Det skabte overskrifter, da USA’s regering aflyste sit officielle besøg i Danmark d. 2.-3. september. Og særlig den begrundelse, der blev givet – at USA-imperialismen ikke bare kan købe Grønland for en fast pris, sådan som USA’s præsident og Det Hvide Hus ønskede.
Dette absurde forslag skabte naturligt nok en bølge af undren og vrede i både den grønlandske og i den danske befolkning. USA’s præsident talte som en sand fortaler for en imperialistisk supermagt og verdenshersker: Grønland er af strategisk interesse, så vi køber den bare uden så meget pjat. Værsgo – serveret uden noget politisk snak som glasur for at skjule indholdet. Denne situation tvang den socialdemokratiske regering, politikerne i Folketinget og politikerne på Grønland til helt åbent at afvise, at Grønland var til salg.
Det er ikke grønlandske folks ønske bare at bytte deres danske statsborgerskab med et amerikansk. Deres bestræbelse og mål er at leve i et Grønland, som er et frit og selvstændigt land. Det er kun ti år siden, at Grønland fik status som en selvstyrende del af det danske rigsfællesskab og som et selvstændigt folk, efter i århundreder at have været en dansk koloni. Grønland er reelt fortsat en semi-koloni, hvor den danske stat og regering sidder med magten over udenrigs- og sikkerhedspolitikken, med alt hvad det indebærer, på økonomien og statsadministrationen.
Den aktuelle virkelighed har sat Grønland og Arktis i centrum for kampen mellem de to stormagter USA og Kina om verdensdominans. At kunne udplyndre de store forekomster af mineraler, olie og gas, som klimaforandringerne nu giver adgang til, er blevet et sikkerhedsspørgsmål. Udviklingen af infrastrukturen såsom lufthavne og nye skibsruter er blevet et sikkerhedsspørgsmål, hvor USA selvstændigt og gennem NATO kræver fuld kontrol og udelukkelse af kinesiske investeringer.
For at sikre sig kontrollen over Grønland må regeringen køre to dagsordener: både at være loyal tjener for USA-imperialismen og samtidig ikke komme til at fremstå som den gamle kolonimagt i det grønlandske folks øjne. Derfor var statsminister Mette Frederiksen uhyre omhyggelig i de danske og grønlandske medier i sin officielle afvisning at et salg af Grønland, samtidig med at statsministeren slog fast, at Danmark og USA deler de samme sikkerhedspolitiske interesser i Arktis, i Mellemøsten og alle steder, hvor dansk militær opererer som en del af USA/NATO-krigskoalitionen.
Det er bare få dage siden, at den danske forsvarsminister Trine Bramsen offentliggjorde, at de danske militærbevillinger ville stige betragteligt, så det matchede kravene fra USA og NATO. Militarisering af Grønland og Arktis har en lang og ond historie tilbage fra Anden Verdenskrig. Både dengang og under Den Kolde Krig opførte USA-imperialismen sig, som om de ejede landet, og placerede militærbaser, atomvåben, der var helt forbudt ved dansk lov, missilanlæg, radarstationer m.m. De etablerede også store hemmelige bevæbnede militærbaser med hele byer og dumpede radioaktivt atomaffald under indlandsisen, der nu dukker frem, nu hvor indlandsisen smelter. Skandalen og deporteringen af den grønlandske befolkning ved Thulebasen er ikke glemt.
Et andet spørgsmål i rivaliseringen om kontrollen over Grønland er EU’s rolle. Rigsfællesskabet Grønland/Danmark er i kraft af dansk EU-medlemskab det eneste land i EU, der har kystgrænse til Arktis, da hverken Grønland eller Norge er med i EU. Grønland forlod EU i 1985 efter en folkeafstemning i 1982 og har det, der kaldes OLT-status, sammen med en række tidligere franske, hollandske og britiske kolonier i Caribien og Stillehavet, og status som vigtigt geopolitisk partnerskab. Det er kun få uger siden, den danske regering etablerede den første Schengen-grænsekontrolpost i Nordøstgrønland.
Hvad enten præsident Trump havde aflyst sit besøg i København eller ej, så er han ikke velkommen. Han er repræsentant for USA-imperialismen. Mange forskellige organisationer – antikrigs-, studenter-, kvinde-, solidaritets- og anti-imperialistiske organisationer og fagforeninger – har organiseret protester mod Trumps besøg. De vil alligevel finde sted, dog i mindre skala, end hvis Trump kom.
Protesterne vil ikke være reduceret til blot at være mod Trump som en gal mand. De er vendt mod USA-imperialismen, dens krige og forbrydelser mod folkene, dens militære oprustning og overherredømme. De er vendt mod NATO som imperialismens – inklusive dansk imperialismes – militære arm. Det er en stor trussel og bekymring for folkene i den arktiske og nordlige region at være udpeget som kampplads mellem de imperialistiske stormagter. Protesterne er rettet mod militariseringen af Arktis og kræver USA’s og NATO’s militærbaser ud af Grønland.
Protesterne sker i solidaritet med folkene overalt, der kæmper mod imperialismen – som det lige nu gælder for det venezuelanske folk – og i solidaritet med det grønlandske folks ret til deres egen selvstændige stat og til selv at kunne bestemme over deres fremtid.
Den socialdemokratiske regering har givet Trump de løfter, han ønskede. Den har lydig stillet op til at blive sparket af en arrogant imperialistisk stormagt.