Der er fortsat en kompleks situation i forbindelse med den voksende imperialistiske dominans, uddybningen af krisen i det imperialistiske system og dens dramatiske konsekvenser for arbejderklassen, de arbejdende folk i by- og landområder og ungdommen i vores land.
Befolkningens dagligdag omfatter høje leveomkostninger, arbejdsløshed, elendighed og sundhedsproblemer med tilbagevendende epidemier såsom mæslinger og malaria.
Det står klart, at regeringen ledet af MPP (Folkebevægelsen for fremskridt) ikke er i stand til at løse befolkningens presserende problemer og opfylde de forventninger, der blev kraftigt udtrykt under den folkelige opstand i oktober 2014. På alle fronter, bl.a. straffrihed for hævnforbrydelser og økonomiske forbrydelser, fraværet af demokratiske frihedsrettigheder, den lave købekraft, den høje usikkerhed, hersker den samme reaktionære, antifolkelige og antisociale politik som under det forrige regime med autokraten Blaise Compaoré, der blev afsat af det folkelige oprør.
Regeringen fortsætter med at anvende den køreplan, der er dikteret af den franske imperialisme. Hvilken består i at garantere Frankrigs geostrategiske interesser i vores land og i den vestafrikanske region. Her står den over for rivaliseringen mellem andre imperialistiske magter (USA, Kina, Tyskland, Rusland osv.) og lande som Indien, Tyrkiet og Brasilien. Det vigtigste element i denne køreplan er at kvæle modstanden og den revolutionære ånd hos befolkningen, som så kraftigt har vist deres potentiale under det folkelige oprør.
Dette forklarer de repressive indgreb, der er sket mod den demokratiske og revolutionære bevægelse. Såsom angrebene mod fagforeningerne ved at kriminalisere deres kampe, vilkårlige anholdelser og fængsling af borgere. De målrettede mord på aktivister, som de to medlemmer af ODJ (Den demokratiske ungdomsorganisation) i Yagha-provinsen i den nordlige del af landet i maj 2019. Henrettelser uden retsgrundlag af uskyldige civile begået af forsvars- og sikkerhedsstyrker under påskud af at bekæmpe terrorisme, som har kostet døde og sårede snesevis af mennesker. Forbrydelser, der foregår helt ustraffet.
Befolkningen står også over for terrorangreb fra forskellige væbnede grupper, som indgår i kontrarevolutionen. De står i forbindelse med det tidligere regime i Den Fjerde Republik, som blev fejet væk af det folkelige oprør. Siden 2015 har disse tilbagevendende angreb fundet sted i forskellige regioner i landet, hvilket har forårsaget en reel humanitær katastrofe og skabt stor fortvivlelse blandt de ramte befolkningsgrupper. De makabre resultater er, at hundredvis af civile og medlemmer af forsvaret og sikkerhedsstyrkerne blev dræbt, titusinder blev såret, næsten 800.000 personer blev internt fordrevne stuvet sammen i interimistiske lejre og lever i total elendighed. Mange sundhedscentre og skoler er blevet ødelagt for tusindvis af børn, der nu bor i områder med meget usikker i skolegang.
Under påskud af at bekæmpe terrorisme besætter de imperialistiske magter vores land og hele Sahel-Sahara-landene med deres tropper, deres militærbaser og de magtorganismer, de kontrollerer, såsom G5 Sahel, Operation Barkhane og MI-NUSMA (FN’s multidimensionale integrerede stabiliseringsmission i Mali).
Den demokratiske og revolutionære bevægelse fortsætter sit arbejde med mobilisering og organisation i denne komplekse situation, hvor kontrarevolutionen ses på forskellige niveauer: jihadistiske grupper, militser og dødspatruljer, der anvendes af MPP-regeringen og de forskellige fraktioner af det reaktionære borgerskab, forsvars- og sikkerhedsstyrkernes undertrykkelse af folkets kampe og den militære tilstedeværelse af de imperialistiske magter i landet.
Den neokoloniale stat har helt opgivet sin rolle i forhold til at forsvare den territoriale integritet og varernes og folks sikkerhed på trods af dens facade og erklæringer mod terrorisme.
Indgreb som udgangsforbud og undtagelsestilstand i de nordlige og østlige regioner er i virkeligheden rettet mod den demokratiske og revolutionære bevægelse. De skader befolkningernes dagligdag og muligheder for at tjene lidt penge. Regeringen bruger den manglende sikkerhedssituation som påskud til at begrænse de demokratiske frihedsrettigheder: forbud mod demonstrationer fra fagforeninger og demokratiske organisationer, trusler mod pressefriheden, forsøg på at bekæmpe undersøgende journalister, kidnapning og vilkårlig tilbageholdelse af aktivister osv.
Men denne undertrykkelse har ikke fået den effekt, som det reaktionære borgerskab forventede, nemlig at der blev sået frygt og resignation i befolkningen.
