Aktiekurserne i krigsindustrien steg, da krigen i Ukraine brød ud. I befolkningen steg antallet af døde, af ødelæggelser, flygtningestrømme og fattigdom.
Krig som dén vi ser med Ruslands invasion i Ukraine, vækker naturligt stærke følelser hos folk. Det ved magthaverne og den socialdemokratiske regering godt. De tøver ikke med at misbruge dette til det yderste for at gennemføre deres krigspolitik. I ”demokratiets og fredens hellige navn” sendes våben, jagerfly og andet militært udstyr afsted til endnu en ”retfærdig” krig. Men ikke nok med det. Står det til regeringen, skal USA have militære baser i Danmark, deltagelse i NATOs militarisering skal have frit spil, og militærudgifterne skal følge stormagternes vilde oprustningsspiral. Danmark skal fuldt med i EU’s militære union.
Det er op til os at gøre alt, hvad vi kan, for at stoppe det. Alle os i anti-krigsbevægelsen, fredsbevægelsen, fagbevægelsen, klima- og kvindebevægelsen, alle os der er EU-modstandere eller mod EU’s militære union, eller mod NATO, mod imperialismen. Det er op til alle os, som ikke vil betale for krigsoprustning med flere nedskæringer, og som kræver bedre arbejds- og uddannelsesforhold, at gå mod krigspolitikken med hver vores vinkel, og at handle sammen som en stor bevægelse.
Når regeringen og partierne bag den kaster så mange forskellige krav om støtte til USA’s, NATOs, EU’s og den danske krigsmaskine ind i klassekampen på én gang, rejser det samtidig modstand og protest blandt rigtig mange kræfter. Det giver os flere muligheder for at handle sammen i aktionsenhed trods alle forskelligheder og trodse virkningerne af den daglige massive mediekrigspropaganda-maskine, der skal lamme os.
Krigen forhindrer en løsning i Ukraine. Rusland må betingelsesløst trække sig ud af landet. Og nøjagtigt det samme skal NATO, USA og EU. Alle imperialistmagter skal ud af Ukraine, for at der kan arbejdes på en holdbar løsning. Det er ikke befolkningerne hverken i Ukraine, Rusland eller Danmark, der ønsker denne krig, ikke dem der er årsag til den, eller som har nogen som helst interesse i den. Der er ikke ”den gode” vi kan holde med mod ”den onde”, selvom det fremstilles sådan. Det er en langvarig konflikt og nu åben krig mellem imperialistiske magter, der udspiller sig i Ukraine. Det er de imperialistiske modsætninger mellem USA, Rusland og Kina bagved, der er kernen og omdrejningspunktet i denne krig, som hurtigt kan brede sig i Europa.
Bag krigen ligger opgør mellem stormagterne
I det store billede er det kampen mellem USA og Kina om det kommende verdensherredømme. USA er økonomisk bankerot, total forgældet og har en voksende høj inflation. Landet forsvarer derfor dollaren med næb og kløer. Kina har fortsat en hurtig økonomisk vækst, om end i mindre tempo end før. Kina har opbygget nye økonomiske og militære alliancer og er i gang med en stor omstilling af deres produktion til digitalisering og højteknologi, som skal være klar i 2030. USA har simpelthen ikke lyst til at sidde passivt og vente på, at dets indflydelse og overherredømme reduceres. De kan ikke nøjes med den hidtidige handelskrig mod Kina. Men de kan heller ikke gå direkte mod dem endnu. Hverken USA, Kina eller Rusland ønsker lige nu direkte krig, men forsøger i stedet at svække deres modstandere ad andre veje.
