… Ligesom Engels og Marx før ham sidestillede Lenin den teoretiske kamp med den økonomiske og politiske kamp. “Uden revolutionær teori kan der ikke være nogen revolutionær bevægelse”, skrev han i værket ’Hvad må der gøres’. “Denne grundlæggende idé,” tilføjede han, “kan ikke understreges nok på et tidspunkt, hvor den moderne forkyndelse af opportunisme går hånd i hånd med en fordybelse i den snævreste form for praktisk arbejde.” …
Et berømt Marx-citat er, at “filosoffer forsøger at forstå verden, men det vigtige er at ændre den”. Nogle mener, at Marx derfor mente, at filosofi ikke er vigtig. Det er så forkert, som det kan blive. Han, og ikke mindst Engels, var meget optaget af filosofiske spørgsmål og den måde, vi ser verden på. For hvis man vil forandre verden, er man nødt til at have et korrekt billede af, hvordan tingene hænger sammen.
“Det er ikke menneskenes bevidsthed, der bestemmer deres eksistens, men tværtimod den sociale eksistens, der bestemmer deres bevidsthed,” som Marx udtrykte det i ’Bidrag til kritik af den politiske økonomi’.
For at kunne handle politisk korrekt må kommunister have et verdenssyn, der gør det muligt at forstå evolutionens love, naturlige processer og dynamikken i den sociale udvikling og klassekampen. Det gør dem også i stand til at forstå det centrale element, kernen, i de væsentlige spørgsmål og modsætninger, der konstant opstår. Det verdensbillede er den dialektiske og historiske materialisme.
I overgangsperioden efter forrige århundredeskifte – med imperialismens fremmarch – var der stor ideologisk forvirring blandt folk, der kaldte sig marxister. … Lenin brugte derfor meget tid på at imødegå såkaldte marxister og filosoffer, der forsøgte at blande idealistiske ideer med et materialistisk syn på natur og historie. Samtidig tog han afstand fra mekanisk og ikke-dialektisk materialisme.
Kunstig intelligens er ikke klasseløs
I vores tid har ideologisk og politisk forvirring nået nye højder, næret af misinformation og falske nyheder i et omfang, som verden aldrig har set før. Kunstig intelligens (AI) gør det stadig sværere at skelne de billeder og opfattelser, vi får serveret, fra den faktiske virkelighed. Når denne kunstige intelligens kontrolleres af kapitalistiske monopoler, giver det borgerskabet mulighed for at manipulere virkeligheden i deres eget billede i endnu højere grad end før. Sat på spidsen kan de forme vores bevidsthed gennem de VR-briller, de ønsker at sætte på os.
Det borgerlige, idealistiske verdensbillede tilslører og forvrænger virkeligheden, så den bliver umulig at forstå eller fremstår som en række tilfældigheder. I sin mest ekstreme form hævder idealisterne, at det, vi opfatter som virkelighed, blot er en afspejling af en overnaturlig idéverden. Det er ideer, der går tilbage til Platon, men som er blevet gentaget i forskellige afskygninger af tænkere som David Hume og biskop George Berkeley, og derefter af Ernst Mach og Richard Avenarius i begyndelsen af det forrige århundrede, blandt andre … Beslægtede ideer bliver ved med at dukke op igen, især i tider med kapitalistisk krise og teoretisk forvirring i arbejderbevægelsen. Postmodernismen hos filosoffer som Focault, Bourdieu og Derrida er nylige eksempler.
Den benægter, at det er muligt at opnå objektiv og sand viden om alle fænomener. Ifølge postmodernisterne findes der i bedste fald kun relative sandheder, hvis der overhovedet er nogen sandhed. Med andre ord det stik modsatte af Marx’ og Engels’ verdensbillede. Generelle teorier, der forklarer, hvordan verden hænger sammen, f.eks. dialektisk materialisme, er ikke bare fejlagtige, men endda “totalitære”, ifølge mange fra denne filosofiske skole. …
Filosofiske ideer, der kritiserer materialisme og marxisme som videnskab “fra venstre”, har det fælles tema, at marxismen og dens metode er ubalanceret, en blindgyde, ude af trit med moderne psykologi osv. Problemerne opstår i folks hoveder, ikke i samfundet og klassekampen.
Sådanne ideer er forsøg på at fratage arbejderklassen dens kort og kompas for vejen til socialisme og kommunisme. Det, vi ser nu, er en slags gentagelse af den teoretiske og ideologiske kamp, som Lenin stod midt i efter forrige århundredeskifte. Men der er en meget vigtig forskel. Og det er, at den revolutionære arbejderbevægelse er langt svagere, både organisatorisk og teoretisk, end den var dengang. Derfor er den også langt dårligere rustet til at tage kampen op, som Lenin og bolsjevikkerne gjorde.