Kampånden blusser op og udvikler sig inden for de sociale protestbevægelser, der udvikler sig i alle økonomiske og sociale sektorer i hele landet. Et eksempel er den generalstrejke, der blev indledt med de gigantiske demonstrationer 7. marts 2020, der blev fulgt vidt på trods af pres og trusler fra myndighederne mod arbejderne. Også restriktioner for at forhindre spredning af Covid 19-pandemien blev brugt til dette. Fagforeningerne besluttede at gennemføre generalstrejken, men aflyste den efterfølgende demonstration den 17. marts. Regeringen brugte tydeligvis pandemien som en form for afpresning for at stoppe strejkebevægelsen.
Demonstrationerne den 7. marts i hele landet havde vist sig som en stor succes. Hundredtusindvis af demonstranter stormede gaderne i alle landets større byer og endda i de små lokaliteter. I hovedstaden Ouagadougou og i Bobo-Dioulasso, den næststørste by, strakte de sig over flere kilometer. Fagforeningerne har vist deres evne til disciplineret mobilisering og organisation. Manøvrerne for at spille de offentligt ansatte ud mod de privatansatte mislykkedes ynkeligt. Årsagen er, at der blandt demonstranterne var hundredtusindvis af arbejdere inden for telekommunikation, banker og finansielle institutioner, decentraliserede finansielle systemer, handel, industri, tekstiler, transport osv. Og befolkningen viste deres støtte til disse mobiliseringer. De forskellige fagforeninger var forenet omkring en platform af krav struktureret omkring fem punkter:
- Stop for tiltag, der reducerer købekraften – vedtagelse af tiltag til forbedring af leveomkostningerne.
- Stop angrebene på de demokratiske frihedsrettigheder og fagforeningernes frihedsrettigheder.
- Stop udplyndringen af de nationale ressourcer.
- Garanti for befolkningens ret til at leve i sikkerhed.
- Respekt for og gennemførelse af de forskellige forpligtelser, som regeringen har indgået vedrørende arbejdernes fagforeninger.
Disse massive mobiliseringer organiseret i sammenhæng med den voldsomme krig, kontrarevolutionen fører, bekræfter klart, at befolkningen fortsat står fast besluttet på at fortsætte kampene for deres umiddelbare krav og for en revolutionær ændring i deres favør. Covid 19-pandemien kommer i spil i en national situation, der er urolig, meget kompleks og med modstridende processer.
Corona-pandemien, et skærpende element for den sociale, økonomiske og politiske krise
Burkina Faso er det land, der er hårdest ramt af Coronavirus i Vestafrika. Den 28. marts var de officielle tal mere end 200 mennesker erklæret positive, syv døde, og ti raskmeldte. Regeringen har ud over nedlukning af skoler, gymnasier og universitetsinstitutioner, markeder, barer og restauranter annonceret hjemmekarantæneregler. Den har dekreteret et udgangsforbud for hele landet fra kl. 19.00 til 05.00, sundhedstilstandsalarm og karantæne i hovedstaden Ouagadougou, som har størstedelen af de smittede mennesker, og syv andre byer.
De skridt, der er truffet for at begrænse pandemiens spredning, er hurtigt ved at nå deres begrænsninger. Det offentlige sundhedssystem er i et fremskredent stadie af forfald og har i lang tid nu ikke været i stand til at yde primær pleje til befolkningen. Den Strukturelle Tilpasningsplan, som Verdensbanken og Den Internationale Valutafond indførte i begyndelsen af 1990’erne, fik staten til at nedprioritere sundheds- og uddannelsessektorerne. For Burkina Fasos vedkommende har disse budgetmæssige nedskæringer tvunget sundhedsfaciliteterne i knæ. De mangler udstyr og uddannet personale. Sundhedsarbejdernes fagforening har konsekvent ført alsidige kampe (strejker, sit-ins, demonstrationer) for at kræve bedre arbejdsvilkår fra regeringen, krav om udstyr og medicin til hospitaler og sundhedscentre og revaluering og forbedring af status for plejepersonalet. I maj 2019 gennemførte denne veletablerede fagforening en meget omfattende strejke med en deltagelsesfrekvens på 99 % på hele det nationale område og på 100 % i visse lokalområder. Strejken blev fulgt op af aktionen ”boykotvagten” for vagter og tilkaldevagter fra d. 25. maj til 3. juni 2019.
I Ouagadougou er der kun ét operationelt center til at tage sig af Covid 19-patienter. Sundhedstjenesterne mangler senge i genoplivning, åndedrætsværn og beskyttelsesudstyr til et sundhedspersonale, der er udmattet af overbelastning.
Pandemien finder sted i en situation, hvor det neokoloniale system gennem de imperialistiske monopolers og deres allieredes udplyndring af landets landbrugs- og mineralkilder skaber elendighed og ødelæggelse af miljøet. Det sker Især i mineområderne med forgiftning af grundvandet, så befolkningen i mange landdistrikter ikke har adgang til drikkevand. Disse objektive betingelser begrænser i betydelig grad evnen til at reagere, sådan som det kræves af sundhedsvæsnet for at bremse pandemien.