Det er en gammel sandhed, at imperialistisk krig er en fortsættelse af økonomisk udbytning og politik gennemført med militære midler. Ukrainekrisen kom på et tidspunkt, hvor de imperialistiske magter, herunder EU og Danmark, er ved at omstille deres industrielle base for at vinde – eller i hvert fald undgå at blive hægtet af i konkurrencen om en nyfordeling af verdensmagten. Kampen om kontrollen over energi, olie og gas spiller en stor økonomisk, politisk og militær rolle for alle involverede parter. Sammen med økonomisk krise og konsekvenserne af pandemien betyder det mere pres på udnyttelsen af arbejderklassen, skærpet klassekamp samt en øget social og politisk kamp.
USA’s præsident Biden har derfor også brug for en international optrappet konflikt og krig til at aflede fra de voksende politiske, sociale og racemæssige spændinger i USA selv. Det er et velkendt kneb, når udbytningen af arbejderklassen yderligere skal strammes for at sikre de store monopolers konkurrenceevne og profit. Det samme har Putins Rusland samt kapitalen og magthaverne i Europa og EU brug for.
I disse år mister folk mange steder i verden i stadig højere grad tilliden til deres regeringer og statsmagten – og den herskende klasse ser, at en stærk militærmagt og militæralliance som NATO og EU kan blive deres redning.
Rusland og USA’s kamp om herredømmet
På den korte bane er USA’s politik i forhold til Ukraine rettet mod:
- At erobre de regioner og lande, der tidligere var under russisk indflydelse, og indlemme dem i NATO. At omringe Rusland militært, svække det økonomisk for at forhindre det i at deltage som en magtfuld aktør i kampen mellem imperialistmagterne.
- At øge NATO’s legitimitet, styrke alliancen internt og disciplinere de usikre allierede, som den tyske imperialisme, der indtil nu har haft stærke økonomiske forbindelser med Rusland og Kina.
- At skabe mulighed for at sælge gas, olie, våben og kampfly til Ukraine og EU-landene til en pris, som vil styrke USA’s konkurrenceevne og svække EU’s.
Rusland forsøger omvendt:
- At sikre Ukraine som en forsat stødpude mellem USA/NATO og sig selv i Europa og beholde sin position som euroasiatisk stormagt.
- At sikre gas- og olieledningerne gennem Ukraine, sikre sine øvrige gas- og olieledninger og transportveje.
- At sikre den russiske flådes hovedbase, Sevastopol på Krim halvøen, og er flådens adgang til Sortehavet.
- At udnytte amerikanske aggressioner til at styrke sit forhold til Kina på det økonomiske, politiske, teknologiske og militære område.
Imperialistisk krigs konsekvenser på sigt
Selvom vi ikke kan vide, hvordan krigen i Ukraine konkret kommer til at forløbe, vil følgen af krigen i Ukraine blive et stadig mere aggressivt, omfattende og kostbart våbenkapløb og militarisering mellem alle imperialistmagterne. Der skal betales med øget fattigdom, ringere leve- og arbejdsforhold, stadig større klasseforskelle. Øgede fødevare-, energi- og klimakriser med store konsekvenser. En optrappet og farligere rivalisering mellem stormagterne og deres monopoler, der skærper klassekampen i deres eget bagland, og som rykker en næste og større krig nærmere.
En sejr for den amerikanske imperialisme vil umiddelbart betyde en økonomisk styrkelse på bekostning af et svækket Rusland og EU. Men slet ikke nok i forhold til, hvad USA’s øgede militære tilstedeværelse rundtom i verden vil koste. Selv med et styrket NATO, som betaler en stadig større del af USA’s militæreudgifter, vil en sejr blive dyr – og et nederlag endnu dyrere.
For den russiske imperialisme betyder krigen, hvad enten den vinder eller taber, en svækkelse på den lange bane, og en endnu større afhængighed af enten Kina eller Vesten.
For den kinesiske imperialisme betyder krigen billigere energi og råstoffer fra Rusland til sin økonomi og militæropbygning, og en dermed en styrkelse i sin konkurrence med USA-imperialismen. Samtidig begynder USA og dets allierede mere åbent at handle ud fra, at Kina er deres fjende nummer ét.
