I Mexico har klassekampen de sidste par måneder været præget af kraftige kampe mellem arbejderklassen og den brede befolkning og borgerskabet, finansoligarkiet og deres stat. Der er tre hovedscenarier, hvor vi mere klart kan se, hvordan de forskellige sociale klasser handler; hvordan den ene side prøver at fastholde magten og undgå, at den nuværende situation udvikler sig til en politisk og revolutionær krise. Mens de udbyttede og undertrykte klasser på den anden side forsætter at gå mod kapitalens offensiv, kæmper for at øge deres styrke til at ændre den ugunstige balance mellem klassekræfterne, som de står i.
I. Den økonomiske situation i Mexico
Den økonomiske situation i landet, som klassekampen udfolder sig i, er karakteriseret af:
1. Den højeste inflationsrate i de sidste ni år, der i juni nåede en årlig rate på 6,31 % ifølge officielle data. Det har betydet højere priser på basisvarer, lønnedgang for arbejdere og dybere fattigdom for arbejderklassen og de folkelige sektorer.
Hovedårsagen til dette inflationsniveau var:
a) Den frie prissætning (liberaliseringen) af energipriser siden 1. januar dette år (2017), hvilket betød en gennemsnitlig prisstigning på 24 % på benzin og gas og elektricitet til husholdninger. Det betød, at priser på offentlig transport og varer steg med raketfart.
b) Mellem november 2016 og februar 2017 (perioden fra valget i USA og de første dage med Donald Trump i Det Hvide Hus) steg værdien af dollaren i forhold til den mexicanske peso mellem 20 % og 30 %, hvilket fik stor indflydelse på den mexicanske økonomi, fordi forbrugsvarer i stort omfang importeres fra USA. Sammen med disse faktorer var der i løbet af det første halvår i 2017 sammenlagt en prisstigning på 27 % på cement, hvilket især ramte byggeriet, så huspriserne steg med omkring 10 % og udbygningen af infrastruktur blev ramt.
2. Dette års (2017) vækst er begrænset til 1,8 % af bruttonationalproduktet (BNP), lavere end væksten i 2016, der var på 2,3%. I første halvdel af året var der et fald i industriproduktionen, og selvom servicesektoren er vokset, svarer det på ingen måde til forudsigelserne om øget vækst i år. Indtil juni måned er den officielle arbejdsløshed stadig på 3,5 %, hvilket svarer til 1.821.000 arbejdsløse ved siden af de 30 millioner mexicanere, der arbejder på det uformelle arbejdsmarked, 60 % af den erhvervsaktive befolkning.
II. Opstanden mod de stigende energipriser
Energireformen har været en de vigtigste strukturelle reformer, som Peña Nieto* har gennemtvunget i slutningen af 2013. Dens effekt på privatiseringer af statsvirksomheder, der kontrollerede produktion og marketing, har fået en drastisk indflydelse på arbejdernes økonomiske situation.
I begyndelsen af 2015 startede en række frasalg af vigtigste olieproduktioner og oliekilder. For at sikre, at intet kunne stå i vejen for prisspekulation, besluttede den mexicanske regering en proces for fuldstændig liberalisering af energiforsyningen (benzin, gas og elektricitet til husholdninger), der trådte i kraft fra januar 2017. Det betød prisstigninger, der bredte sig til forbrugsvarer i Mexico.
Befolkningens svar faldt prompte. 1. januar 2017 begyndte en spontan og lovlig protestbevægelse blandt den brede befolkning over hele landet. Den involverede alle lag af småborgerskabet, som objektivt bevæger sig mod proletarisering, og vigtige dele af de underste lag i borgerskabet. Dette skabte voldsomme kampe adskillige steder. Protestbevægelsen udviklede sig til en folkelig opstand, ikke mindst i Ixmiquilpan og Rosarito.
Ixmiquilpan er en region i the Valley Mexquital i staten Hidalgo; Rosarito er en region i den nordlige stat Baja California, der grænser op til USA. Begge steder sidder PRI og PAN* ved magten. Indtil da havde befolkningen ikke været i stand til at mobilisere særligt kraftigt at deltage i protestbevægelserne i Mexico, men nu brød den ud efter lang tids opsparet utilfredshed.
Aktionerne i Ixmiquilpan startede med overtagelse af benzinstationer, lukning af de store kædebutikker Chedrahui, Coppel, Oxxo osv. og blokader af bankerne. De brede folkemasser optrappede aktionerne. Motorveje blev blokeret, inklusive motorvejen fra Mexico City til Laredo, lastbiler med brændselsolie blev stoppet og olien fordelt blandt befolkningen. Af alle de aktioner, der startede 4. januar rundt i landet, blev aktioner i Mexquital Valley de farligste for den mexicanske stat.
