne bruge 1,4 milliarder kroner mere på tilskudsmedicin, end man gjorde året før. Det er 1,1 milliard kroner mere, end der var budgetteret med i økonomiaftalen med staten. Det betales med nedskæringer andre steder på hospitaler og i sundhedssystemet.

At der er tale om store penge  viser tallene. Alene Novo Nordisks salg af vægttabsmidler estimeres at nå 68 mia. kr. i år og stige til 248.000.000.000 kr. i 2031.3

Novo er samtidig et eksempel på, at supermonopolerne dikterer staten, hvilken arbejdskraft der skal uddannes for at dække deres behov. Det nyeste eksempel er projektet Life Science Hub på Fyn. Det er søsat for at sikre den rigtige arbejdskraft til Novos nye anlæg ved Odense, hvor Novo Nordisk Fond sammen med UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole er gået sammen om etableringen af dette.

At der er tale om, at stat og kommune går omfattende ind, kan man bl.a. læse i deres reklamemateriale, hvor det hedder: ”Afsættet for projektet er de nuværende og kommende life science virksomheder på Fyn og deres behov for kompetencer og udviklingsfaciliteter. I projektet indgår erhvervsskolerne EUC Lillebælt, SDE, Svendborg Erhvervsskole, Kold College og AMU Fyn. Derudover indgår Simac (Syddansk Maritime Netværk) og SDU (Syddansk Universitet). Projektet vil desuden omfatte centrale aktører som Life Science Fyn, Odense Kommune, Odense Universitets Hospital, OUH, og Syddanske Forskerparker.” Novo har lignende projekter i Kalundborg og Dublin i Irland.

Ser man på hele rækken af uddannelsesreformer fra folkeskole, erhvervsskoler til professionsskoler og universiteter, er det helt tydeligt, at de er designet til netop erhvervslivet og især monopolernes behov. Når politikerne i dag helt åbent taler om, at uddannelserne skal matche erhvervslivets behov, så mener de først og fremmest de store monopolers behov.

At der skulle være mangel på arbejdskraft og på den rigtige arbejdskraft, som derfor må importeres globalt, er blot et dække over kravet om billigere arbejdskraft for at sænke virksomhedernes omkostninger og styrke dem i den globale konkurrence. Det er samtidig kendetegnende for de store supermonopoler, at de har placeret en stor del af deres produktion og arbejdspladser uden for Danmark og har forholdsvis få danskere ansat f.eks. i Mærsks handelsflåde.

I monopolernes vold

Ved at staten og politikerne har ført denne helt konsekvente politik for at servicere de største monopoler har de samtidig udviklet en enstrenget og meget sårbar dansk samfundsøkonomi helt afhængig af de samme monopolers fortsatte vækst, hvor hele samfundet indrettes på at understøtte og stå til rådighed for disses behov, krav og interesser.

Tidligere betød statsmonopolkapitalisme i høj grad, at staten ejede og stod for driften af de vitale samfundsinfrastrukturer og vitale områder som data, el, gas, og vand. I dag ligger magten, kontrollen og ejerskabet i monopolernes og privatkapitalisternes hænder. Staten har rollen som partner i de mange privat-offentlige partnerskaber, hvor den står for store anlægsudgifter, uddannelse af arbejdskraft, forskning, infrastruktur som byggegrunde, transportmuligheder, for underskudsgarantier og støtteordninger osv.

Selvfølgelig kommer der også indtægter i statskassen fra disse partnerskaber, konsortier og fonde, men de går tilbage i kredsløbet omkring at understøtte videreudviklingen af samme monopoler og til sektorer som den voksende danske krigs- og oprustningsøkonomi. Det er kendt viden, at statens ledelsesrepræsentanter i disse foretagender tjener millionlønninger og bonusser, der stiger med præsteret overskud på firmaets bundlinje. De er selv en del af den herskende klasse, og ikke repræsentanter for brede samfundsinteresser.

Forståelsen af, at staten og statsmagten ikke er neutral, og under kapitalismen ikke er ”os alle sammen” eller et redskab til at sikre samfundsmæssig retfærdighed, har været en af grundstenene i marxismen-leninismen lige siden Marx og Engels skrev ”Det kommunistiske manifest”. Staten er udtryk for, at der eksisterer et klassesamfund med klasser, hvis essentielle interesser ikke kan forenes. Den er et redskab for den herskende klasse under kapitalismen til at sikre udbytning og undertrykkelse, for at sikre sin voksende rigdom på bekostning af arbejderklassen, mennesker, natur og klima.

Arbejderklassens revolutionære strategi

Udviklingen af en lille klike af store globale førende monopoler og deres sammensmeltningen med staten får os ikke til at sige, at vi befinder os i en ny fase af imperialismen. Og at vi derfor skulle erstatte en revolutionær strategi med en anti-monopolistisk strategi, der forener de øvrige klassemodsætninger og underordner den grundlæggende modsætning mellem arbejde og kapital og arbejderklassens kamp for revolution og et andet, socialistisk samfund.

En del af kongresforberedelserne op til APK’s 10. konres her til efteråret har været grundige diskussioner af udviklingen af imperialismen i dag – internationalt og herhjemme. Og ligesom resten af den internationale marxistisk-leninistiske bevægelse, CIPOML, står vi fast på, at Lenins konklusion, at vi lever i imperialismens og arbejderklassens revolutions epoke, fortsat er gældende. I vores kongresteser hedder det bl.a.: ”Danmark er en imperialistisk magt, med monopoler, der går efter maksimal profit på de danske og det globale verdensmarked.

Arbejderklassens kamp i Danmark må nødvendigvis rette sig mod imperialismen, da det er det kapitalistiske samfundssystem, vi lever i, lider under og vil gøre os fri af. Imperialisme er det stadium eller udviklingstrin, som kapitalismen gennem sin hundredårige historie har udviklet sig til med monopolkapitalisme, snyltende finanskapital, kapitaleksport til yderligere udbytning og profit, med stadige konflikter og krige om ny-opdeling af det globale verdensmarked.”

For os kan kampen mod imperialismen, den anti-kapitalistiske kamp og kampen for revolutionen ikke skilles ad.

”I imperialistiske lande som vores er arbejderklassens revolution et opgør med imperialismens kapitalistiske monopoler, deres herredømme og statsmagt, og med hele den herskende klasse. Det er en samlet politisk dialektisk proces med mange faktorer, der er indbyrdes afhængige af hinanden, hvis betydning og udvikling kan gå hurtigt eller langsomt, bytte plads, slås tilbage eller rykke frem, men hvis grundlæggende drivkraft hele tiden er klassekampen mellem arbejde og kapital, mellem arbejderklassen og den herskende klasse. Og som, når betingelserne er til stede, kan bryde igennem som en flodbølge af revolutionær kraft og energi og tage fat på opbygningen af et nyt socialistisk samfund, hvor det er arbejderklassen, der har magten.”4

25.maj 2024

Dette oplæg er en del af APK’s kongresproces.

Noter

1   Ifølge tal fra Danmarks Statistik 1. kvartal 2024
2   https://www.dr.dk/nyheder/politik/nordsoe-aftalen-udvidet, 2003
3   https://medwatch.dk/Medicinal___Biotek/article17146325.ece
4  Citat fra Anti-imperialisme, anti-kapitalisme og revolution kan ikke skilles ad – ENHED og KAMP