Dansk imperialisme
Danske monopoler og dansk imperialisme bestemmer dansk udenrigs- og krigspolitik. Det er der talrige eksempler på. Når danske regeringer lægger sig fladt ned, er det ikke bare historisk gamle venner. Der er i høj grad økonomi og danske monopoler bag. USA er de danske monopolers største eksportmarked. Samtidig er Kina på trods af USA handelsblokader blevet det femtestørste for dansk eksport. Kina er samtidig det land, hvor der arbejder flest mennesker på danske virksomheder i udlandet, nemlig mere end en halv million. Det er de samme monopoler som Danish Crown, Mærsk, Rockwool, Vestas, Grundfos, Lego, Jysk, Novo Nordisk, DSV, der eksporterer til og investerer i både USA og Kina. Dansk Industri siger det meget ligeud: Dansk økonomi ligger hos USA i dag, men fremtiden ligger i Kina.
Vi skal dog ikke være i tvivl om, at det er USA-imperialismen, der svinger taktstokken lige nu og fortsat dikterer danske regeringer sine krav, hvad enten det er i Grønland, på Færøerne eller i Danmark. Eller at dansk imperialisme også har dyb interesse i den politik og krigsforberedelse og -deltagelse, den stat gennemfører.
Der er heller ingen tvivl om, at Mette Frederiksens socialdemokratiske regering har ventet på en så skærpet krise som den, vi ser nu, for at kunne offentliggøre regeringens hemmelige forhandlinger med USA gennem mere et år om militærbaser i Danmark.
Gør kampen mod imperialismen konkret
Kampen mod krigen skal rettes mod imperialismen som årsag og konkret mod ens egen herskende klasse og dens regerings krigsdeltagelse og krigspolitik. Det gælder også i dag og i denne krig.
Det er det danske borgerskab og den danske regering, der deltager i den optrappede konflikt og krig gennem NATO, det er dem, der øger dansk krigsoprustning og dansk krigsdeltagelse. Dem, der vil tillade amerikanske baser på dansk jord, gøre Bornholm og andre steder i landet til oplagte bombemål i en krig. Der tillader fremmede magter at føre krig fra dansk territorium. Det er den danske regering og monopoler, der har opgivet dansk uafhængighed for at kunne beskytte deres rigdomme og ejendomsret til samfundsværdier. Hvad enten de sælger den til NATO eller EU.
For os er det vigtigt at rette kampen mod dansk imperialismes egne krigsinteresser og handlinger – og gøre det konkret. Hvad enten de foregår i rammen af NATO, EU eller direkte underlagt USA-imperialismens interesser. Kravet om ingen amerikanske militærbaser i Danmark kræver, at regeringen skal stoppe sine forhandlinger med USA, punkt slut. Kravet om fred betyder, at regeringer skal stoppe med at sende våben og militære forsyninger til Ukraine og nabolandene. Kravet om nedrustning betyder, at regeringen skal stoppe øgede milliardbevillinger til militær- og NATO-budgetter. Kravet om demilitarisering betyder NEJ til EU’s militære union.
Krig betyder forringelse af arbejdsvilkår og rettigheder, sociale nedskæringer og indskrænkelse af demokratiske rettigheder. Alt sammen i ”den sociale freds” og ”det nationale fællesskabs” navn mod den ydre fjende, der vil ødelægge ”alle vores værdier”. I stedet må vi forstærke krav om, at pengene skal bruges til sundhed, omsorg, uddannelse, til højere og lige løn, bedre arbejdsforhold. Arbejdspladser, klubber, fagforeninger, uddannelsesorganisationer og andre må forholde sig og inddrages aktivt mod krigspolitikken. Alle kræfter må stå sammen mod krigen, frygten og krigspolitikken.
7.3.2022
Tidligere bragt på Kommunistisk Politik på nettet (kpnet) og Solidaritet