For at gennemføre udgangsforbuddet bruger visse medlemmer af forsvaret og sikkerhedsstyrkerne vold og tortur. Disse metoder er blevet fordømt af dommere og Burkinabe-bevægelsen for menneskerettigheder (MBDHP) i følgende vendinger:
”Det er relevant for MBDHP at fordømme tortur og andre umenneskelige og nedværdigende handlinger, som visse elementer af forsvars- og sikkerhedsstyrker (FDS) udfører på folk, der pågribes under udgangsforbuddet. Disse handlinger er uacceptable i en stat med retsstatsprincipper, og så meget desto mere som Folkesundhedsloven indeholder tilstrækkelige bestemmelser ved manglende overholdelse af et sundhedstiltag.”
Samtidig med at de demokratiske og revolutionære organisationer arbejder for at udbrede de skridt, der har til formål at forhindre udbredelsen af pandemien, stiller de også nogle middelbare krav til regeringen på det sundhedsmæssige, økonomiske og sociale område. Fagforeningernes Aktionsenhed (UAS), som samler de seks fagforbund i landet (herunder Den Samlede Sammenslutning af Arbejdere i Burkina), og de uafhængige fagforeninger udtrykker bekymring for arbejderne og befolkningen:
”Vi opfordrer regeringen til at:
- styrke kapaciteten hos frontpersonalet og sikre det nødvendige udstyr.
- lette adgangen til gratis screening for virus og yde effektiv pleje til smittede personer.
– styrke offentlighedens bevidsthed om forholdsreglerne gennem at:
- støtte alle offentlige og private sundhedsstrukturer ved at installere og sikre udstyr til håndvaske og håndsprit.
- sikre de nødvendige skridt til at kontrollere salgspriserne for produkter, der er nødvendige for at forhindre Covid 19, og de mest almindelige dagligvarer for at stoppe spekulation og ågerpriser.
Vi opfordrer regeringen til på den mellemlange og lange bane at overveje skridt som:
- suspension af visse skatter, vand- og elregninger og huslejer for at hjælpe de mest sårbare samfundssektorer osv.
- udsætte fristerne for tilbagebetaling af banklån til den berørte befolkning.
- nedsætte af priserne på basale fornødenheder.
- sikre det offentlige ansvar for den primære sundhedspleje.
- forøge sundhedsfaciliteternes kapacitet til at tage sig af mennesker.
UAS anmoder især arbejderne om at:
- respektere tiltag til forebyggelse af sygdommen.
- forpligte alle til at bryde smittekæden.”
Denne Corona-sundhedskrise skærper den mangesidede krise i det imperialistiske system. Den afslører de imperialistiske magters neoliberale politiks fallit, og finansagenturerne Den Internationale Valutafond, Verdensbanken og Verdenshandelsorganisationen, som altid har påtvunget afviklingen af offentlige ydelser og privatisering i sundhedssektoren. I dag indser folk med forfærdelse, at manglen på ressourcer på hospitalerne til at håndtere pandemien er nået til det punkt, hvor sundhedspersonale i de udviklede kapitalistiske lande som Frankrig, Italien og Spanien mangler beskyttelsesudstyr såsom masker og handsker. Og i vores tilbagestående neokoloniale landbrugsland er situationen endnu mere dramatisk.
Samtidig bliver monopolernes salgstal ved med at stige, de nationale ressourcer sælges til mineselskaber, der er fritaget for at betale skat, det reaktionære borgerskab bliver rigere gennem uretmæssig tilegnelse af offentlige midler og økonomiske forbrydelser, der ikke straffes.
I denne kaotiske situation opfordrer vores parti arbejderklassen og befolkningen til ikke at give efter for panik, til at overholde de forebyggende tiltag til at dæmme op for pandemien. Vi opfordrer til at udvikle den folkelige solidaritet med de smittede, med de sårbare sektorer i samfundet, navnlig med de internt fordrevne befolkningsgrupper på grund af terrorangreb, og til at støtte de presserende krav, som Fagforeningernes Aktionsenhed har givet udtryk for:
At fortsætte de folkelige kampe for demokratiske og sociale rettigheder, især retten til folkesundhed.
At arbejde for at udvikle de forenede kræfters enhed, som er den eneste betingelse for større sejre.
At forene sig omkring PCRV til at gennemføre den nationale demokratiske og folkelige revolution og væbnet oprør for at drive den franske imperialisme og dens lokale allierede ud, og at danne en midlertidig revolutionær regering, at indkalde en konstituerende forsamling og at etablere en moderne demokratisk republik med henblik på at gennemføre et minimumsprogram for overgang til videnskabelig socialisme.
Centralkomiteen for Det Revolutionære Kommunistiske Parti i Volta
Marts 2020