Kvinder i Sydasien i lande som Indien, Pakistan, Bangladesh, Sri Lanka, Nepal og Maldiverne udsættes stadig for massiv diskrimination, især hvis man sammenligner med kvinderne i de udviklede lande. Samtidig bør vi erkende, at kvinder har kæmpet for at sikre vigtige rettigheder og er kommet ind i alle dele af samfundslivet i Sydasien. Nogle rettigheder såsom retten til uddannelse er nu udbredte, men mange af disse rettigheder er stadig privilegier for samfundets øverste lag.
For at forstå dynamikken i kvinders kamp for deres rettigheder og deres fortsatte underkastelse er vi nødt til at studere kvinders historie på subkontinentet. Historikere har imidlertid været fulde af fordomme og har sjældent fremhævet kvinders rolle og situation i Sydasiens historie. Få historikere, som dr. Mukarak Ali og dr. Uma Chakravarty blandt andre, har fokuseret på kvinder, og deres arbejde har kastet enormt lys over spørgsmålet.
Generelt antager historikere, at kvinders stilling er forblevet uændret over tid, og at kvinder blev holdt underordnet mænd på stort set samme måde af religiøse og sociale sanktioner, og at ethvert forsøg på at overvinde disse blev betragtet som en forstyrrelse af sociale institutioner og oprør. De fleste historikere taler også om Indien eller Sydasien som en homogen region. Man skal huske på, at der findes en meget forskelligartet vifte af samfund i forskellige dele af subkontinentet, og det er nytteløst at fremsætte generelle udtalelser om “kvinder idet gamle eller middelalderlige Indien”. Kønnenes stilling varierer også mellem sociale klasser og kaster i en og samme region.
Nogle historikere er også af den opfattelse, at kvinder havde en høj status og havde samme status som mænd i den såkaldte vediske periode (1500 f.Kr. til 500 f.Kr.). Historikere, der studerer de vediske tekster, viser imidlertid, at kvinder havde en marginal tilstedeværelse i det offentlige og religiøse liv, og at praksis med at gøre kvinder til slaver under krige i høj grad underminerede kvinders stilling. Et stort antal kvinder stod over for et liv i slaveri uden formelle rettigheder og var udsat for flere former for udnyttelse.
Da urbanisering og statsdannelse opstod i den tidlige historiske periode (500 f.Kr. til 100 f.Kr.), slog patriarkatet rod i kombination med det nye kastesystem, som tilsammen bidrog til nye former for undertrykkelse af kvinder. Som at man kun måtte gifte sig indenfor sin kaste, begrænsninger på hvor kvinder kunne færdes offentligt, og deres adgang til ejendomsrettigheder eller uddannelse. Skilsmisse og at blive gift på ny blev set ned på, og kvinder blev primært betragtet som bærere af børn for mændene og deres slægter. Kvinder var ikke kun undertrykt i familien, især kvinder i lavere klasser/kaster blev udsat for materiel og seksuel udnyttelse af de øverste kaster.
De hinduistiske lovbøger (dharmasastras) pålagde forskellige former for undertrykkelse af kvinder, herunder tidligt ægteskab, nægtelse af formel uddannelse, nægtelse af handlefrihed i religiøse ceremonier og kontrol over familiens ejendom. En kvinde forventedes at leve under opsyn og værgemål af mænd hele sit liv (far, mand, søn osv.). Dette forhindrede ikke udbredelsen af institutioner som kvindeligt slaveri og prostitution. Ironisk nok nød de prostituerede den maksimale frihed og adgang til formel uddannelse og endda rigdom. Dette var i høj grad kendetegnende for de rigere sociale grupper. Vi ved kun lidt om kvinderne i lavere kaster og klasser, herunder slavekvinderne, bortset fra at de førte et liv i modgang og underordnelse til både mænd i familien og de øverste kaster.
Kvinder havde forskellige former for rettigheder i forskellige religiøse traditioner: Hvis den brahmanske tradition forsøgte at holde dem under stram patriarkalsk kontrol, gav alternative traditioner som buddhisme og jainisme større frihed til kvinder og gav dem adgang til det religiøse liv, selv om de var underordnet mænds. Kvinder syntes også at have haft noget ejendom, som de donerede til buddhistiske og jainistiske religiøse institutioner. Disse rettigheder blev ikke givet til dem, men fravristet af kvinderne gennem hårde kampe og forhandlinger.