Torsdag d. 5. januar kom Peña Nieto-regeringens svar på den omfattende utilfredshed. Den sendte føderalt politi bevæbnet til tænderne for at drukne opstanden i blod. Befolkningens modstand voksede endnu mere, og statens undertrykkelsesstyrker måtte sammen med regionens og delstatens politistyrker og styrker fra den mexicanske hær flygte over hals og hoved og efterlade udstyr og sårede for at undslippe folkets vrede.
To unge, Alfredo Perez og Alan Giovani Gutierrez, blev myrdet og tusinder såret. Den dag vandt befolkningen i Ixmiquilpan en erfaring for hele arbejderklassen og folket. Nemlig at indførelsen af folkeforsamlinger (med sovjetterne som forbillede) førte til beslutningen om ikke at indføre prisstigninger på basisprodukter og forhindrede mangler på forsyninger til de omkringliggende regioner.
Rosarito, en by der ligger få mil fra Los Angeles, Californien, tilsluttede sig også denne protestbølge. Trods deres uerfarenhed i folkelige kamp besatte de et område rundt om Pemex stadion, der ligger ved den motorvej, som forbinder de tre Californien’er (Nord-, Syd- og det i USA). Den mexicanske stat besluttede at bruge sine politistyrker til et blodigt angreb på befolkningen endnu en gang d. 7. januar.
Den morgen ankom en stor styrke af politisoldater fra det føderale politi til Rosarito støttet af stats- og regionspoliti. Dagen igennem forsøgte de at fjerne demonstranterne, der nægtede at stoppe blokaden af motorvejen. Deres svar var tværtimod at forstærke blokaden af motorvejen. Det fik fascisterne til i vrede at forsøge med provokationer som at bruge en bil til at køre adskillige betjente ned.
Mere end 70 journalister blev anholdt og gennembanket, efter politiet svarede igen med tåregas og raids/angreb. Hvilket er endnu et eksempel på, hvilken løsning Peña Nieto ønsker over for arbejderklassens og folkets utilfredshed. Befolkningen fandt yderligere styrke og fortsatte protesterne og mobiliserede vigtige sektorer fra Tijuana, Mexicali, Tecate, Ensenada og daglejere fra San Quintin, hvilket satte hele regionen på den anden ende. Dette tvang USA’s regering til midlertidigt at lukke grænseovergangene til Mexico i dette område.
Demonstrationer fandt sted over hele landet. Den mexicanske stat udløste for første gang en storstilet provokation: Paramilitære grupper og organisationer, der var tilknyttet regimet, udførte voldelige aktioner og plyndringer. Deres mål var at udløse terror i stort omfang for at demobilisere masserne og neutralisere deres kamp mod de stigende energipriser. Midt i al dette var Ixmiquilpan og Rosarito de to spydspidser, der viste massebevægelsen i begyndelsen af 2017.
Efter disse folkelige opstande opfordrede de organiserede kræfter i landet til en stor demonstration den 31. januar mod den føderale regerings skridt, hvilket tvang regimet til at skifte den strategi for liberalisering af energipriserne, som de dagligt havde benyttet fra januar til slutningen af året, for at udvande den folkelige kamp.
III. Valgsvindel i delstaten Mexico
Sidste juni blev der afholdt valg i fire af Republikken Mexicos delstater, inklusive delstaten Mexico (den grænser op til Mexico City og er hovedkvarteret for Atlacomulco-gruppen, en af Peña Nietos økonomiske grupper). Valgene i disse delstater var de mest bemærkelsesværdige i denne periode, fordi de viste den valgstrategi og taktik, landets vigtigste oligarki grupperinger benyttede i lyset af det kommende præsidentvalg i 2018. Der skal yderligere vælges 128 medlemmer af Senatet, 500 deputerede, 30 delstatsvalg (guvernører og lokale kongresser) for i alt 32 delstater og adskillige bystyrer og medlemmer af lokale kongresser.
I valgene i 2017 var der mere end 47 % af befolkningen, der ikke stemte. Dette samt valgsvindel var årsagen til, at PRI genvandt delstaten Mexico. Alle meningsmålinger havde ellers vist, at Delfina Gomez, der var Andres Manuel Lopez Obradors kandidat, ville vinde. Men den forsonende holdning hos Morena, partiet der ledes af Lopez Obrador, var også åbenlys. Befolkningen var villige til at gå på gaden mod valgsvindlen, men Morena gennemtvang sin forsonende holdning, hvilket demobiliserede bevægelsens sociale basis.