Inden for moderne naturvidenskab var materialismen i færd med at blive dominerende på Lenins tid. En strøm af videnskabelige opdagelser inden for fysik, kemi osv. var kontinuerlige bekræftelser af det dialektiske og materialistiske verdensbillede, at alt er stof i bevægelse. Nogle idealistiske videnskabsfolk og filosoffer protesterede. Det var dem, Lenin kæmpede imod.
Materialismens faktiske dominans varede gennem det meste af det 20. århundrede.
I vores århundrede er idealismen igen i offensiven inden for flere forskningsområder. Ikke kun inden for samfundsvidenskaberne, men også inden for nogle af naturvidenskaberne. Der foregår en voldsom kamp mellem idealisme og materialisme i flere videnskabelige miljøer. Selv inden for biologien. Den objektive viden om, at der kun findes to biologiske køn, er under angreb. Biologer må forsvare videnskaben mod påstande om, at køn ikke handler om biologi, men om subjektiv bevidsthed.
Partikelfysik er et andet område. Inden for kvantefysikken har mysticisme spillet en stor rolle. I mere end halvtreds år har der været meget snak om mørkt stof og mørk energi, som ingen ved, hvad er. Men disse mystiske forklaringer er nødvendige for at få den fremherskende Big Bang-teori til at fungere. Præster har altid hævdet, at vores sjæle lever videre efter døden. Idealisme af denne art er også steget nogle kvantefysikere til hovedet. Nogle af dem hævder, at der er liv efter døden, angiveligt fordi bevidstheden fortsætter med at eksistere på kvanteniveau. De mener, at vores “sjæl” i form af subatomare partikler er spredt i universet, og at vi derfor ikke dør.[6]…
Et område, som Lenin nok ikke havde forestillet sig, er det, vi kalder kunstig intelligens eller AI. Med Chat GPT har vi kunstig intelligens til masserne. Mange af jer har sikkert prøvet det. Det er fascinerende på mange måder. Og det åbner op for fantastiske muligheder, ikke mindst i en socialistisk fremtid, hvis vi skal drømme et øjeblik.
Men denne kunstige intelligens bliver monopoliseret af store it-virksomheder. Det er skræmmende nok, og det vil gøre det endnu sværere at skelne mellem løgn, relativ sandhed og absolut sandhed, især hvis man ikke har et materialistisk verdensbillede.
Sprogmodellerne for denne maskinlærte intelligens er nu så avancerede, at de kan narre os til at tro, at vi chatter med et bevidst, tænkende væsen. Med andre ord, at der er opstået en kunstig bevidsthed på linje med vores egen menneskelige bevidsthed. …
Kunstig intelligens er én ting. Kunstig bevidsthed er noget andet. Hvis vi overhovedet kan forestille os noget sådant, så taler vi om en maskinindlært “bevidsthed” uden forbindelse til organisk materiale af den slags, vores hjerner er lavet af, og uden de sanseindtryk, associationer, impulser osv., som vores hjerner behandler.
Bevidsthed er vores mere eller mindre korrekte forståelse og gengivelse af den virkelige verden, der omgiver os. De billeder, vi skaber, er en tilnærmelsesvis korrekt repræsentation af virkeligheden. Efterhånden som vi bekræfter eller afkræfter vores antagelser gennem praksis og danner nye billeder, får vi en stadig mere objektiv viden om verden omkring os. Dette er den materialistiske opfattelse.
For idealister er det modsat. For idealisten er det vores egen tankeverden, eller en overjordisk idé, der repræsenterer sandheden, mens den eksisterende natur kun er virkelig i det omfang, vores sanseorganer opfatter den som virkelig. For idealisten kommer bevidstheden først, mens virkeligheden er sekundær. Så er der de såkaldte agnostikere, som siger, at der måske er noget rigtigt i begge dele, eller “hvorfor skulle jeg overhovedet bekymre mig”. De ender altid som idealister …
Idealistiske illusioner om staten
Idealistiske forestillinger har praktiske og politiske konsekvenser på en lang række områder. Ikke mindst når det gælder de vedholdende illusioner om staten og statsmagten. I århundreder er staten blevet fremstillet som en overbygning, der hæver sig over modsætningerne i og mellem de sociale klasser. Den fremstår som et sæt mere eller mindre neutrale institutioner, der ikke har nogen forbindelse til de fremherskende produktionsforhold.
Det var ikke Lenins opdagelse, at staten er et produkt af klasserne og klassekampen, et redskab for den herskende klasse i et klassesamfund. Marx og Engels havde allerede forklaret dette, blandt andet gennem deres opsummering af Pariserkommunen og dens nederlag. Engels viste, hvordan staten er et organ for en social klasse til at påtvinge de andre sociale klasser sin vilje med magt. Staten opfylder denne funktion, uanset om den tager form af et despotisk monarki eller en liberal-demokratisk republik. Marx og Engels havde vist – i lyset af erfaringerne fra Pariserkommunen – at denne statsmagt må ødelægges gennem væbnet revolution, dvs. at den borgerlige stats hær og bureaukrati ikke bare kan overtages af arbejderklassen. Den gamle stat må knuses, for at bruge Engels’ udtryk. Og arbejderklassen må opbygge sin egen statsmagt.