Konstant krigsførelse, hvor kvinder specielt var mål for voldtægt og slaveri i den tidlige middelalder og middelalderen (år 500 til 1700), skabte meget usikre forhold for kvinder. I et kastebaseret samfund, hvor “renheden” af ens fødsel blev understreget, tilskyndede en sådan usikkerhed for kvinder til praksis som sati (enkeafbrænding) og jauhar (kollektiv afbrænding af kvinder forud for en konges nederlag i kamp) blandt eliteklasser. Tilsvarende blev kvinder af kaster, der blev betragtet som “urørlige”, udsat for megen udnyttelse og seksuelt misbrug af mænd fra højere kaster.
I middelalderen, hvor persisk-islamiske kulturelle påvirkninger fik politisk dominans, blev ideen om purdah eller afsondrethed og tilsløring af kvinder fremtrædende kulturelle markører hos eliten. Mens islamiske familier insisterede på uddannelse af piger, foregik dette i omhyggeligt adskilte skoler eller endda inden for familiens rammer og for det meste begrænset til tidlige læsefærdigheder. På trods af disse mange handicap for kvinder generelt, så steg mange kvinder op til at blive fremtrædende på forskellige områder, politiske, åndelige, intellektuelle og økonomiske.
Kolonialismen fra 1750 til 1947 blev bygget på disse meget bestemte kaste-, patriarkalske og religiøse institutioner, uden at den ændrede dem væsentligt. Den fremmede imidlertid en ideologi, der gav kvinder større frihed og større lige rettigheder og også søgte at undertrykke åbenlyst kvindefjendske handlinger som sati, børneægteskaber, afvisning af enkeægteskab og nægtelse af uddannelse til piger. Kolonistaten indførte formelle skoler for piger, og for første gang kunne kvinder få adgang til uddannelse selv op til universitetsniveau og kunne forfølge en professionel karriere. Kolonistaten forsøgte at undertrykke institutioner som sati og børneægteskaber, men håndhævede det på en meget halvhjertet måde, så de fortsat blomstrede langt ind i vor tid.
Den begrænsede frihed og uddannelse, som den britiske kolonistat tillod, gjorde det muligt for et meget stort antal kvinder ikke blot at deltage i den antikolonialistiske nationale bevægelse, revolutionære bevægelser og bonde- og stammekampe, men også påtage sig lederroller i dem. Det er overflødigt at sige, at disse radikale kvinder mødtes med enorm social modstand og fordomme, og på trods af dette kæmpede de for kvinders rettigheder (ret til uddannelse, ejendom, arbejde, kunne færdes frit og deltage i det politiske liv) og mod restriktive og diskriminerende sociale praksisser som sati, børneægteskaber, purdah, polygami og udelukkelse fra religiøse ritualer.
Ved gennemgangen af kvindernes stilling efter 1947 i Sydasien er vi nødt til at huske på denne lange historie med kaste-patriarkalsk underkastelse og nægtelse af ligestilling og rettigheder og samtidig vedholdenheden hos et stort antal kvinder og endda nogle mænd i at forfølge progressive forandringer.
Kvinder i stort overtal
Blandt de fortsatte problemer er den demografiske ubalance mellem mænd og kvinder i hele Sydasien med den bemærkelsesværdige undtagelse af Nepal og Sri Lanka. I resten af Sydasien er antallet af mænd langt i overtal i forhold til kvinderne. Nedenstående tabel vil give os en indikation af problemet:
Kønsfordeling mellem mænd og kvinder i Sydasien 2021
Afghanistan 105,3
Bangladesh 102,1
Bhutan 113,7
Indien 108,1
Nepal 85,4
Pakistan 106,1
Sri Lanka 91,9
En så stærk kønsubalance i befolkningen forklares af forhold, som at drengebørn foretrækkes, høje tal for drab på kvinder og barnemord samt forskelsbehandling af piger med hensyn til adgang til ernæring og sundhedsydelser. Hvis kønsfordelingen er en grov påmindelse om den forskelsbehandling, som kvinder i Sydasien udsættes for, illustrerer andre aspekter af det sociale liv også problemet.
Et af disse er børneægteskaber. En praksis med tidligt ægteskab er udbredt, selv om der er juridiske sanktioner mod det. Ifølge en FN-rapport er “en ud af fem piger i Sydasien giftet væk før en alder af 15 år.” Tidligt ægteskab indikerer ikke kun manglende frihed i valget af ægtefæller, men for pigers vedkommende også, at det lukker af for uddannelses- og karrieremuligheder, og de bliver tvunget til at føde børn i en tidlig alder. I Indien, hvor kastesystemet hersker, bestemmes ægteskab af kastestatus; der ses ned på “kærlighedsægteskab”, og ægteskab mellem to fra forskellige kaster, især når de involverer dalitter (de ”urørlige), ender ofte med “æresdrab” på bruden og gommen.