Massebevægelsen og de demokratiske og revolutionære organisationer opfodrede til demonstrationer i gaderne i protest mod valgsvindlen. Vi gennemførte nogle folkelige demonstrationer og en symbolsk omringning af valginstituttet (IEEM), det institut i delstaten Mexico, der er ansvarlig for at udnævne guvernøren. Den sociale bevægelse som helhed havde imidlertid ikke styrken til at udløse en bevægelse mod valgsvindel, der havde været i stand til at bruge befolkningens utilfredshed i denne situation, og som ville have vist et vigtigt eksempel for valgene i 2018.
IV. Opbyggelsen af en enhedsfront og en politisk generalstrejke
I hele perioden mellem opstanden mod energipriserne og valgsvindlen i delstaten Mexico blev der inden for massebevægelsen udført en vigtig bestræbelse på at opbygge en enhedsfront og en landsdækkende plan for alle fagforeningernes og de folkelige kræfters aktioner og retning for kampen.
Derfor startede vi med en aktionsplan ved navn ”Den nationale kampagne for organisering og mobilisering”, som strakte sig fra 17. januar til 5. februar, og hvis vigtigste mobiliseringsdag var 31. januar. I spidsen for den første fase stod ”Den sociale og brede enhedsfront”, der var ledet af telefonoperatørens landsdækkende fagforening (STRM) og fagforeningerne i det nationale forbund af fagforeninger (UNT).
Derefter blev gennem en fælles indsats fra nedenstående kræfter gennemført en ”Første konference for det mexicanske folks enhed” den 1. og 2. april sidste år. Det drejede sig om kræfter fra landsdækkende organisationer som ”Folkets nationale samling”, der bliver ledet af forældrene til de 43 lærerstuderende, der blev myrdet i Ayotzinapa, ”Den nationale samling af modstand” (der samler et vigtigt antal sektorer, som mobiliserede mod energipriserne) og ”Den nationale koordinerende samling af arbejdere på landet og i byerne” (ANATCC), der er organiseret af ”Den nationale koordination af undervisere” (CNTE).
Konferencen i april blev enig i den afgørende opgave med at samle de folkelige bevægelser i landet og besluttede:
a) en samlet plan, der koncentreres om mobilisering til fire hovedbegivenheder: 1. maj, 19. juni, 1. september og 26. september. Disse datoer vil øge mulighederne, styrken og radikaliseringen i massemobiliseringen til den 26. september, som er treårsdagen for de forsvundne lærerstuderende fra Ayotzinapa og vil blive den største mobilisering dette år.
b) at nedsætte en landsdækkende koordination af Mødet for det mexicanske folks enhed, der siden har mødtes månedligt for at udføre de opgaver, som konferencen besluttede, og evaluere opgaverne ved hvert skridt.
c) et nipunkts-program for en samlet kamp, der fremhæver kampen mod strukturelle reformer, for at de bortførte kommer tilbage i live, frihed for politiske fanger, forsvar for naturressourcerne, af folkets territoriale og nationale rettigheder, forsvaret af kvinders rettigheder og kampen for at vælte blandt andre Peña Nieto.
d) afholdelsen af Den anden nationale konference for det mexicanske folks enhed d. 14.-15. oktober i år. Opgaven for denne er at beslutte en ny plan for fælles handling, der kan holde mindst til juli næste år.
Mexicos Kommunistiske Parti (Marxister-Leninister), PCM(ML), Den Revolutionære Folkefront (FPR) og deres masseorganisationer har arbejdet med disse opgaver. Det, vi har sat i centrum for vores forslag til udviklingen af massebevægelsen, har været opbygningen af en stor samling af arbejderklassen og folket i Mexico, hvilket er ved at tage form og øger den levende samlingsproces. Ikke mindst gennem Den nationale konference for det mexicanske folks enhed, hvor blandt andet vores forslag blev diskuteret.
Vi har også hele tiden slået på nødvendigheden af at opbygge en fælles kampplatform for hele arbejderklassens, småbøndernes og de folkelige organisationers bevægelser, der sætter organiseringen af en politisk generalstrejke i centrum, som vil kunne ændre styrkeforholdet for den mexicanske arbejderklasse. Vi arbejder med alle de fire fælles aktionsdage, der er vedtaget for i år, men med særlig vægt på, at den 26. september bliver en prøve, der får befolkningen til at forstå muligheden og nødvendigheden af en politisk generalstrejke ud fra deres egne erfaringer.