Lenin var lige så klar: “Revolution er ikke et spørgsmål om, at den nye klasse kommanderer og regerer ved hjælp af den gamle statsmaskine, men at denne klasse smadrer denne maskine og kommanderer og regerer ved hjælp af en ny maskine.”
Kommunisme betyder, at der ikke længere er nogen klasser og derfor heller ingen stat. Men kun anarkister tror, at det er muligt at afskaffe staten fra den ene dag til den anden. Formålet med proletariatets diktatur, den socialistiske statsmagt, er at afskaffe klasserne og dermed gøre det lettere for staten gradvist at visne væk. Det var disse erfaringer fra Pariserkommunen, som Lenin gentog og videreudviklede i sit værk ’Staten og revolutionen’, der blev udgivet i 1917, revolutionens år.
“At begrænse marxismen til læren om klassekampen betyder at beskære marxismen, at fordreje den, at reducere den til noget, der er acceptabelt for borgerskabet,” sagde han. “Kun den er marxist, som udvider anerkendelsen af klassekampen til anerkendelsen af proletariatets diktatur.”
Lenin insisterede på dette budskab, især i opløbet til Oktoberrevolutionen, over for dem, der ville stoppe revolutionen og nøjes med den borgerlige statstype, der opstod efter Februarrevolutionen samme år. Og mod dem, der ønskede at fortsætte Ruslands deltagelse i krigen.
På samme tid foregik der en blodig krig i Europa. Lenin forsvarede indædt marxismen mod såkaldte marxister, opportunister og socialchauvinister, mod dem, der fjernede det revolutionære indhold i Marx’ lære og kæmpede for deres “eget” nationale borgerskab og stat.
“Den imperialistiske krig,” skrev Lenin i forordet til ’Staten og revolutionen’ (1917), “har i høj grad fremskyndet og skærpet processen med monopolkapitalismens forvandling til statsmonopolistisk kapitalisme. Den frygtelige undertrykkelse af de arbejdende masser fra statens side, som mere og mere smelter sammen med de almægtige kapitalistiske fagforeninger, bliver mere og mere frygtelig. De avancerede lande forvandler sig selv – vi taler her om deres “bagområder” – til militære torturcentre for arbejderne.”
Og mere til:
“De elementer af opportunisme, der er akkumuleret gennem årtiers relativt fredelig udvikling, har skabt strømningen af socialchauvinisme, den strømning, der hersker i de officielle socialistiske partier over hele verden. Denne strømning [her nævner Lenin de ledende skikkelser i de europæiske socialdemokratiske partier] – socialisme i ord, chauvinisme i handling – er karakteriseret ved, at ’socialismens’ ledere på en gemen, lakajagtig måde tilpasser sig ikke blot ’deres’ nationale borgerskabs interesser, men især ’deres’ stats interesser. (…)
Kampen for at befri de arbejdende masser fra borgerskabets indflydelse i almindelighed og det imperialistiske borgerskabs indflydelse i særdeleshed er umulig uden en kamp mod de opportunistiske fordomme i ‘staten’.” [9]
Jeg vil forsøge ikke at forstyrre dig med for mange citater i det følgende. Men ringer der nogen klokker, når du hører: “Befrielse fra borgerskabets indflydelse er umulig uden en kamp mod ‘statens’ opportunistiske fordomme”?
Er det ikke en beskrivelse, der passer på vores egne “socialistiske venstrefløjspartier” efter årtier med “relativt fredelig udvikling” i Norge og Europa? Husk, at det kun er et år siden, at disse partier omfavnede NATO. Siden da har de støttet massive krigsbudgetter og våbendonationer i NATO-regi til Ukraine. De vil ikke høre tale om at underminere og omstyrte det kapitalistiske statsapparat. Nej, de vil reformere det med mere formueskat og en smule økonomisk demokrati og styrke et såkaldt nationalt forsvar.
“Kampen mod imperialismen er hykleri og humbug, hvis den ikke er uløseligt forbundet med kampen mod opportunismen,” sagde Lenin. Han havde en pointe, så at sige …
Februar 2024
Uddrag af indlæg fra konferencen om Lenins arv og betydning afholdt i februar 2024 af Kommunistisk Platform (KPml) i Norge
Kan læses i sin helhed: ”Marxismen-leninismen i vor tid”, www.revolusjon.no/teori-og-analyse/teori/leninismen-marxismen-for-var-tid