Lignende æresdrab finder sted i Pakistan under navnet Karokari. Hvis en pige forelsker sig i eller møder en dreng uden samtykke fra sine forældre, eller hvis hun bliver gift i henhold til loven, så kan drengen og drengens familie, deres stamme, de indflydelsesrige herremænd og ældre i området alle påkalde en “panchayat” og bestille drab på både pigen og drengen, og denne handling er mord. Pigens familie skal halshugges. Pigens bror, far eller enhver anden nær slægtning må erklære, at pigen skal dræbes offentligt, og drengen behandles på samme måde. Hvis de løber væk, bliver de fundet og bragt tilbage til området og dræbt. Der er aldrig sket nogen anmeldelse af sådanne hændelser til politiet. Intet øjenvidne til begivenhederne kommer frem i lyset. Sådanne handlinger undertrykkes løbende. De kaldes også ”æresdrab”.
Stigende fundamentalisme og markedsøkonomi
Den stigende religiøse fundamentalisme i Indien, Pakistan, Bangladesh og Afghanistan har især været rettet mod kvinder. Det har tvunget tilbageskridt som børneægteskaber, medgift (der gives dyre ‘gaver’ af brudens forældre til gommens forældre som en del af ægteskabet), strenge regler for hvordan kvinder må opføre sig, restriktioner i at bevæge sig rundt i det offentlige rum og diskrimination i uddannelse osv.
Religiøs fundamentalisme og voksende intolerance over for mindretallene har resulteret i et klart pres på kvinder. Forsøg på at tvangsfjerne piger fra minoritetssamfund og gifte dem med drenge fra majoritetssamfundet er blevet en måde at tvangskonvertere kvinder på. Selv om der findes lovbestemmelser til beskyttelse af mindretallenes rettigheder, og selv om domstolene favoriserer mindretallene, bliver disse afgørelser ikke gennemført, der hvor det sker. Det gælder hinduistiske og kristne mindretal i Pakistan og for muslimske og kristne mindretal i Indien, især når mindretallene tilfældigvis er fra fattige sociale baggrunde.
Hvor den religiøse fundamentalisme presser kvinder til at acceptere tilbagestående sociale normer, gør den moderne markedsøkonomi kvinder til varer og visningen af den kvindelige krop til en reklame markedsføringsstrategi. Den kombinerede virkning af at styrke patriarkatet og markedsgørelsen af kvinder i medierne har resulteret i en hidtil uset stigning i volden mod kvinder, især seksuel vold som voldtægt. Dette problem viser sig i hurtigt tempo som et stort socialt problem i lande som Indien.
Kvinderne i Pakistan, der bor i mindre udviklede regioner domineret af stammefolk og feudalt patriarkat, står over for alvorlige problemer. Det er blevet anslået, at de tegner sig for så meget som 40 % af Pakistan. I mange regioner praktiserer stammer og landsbyer for eksempel ‘vani’, en praksis der gør det muligt for lokalsamfund eller landsbyer at udlevere unge piger som erstatning for formodede skader forårsaget af mændene i et samfund eller en landsby. Disse piger er næsten som slaver og får ikke engang lov til at holde kontakten med deres egne familier. En sådan praksis fortsætter på trods af, at de er forbudt ved lov.
På samme måde er der i forbindelse med kvinders uddannelse i de fleste sydasiatiske lande, herunder Indien og Pakistan, praktiske begrænsninger for pigers uddannelse. Disse lande mangler skoler for piger, især i tilbagestående og fjerntliggende områder, hvor afstanden fra deres hjem til skoler er kilometer efter kilometer, hvor disse piger er nødt til at gå i kulde, varme, sol og regn. De har ikke nogen transportmuligheder, og de skoler, der er bygget til disse piger, er kun fra første til femte klasse og med én lærer til at undervise alle piger. Når denne lærer bliver syg, går på orlov eller af anden grund er fraværende, er pigerne afskåret fra at fortsætte deres skolegang. Der er stadig en århundredgammel forestilling om, at piger ikke behøver at blive uddannet. De skal bare lave husarbejde, arbejde på markerne, blive gift og få børn. I stedet for at nyde de smukke dage i deres barndom har disse piger travlt med at arbejde med deres fattige forældre fra barnsben af.