En anden opgave, som vi bliver ved med at prioritere, er skabelsen af en fælles landsdækkende ledelse, der skal spille rollen som generalstab for massebevægelsen, hvor vi i dag står med adskillige ledelsescentre for massebevægelsen. Vi fortsætter ligeledes med vores forslag til et en fælles politisk platform for en demokratisk-revolutionær kamp, der sætter afskaffelsen af det nuværende regime, dannelsen af en revolutionær provisorisk regering, der indkalder en national, demokratisk, folkelig og proletarisk lovgivende forsamling, i centrum.
Vi betragter dette som de mest nødvendige opgaver i Mexico, som vi må udvikle under de nuværende betingelser i landet for at kunne gøre fremskridt i den proces, det er at styrke de revolutionære kræfter og på den måde bringe den mexicanske arbejderklasse og folk nærmere til sejren for arbejderklassens revolution og proletariatets diktatur.
V. Frem mod 2018 og valgene i Mexico
PCM(ML) og FPR udgav dokumentet Valgspørgsmålet og marxist-leninisternes taktik som forberedelse i klassekampen i 2018, der vil blive præget af valgene. I det har vi lavet en generel analyse af forholdene i landet og de forhold, som valgene vil blive afholdt i. Vi trækker også vores partis erfaringer op på dette felt og beskriver elementerne i en revolutionær valgtaktik, og i slutningen af dokumentet fremhæves, hvad vi særligt foreslår for massebevægelsen i 2018-valgene.
I den revolutionære valgtaktik er det uundgåeligt at understrege begrænsningen i den parlamentariske taktik, som meget ofte er den grøft, man kan falde i, når man laver den slags arbejde. Det vil altid være underlagt arbejderklassens strategiske mål for revolution og må aldrig betragtes som den grundlæggende måde at erobre magten på. Det er ikke er hævet over andre former for arbejderklassens og folkets kamp, former som generalstrejke, gadekampe, oprør og væbnet kamp med forskellige former for revolutionær vold. Valgkampen må bruges til at fremhæve nødvendigheden af at overvinde kapitalens diktatur med revolutionære midler.
Der er ingen tvivl om, at valgene ikke vil ændre noget fundamentalt på oligarkernes diktatur og graden af Mexicos afhængighed af Yankee-imperialismen. Det er åbenlyst, at der det øverste lag i det finansielle oligarki hersker enighed om, at en mulig regering i Mexico efter 2018 ligger i hænderne på enten de højreorienterede og det ekstreme højre repræsenteret ved PRI og PAN eller på socialdemokratiet, nu repræsenteret ved Morena med Andres Manuel Lopez Obrador i spidsen. Begge muligheder er allerede under finansoligarkiets kontrol, og begge repræsenterer bare to forskellige former for fortsættelsen af kapitalens diktatur.
I dette scenario foreslår vores parti og FPR en taktik for at deltage i valgene med følgende hovedpunkter:
- Deltagelse i valgkampen 2018 med en massiv bølge af gademobilisering og en stærkere samlet front, der vil bringe klassekampen nærmere på en politisk generalstrejke og styrke udviklingen af opbygningen af den nationale samling af arbejderklassen og folket i Mexico.
- Aktiv deltagelse i valgkampen 2018, hvor vi lægger vores eget demokratisk-revolutionære program frem, fører valgkamp for kandidater fra massebevægelsens rækker og udvikler vores egen kampagne for den platform for enhed, som bevægelsen har fået udviklet indtil nu. Hvilket betyder, at vi ikke rejser forslag og platforme fra de borgerlige partier.
- Vi mener, at vi gennem denne valgkamp kan udvikle massebevægelsen til at få større indflydelse og ud af den skabe en blok af demokratiske folkelige repræsentanter, der kan vinde pladser i parlamentet, hvilket vil blive opfattet som en folkelig sejr.
- De folkelige kandidater, som vi er villige til at støtte, kan være opstillet i partier i den borgerlige opposition, særlig Morena. Vi vil imidlertid ikke udelukke muligheden for opstilling af uafhængige kandidater, inklusive i forskellige egne af landet, der vil kunne samle bevægelsen. I særlige områder kunne der være uafhængige kandidater fra Den nationale kongres af oprindelige folk (CNI) og Zapatisternes Nationale Befrielseshær (EZLN), med den begrænsning, at dette kandidatur indtil nu ikke har stået åben for hele den samlede organiserede bevægelse i landet.
- Det er afgørende for vores parti og FPR, at valgkampen i 2018 ikke skal svække eller splitte den proces med at samle kræfterne, som arbejderne og folkene i Mexico har opnået indtil nu. Tværtimod må den udnytte valgkampen til at fortsætte med at øge dens styrke for at kunne videreføre kampen for arbejderklassens revolution, socialismen og kommunismen.
Let forkortet oversættelse af artikel bragt i Unity & Struggle nr.35, 2017.