Kammerater og venner
I løbet af kampen for sine krav og rettigheder nåede de mest fremskredne dele af arbejderklassen frem til en forståelse af nødvendigheden af politisk organisering, af det kommunistiske parti og af den internationale karakter af sine kampe.
Ved indgangen til det 20. århundrede fandt der store revolutionære begivenheder sted i Rusland: 1905-revolutionen og derefter en ny revolution i februar 1917, hvor zarismen blev væltet, og den borgerlige republik blev etableret. I forbindelse med Første Verdenskrig satte de russiske bolsjevikker sig for at fortsætte februar-revolutionen og organisere en folkelig opstand.
Ved magten påtog bolsjevikkerne, arbejderklassen og folkene i hele Rusland sig det internationalistiske ansvar for uforbeholdent at støtte arbejderklassen og kommunisterne i de andre lande, mens de omstyrtede det feudale borgerlige samfund og påtog sig den ekstraordinære bedrift at opbygge det nye samfund. I 1919 fandt Den Kommunistiske Internationales konstituerende kongres, også kendt som Den Tredje Internationale, sted i Moskva med direkte deltagelse af Lenin og Stalin.
Den Kommunistiske Internationale opfyldte ansvaret for at give den proletariske internationalisme en organisatorisk form.
Den Kommunistiske Internationale udviklede en intens aktivitet: Den definerede specifikke retningslinjer for partiernes arbejde i arbejderklassen, i kvinde- og ungdomsbevægelsen; den definerede det leninistiske partis karakteristika; den bidrog til organiseringen af Den Røde Fagforeningsinternationale; den konfronterede de kommunistiske partiers og arbejderpartiernes debat om at organisere kampen mod fascisme og nazisme. Under inspiration fra Internationalen sluttede de kommunistiske partier, der organiserede sig i kolonilandene, sig til kampen for uafhængighed og for dens fortsættelse, indtil kapitalens verden var væltet. Internationalen var også et instrument for kommunisterne og arbejderklassen til at organisere solidaritet med de revolutionære kæmpere i alle lande og til at yde omsorg og hjælp til ofrene for fascisme og diktaturer.
Fremkomsten af opportunistiske teser i ledelsen af Sovjetunionens Kommunistiske Parti gjorde det muligt for dem at overtage ledelsen af partiet og staten og at indlede genoprettelsen af kapitalismen, at danne en ny klasse til at lede partiet og staten. Til at begynde med blev disse økonomiske, sociale og politiske foranstaltninger gennemført i socialismens navn, i de nye tiders navn, som krævede en omformulering af principperne. Senere, fra 1989 og frem, blev de fleste rester af arbejdernes sociale landvindinger, socialismens bannere og symboler væltet gennem et statskup, Sovjetunionen blev opløst; kapitalismen blev fuldt ud etableret, hvilket førte til dannelsen af en ny imperialistisk magt, som ville konkurrere med USA og andre imperialistiske lande i kampen om opdelingen af verden, det socialimperialistiske Rusland.
Mod disse teser og politikker rejste de virkelige klassebevidste revolutionære sig. Marxistisk-leninistiske partier opstod. I 1960’erne blev kolonisystemet væltet på grund af befrielseskampen.
De marxistisk-leninistiske kommunistpartier startede kampen for at organisere revolutionen i deres lande og for den internationale enhed mellem de klassebevidste arbejdere og revolutionære.
Ansvaret for at arbejde for kommunisternes enhed på internationalt plan har altid været en nødvendighed. De marxistisk-leninistiske kommunistiske partier – de af os, der er til stede på dette møde, og de, der ikke kunne komme – stod over for denne opgave. Vi udviklede debatter, erfaringsudvekslinger, fælles aktiviteter som f.eks. organiseringen af de internationale ungdomslejre, udgivelsen af tidsskriftet ’Teori og Praksis’ og møderne for fagforeningsfolk, vi diskuterede bilateralt og regionalt, indtil det internationale møde for marxistisk-leninistiske partier og organisationer, som dannede CIPOML, blev afholdt i Quito den 1. august 1994.
Ved festmødet i dag mindes vi den vigtige begivenhed. Vi fejrer kommunisternes genstart for genopbygningen af Kommunistisk Internationale. Vi fortsætter med at arbejde for dette mål. Før eller siden vil vi fuldføre denne opgave for at give en ny impuls til kampen for revolution og socialisme på alle kontinenter.
Vi er kommet langt, men vi skal stadig bevæge os længere og hurtigere.
Vi registrerer betydelige resultater: CIPOML’s plenum mødes hvert år og lever op til ansvaret for at diskutere den internationale situation og problemerne med at organisere revolutionen på internationalt plan og udpeger retninger og opgaver. Tidsskriftet ’Unity and Struggle’, som udkommer to gange om året på flere sprog, er en platform for marxistisk-leninistisk tænkning og er blevet en reference for en del af arbejderne og de revolutionære. Vi fortsætter med at organisere internationale ungdomslejre. I år afholdt vi med stor succes denne lejr i Den Dominikanske Republik.
Det årlige møde for latinamerikanske partier diskuterer hvert år vores partiers internationale politik og koordinerer deres aktiviteter og kampe. Seminaret “Revolutionens problemer i Latinamerika” afholdes hvert år og er blevet et forum for marxist-leninister og en reference for andre revolutionære og antiimperialister på kontinentet.
Vi er opmærksomme på organiseringen af arbejderklassen i vores lande og på internationalt plan, og i Latinamerika er der møder for fagforeningsfolk og møder for kvindelige arbejdere. Vi vil fortsætte dette arbejde, fordi vi forstår, at det er en del af processen med at akkumulere kræfter.
Vi er til stede i omkring tredive lande i Asien, Europa, Latinamerika og Nordamerika. Vi er nødt til at vokse. Vi skal arbejde for at hjælpe med at danne nye partier, så vores partier udvikler sig og bedre kan leve op til deres ansvar for at organisere revolutionen. Det er vigtigt at erklære sig som marxist-leninist, men det er nødvendigt at være konsekvent i anvendelsen af programmet og i kampen for socialisme. Det er nødvendigt at etablere os bedre i arbejderklassen, i det sociale og politiske liv, at deltage i kampen for folkemagt og socialisme, vi må vokse for at kunne opfylde historiens opgaver.
Vi er videreførere af den vej, som Kommunistisk Internationale har udstukket, og vi tager bestik af dens resultater, men også dens mangler. Vi er i overensstemmelse med arven fra Lenin og Stalin. Den internationale revolution er vores ansvar, den gennemføres i hvert land, i klassekampens skyttegrave, den udvikler sig i det internationalistiske arbejde.
Vi erklærer som tidligere, at revolutionen er en opgave for de nuværende generationer. Vi er i front, forenede og i kampen for revolution og socialisme!
Længe leve den proletariske internationalisme!
LEVE CIPOML!
LEVE REVOLUTIONEN OG SOCIALISMEN!