Arbejderkvinderne dobbelt undertrykt
De arbejdende kvinder i Sydasien er dobbelt undertrykte, slaver derhjemme for at holde familien fodret, klædt og plejet og arbejder samtidig i marker og butikker og gader for lidt eller ingen betaling, da de for det meste er engageret som ulønnede arbejdere i uformelle ”familie”-virksomheder og gårde.
På trods af alle sådanne odds har kvinder i Sydasien kæmpet side om side med mændene, fra fagforeninger til poesi og litteratur. Med sloganet “Maliki eller døden” forsvarede kvinderne i Okara, Punjab deres liv for at beskytte deres landbrugsjord og forsvarede deres jord med succes. Kvinder gjorde også oprør mod Sindhs feudale herrer mange gange. Kvindeligt sundhedspersonale fra hele Pakistan kæmpede utroligt for deres rettigheder. Kvindelige lærere i skoler, hushjælp, hjemmearbejdere og arbejdende kvinder har formået at organisere sig og føre historisk kamp: Anjuman-e-Matf-e-Niswan, All-Pakistan Women’s Association, Democratic Women Association, All India Democratic Women’s Association osv.
Kvindebevægelserne har antaget forskellige former: Overklassens kvinder har for at fremme deres interesser som regel ignoreret rettighederne og bekymringerne for kvinder fra bonde-, arbejder- og middelklassebaggrund. I lande som Pakistan og Indien blev den 8. marts, der ellers blev fejret militant som arbejderkvindernes kampdag, omdannet til “kvindernes dag” og gjort til en middelklasse- og regeringssponsoreret begivenhed.
Må danne egne organisationer
I de seneste årtier er der dukket flere NGO’er (ikke-statslige organisationer) op, der hævder at arbejde for kvinder. Disse drives af middelklasse- og overklassekvinder. De engagerer sig for kvinder med enpersons-firmaer baseret på husholdningsbaseret hjemmearbejde (som skrædderi, broderi, fødevareforarbejdning, cigaretrulle osv.) og søger effektivt at aflede de arbejdende kvinders kampe. Disse NGO’er giver kvinder adgang til markeder og rimelige priser for deres produkter, men holder dem væk fra kollektiv politisk handling.
I lande som Bangladesh og Indien har de såkaldte “selvhjælpsgrupper” og mikrofinansierings-institutioner viklet kvinder ind i gældsspiraler under dække af at give dem adgang til billig kredit for deres “små virksomheder”. Kvinder ender med at betale uoverkommelige renter til bankerne og fungerer som gensidige kautionister for hinanden. Middelklasse- eller elitekvindebevægelser ender med at gøre kvinder til redskaber i den borgerlige reklamebranche og medier. På den anden side har fagforeningerne og andre masseorganisationer også ignoreret kvindelige arbejderes og kvindelige bønders interesser. Det er således blevet bydende nødvendigt for sådanne arbejdende kvinder at danne deres egne organisationer og kæmpe for deres rettigheder og interesser. Dette ses ofte på med mistro af fagforeningsfolk og politiske aktivister.
Det er vigtigt at erkende, at kvindelige arbejdere er nødt til at organisere og forfølge deres egne krav, men samtidig må de blive en del af de større revolutionære politiske kampe for social forandring. Indtil det nuværende system er helt afskaffet, og der er etableret et nyt revolutionært og kollektivt samfund, kan hverken mænds problemer eller kvindernes vilkår løses. Det er bydende nødvendigt, at mænd og kvinder deltager i kampen for den revolutionære forandring af samfundet på et grundlag af ligestilling.
Lad os alle udarbejde vores egen strategi for at håndtere hele denne nye situation, så vi med held kan fortsætte bestræbelserne på at gennemføre en demokratisk og socialistisk revolution i alle lande. Dette er tidens stemme og behov.
Verdens arbejdere, foren jer!
Længe leve demokratiske og socialistiske revolutioner!
Længe leve enheden af alle marxistisk-leninistiske partier!
Oversat fra Unity & Struggle nr.43, 2021
Udgivet af CIPOML, Den internationale konference af marxist leninistiske partier og organisationer
APK er medlem i CIPOML https://apk2000.dk/cipoml/
Unity & Struggle på engelsk https://www.enhedogkamp.dk/intro-cipoml/